search

Cavling og karrieren

Er en Cavling-pris svaret på et langt og lykkeligt arbejdsliv? Journalisten har spurgt nogle af vinderne af prisen gennem de seneste 16 år.CAVLING. En forbandelse eller en fortryllelse for karrieren? Svaret kan falde ud til begge sider. Det fremgår af svarene fra de tidligere prismod-tagere, som Journalisten har talt med. De fik spørgsmålet: Hvad har Cavling-prisen betydet for din karriere?

Er en Cavling-pris svaret på et langt og lykkeligt arbejdsliv? Journalisten har spurgt nogle af vinderne af prisen gennem de seneste 16 år.

CAVLING. En forbandelse eller en fortryllelse for karrieren? Svaret kan falde ud til begge sider. Det fremgår af svarene fra de tidligere prismod-tagere, som Journalisten har talt med. De fik spørgsmålet: Hvad har Cavling-prisen betydet for din karriere?

1989: Anders-Peter Mathiasen og Jeppe Juhl, Ekstra Bladet. De to journalister har afdækket en lang række misforhold i Stadsarkitektens Direktorat under Københavns Kommune. En stor principiel sag, som i første omgang blev henlagt af politiet og de kommunale myndigheder.

I dag: Jeppe Juhl er executive producer hos TvDanmark, mens Anders-Peter Mathiasen er journalist på Ekstra Bladet.

Anders-Peter Mathiasen: »Det var en oplevelse for livet, og det er stadig et stort minde. Cavling vel det mest liderlige, man kan komme i nærheden af inden for journalistik. I branchen ved man godt, hvem der får sådan en pris, og så vil de godt give en et job, indtil de lærer en at kende. Jeg har været nomineret fem gange siden og en gang før, og min mor syntes ikke, det er så skægt med alt det Cavling-stress under julen.«

1990: Ulrik Haagerup, Erik Eisenberg og Martin Uhlenfeldt, Morgenavisen Jyllands-Posten. For afdækning af en række overbelåningssager i danske realkredit-institutter.

I dag: Erik Eisenberg er redaktionsleder på Ekstra Bladet, Martin Uhlenfeldt redaktionschef hos TV 2, mens Ulrik Haagerup er chefredaktør på NORDJYSKE Medier.

Ulrik Haagerup: »Puha, jeg ved sgu ikke, hvad den pris har betydet. Det er jo ikke til at vide.« Lang pause. »Men jeg kan sige, at Cavling-prisen booster selvværdet. Samtidig fik jeg vished for, at den type journalistik, jeg synes er vigtig, også er interessant for andre.«

1991: Leif O. Dahl og Claus G. Theilgaard, Vendsyssel Tidende. Skrev en række afslørende artikler om danske skibsværfters indbyrdes prisaftaler – den såkaldte »snydedok-affære«.

I dag: Leif O. Dahl er på efterløn, mens Claus G. Theilgaard driver nyhedsbureauet dk-nyt (www.dk-nyt.dk) fra sit hjem på Bornholm.

Claus G. Theilgaard: »Det er en fornem udmærkelse, men den har ikke betydet noget for min karriere. Der var en periode, hvor mange henvendte sig med sager, de syntes, jeg skulle skrive om. Du ved, læsere, der kommer med 20 ringbind under armen, men ellers har den ikke betydet noget. Til gengæld hjalp den mig faktisk, da jeg skulle låne penge i banken til at starte dk-nyt.«

1992: Nils Ufer, Weekendavisen. For hans dramatisering af forløbet i Tamil-sagen. Nils Ufer modtog Cavling-prisen en uge efter sin død.

1993: Mikkel Hertz, Morgenavisen Jyllands-Posten. For hans dækning af de samfundsmæssige omvæltninger i Østeuropa og på Balkan.

I dag: Ansat som redaktionschef på TV 2/Nyhederne.

Mikkel Hertz: »I mit tilfælde har prisen mest været til indvortes brug, sådan en slags langtidsvirkende lykkepille. Når det hele er surt, så er det rart at tage den frem og kigge på den. Så har det ikke været helt forgæves.«

1994: John Mynderup, Dagbladet Børsen. Afdækning af det betændte miljø og de store bedragerier omkring selskabstømning.

I dag: Journalist på Ekstra Bladet.

John Mynderup: »Jeg blev fyret fra Børsen, halvandet år efter at jeg fik prisen. Jeg tror, jeg blev fyret, fordi det arbejde, jeg var så optaget af, var uforeneligt med det, min chef var optaget af. Så Cavling-prisen har ikke hjulpet min karriere. Man skal være stærk for at kunne klare at få sådan en pris. Jeg var 42 år, da jeg fik min, så jeg kunne håndtere det. Men jeg tror, at mange får det, jeg kalder Cavling-syndromet, især de unge. De kan lige pludselig ikke længere lave helt almindelige historier.

Undervejs har jeg da tænkt, at jeg må kunne bruge den her pris til for eksempel at få et lederjob. Men jeg har ikke fået nogen af dem, jeg har søgt. Måske fordi de tror, at jeg er sådan en, der kun kan gå mine egne veje, og som ikke kan samarbejde.

Jeg er da meget stolt over, at kollegerne netop det år syntes, at jeg var den bedste journalist. For nylig fik jeg prisen for at have været den bedste forælder i min søns fodboldklub. Den pris er jeg nok mere stolt af.«

1995: Lars Rugaard, Erik Valeur og Christian Nordkap, Danmarks Radio. For deres dækning af begivenhederne på Nørrebro den 18. maj 1993 og dækningen af de stærkt kritiserede undersøgelser af forløbet.

I dag: Lars Rugaard er medejer af medierådgivnings-firmaet Rugaard og Hvidtfeldt, Erik Valeur er journalist og fast tilknyttet Forbrugerrådets blad tænk+test. Christian Nordkap er journalist på TV AVISEN.

Christian Nordkap: »Jeg var helt ny i faget, så den gav et boost til min karriere. Den betød, at jeg kom til at lave det, jeg gerne ville og brændte for. Den gav mig også mulighed for at arbejde sammen med nogle af landets bedste journalister i blandt andet Dokumentargruppen i DR. Bagsiden var vel, at forventningerne blev meget store meget tidligt. De troede, jeg kunne det hele. Det kunne jeg jo ikke, så jeg måtte hele tiden gøre mit bedste, men det er vel sådan, det er.«

Erik Valeur: »For mig har den jobmæssigt ikke ført til en skid! Til gengæld havde Cavling-prisen nok en effekt for de skrivende, da vi fik den på Press i 1987. Den betød, at Press i nogle redaktørers bevidsthed blev transformeret fra et opkomlingsblad til noget mere anerkendt. Jeg ved, at mange har brugt deres fortid på Press, når de søgte job. I dag er folk da også langt mere nysgerrige efter at høre om min fortid på Press end om Nørrebro-sagen.«

1996: Henrik Grunnet og Michael Klint, Nordisk Film Broadcast. For deres dokumentarudsendelser i TV 2 »Den perfekte patient« og »Eksperimentet«, der har afdækket hidtil ukendte og skandaløse forhold i det danske sundhedsvæsen.

I dag: Michael Klint driver sit eget tv-produktionsselskab, Klint Film. Henrik Grunnet er journalist ved DR Fakta i Århus.

Henrik Grunnet: »Danmark er et lille land, hvor de fleste tv-journalister kender hinanden, måske særligt i dokumentar-branchen. Så rent karrieremæssigt betød prisen nok ikke så meget, men det er da en enorm tilfredsstillelse at få det klap på skulderen af kollegerne, for så har man nok lavet noget, der var i orden. Prisen har til gengæld hjulpet mig i udlandet. Forstået på den måde, at dem, man skal arbejde sammen med, kan se ud af ens cv, at man har lavet noget godt. Jeg tror måske også, at prisen var medvirkende til, at TV 2 sagde ok til at fastholde dokumentarprogrammet Fak2eren.«

1997: Poul Brink, Danmarks Radio. For sin vedholdende dækning af, hvordan den danske og grønlandske befolkning blev ført bag lyset vedrørende deponering af atomvåben på Thule-basen.

Poul Brink døde i efteråret 2002.

1998: Tonni Vinkel Sørensen, Bagsværd/Søborg Bladet. For hans konsekvente brug af de klassiske journalistiske dyder – nysgerrighed, vedholdenhed og indignation – i sin dækning af en større sag om seksuelt misbrug af børn.

I dag: Tonni Vinkel Sørensen er freelance-journalist.

Tonni Vinkel Sørensen: »Prisen skabte opmærksomhed på sagen, og den sag var ikke rar for lokalsamfundet. Heller ikke for lokalavisen. Så jeg blev fyret og blev freelance-journalist.

Siden er det gået meget op og ned. Det positive er, at jeg tænker: Okay, jeg kan godt. Men samtidig er der noget forventningshalløj. Det er nok den måde, folk møder én på. Man er ikke normal. Det er kolossalt besværligt at møde den slags. Som om man ikke bare kan lave »almindelig« journalistik længere. Egentlig absurd, for det var netop det, jeg gjorde, da jeg fik prisen. Den forventning har jeg arbejdet for at slippe af med. I dag er det ikke et problem mere.«

1999: Søren Funch, Jens Chr. Hansen og Erik Eisenberg, Jyllands-Posten. For deres afdækning gennem flere år af Den Danske Banks rolle i Hafnia-sagen, hvor Den Danske Bank kendte til Hafnia-koncernens alvorlige tilstand, men undlod at videregive denne viden til offentligheden, da den i 1992 stod bag salget af nye Hafnia-aktier.

I dag: Erik Eisenberg er redaktionsleder på Ekstra Bladet, Søren Funch er journalist på Berlingske Tidendes erhvervsredaktion, og Jens Chr. Hansen er souschef samme sted.

Erik Eisenberg: »Jeg er temmelig stolt over, at jeg har de to statuetter stående på kaminhylden. De har betydet alting for mig. De fleste mennesker er vel sådan skruet sammen oppe i hovedet, at de gerne vil anerkendes af andre, elskes kan man sige. Priserne minder mig om de unikke oplevelser, jeg havde sammen med de journalister, jeg lavede arbejdet med. Det har vel også betydet, at jeg har fået lov til at lave flere ting, end jeg ellers havde fået.

Men der er en ting, man skal vide med de der vidunderlige og forfærdelige statuetter: Man skal håbe, at man har gode kolleger, der kan holde en fast på, at man også skal tilbage til det almindelige arbejde. Man kan jo ikke lave prisarbejde hele tiden. Man skal også være glad for at skrive en note. Der er øjeblikke, efter man har fået sådan en pris, hvor man føler sig lidt hævet over det almindelige arbejde.«

2000: Kim Dahl Nielsen og Kasper D. Borch, Jydske-Vestkysten. For afdækningen af danske golfveteraners sygdomme og lidelser og for at have påvist en mulig sammenhæng mellem disse sygdomme og de tilsvarende sygdomme hos deres børn, som blev undfanget efter fædrenes hjemkomst fra Golfkrigs-området.

I dag: Kasper D. Borch er stadig ansat på Jydske-Vestkysten. Kim Dahl Nielsen blev bortvist fra avisen under en konflikt mellem ledelse og medarbejdere i efteråret 2004 (se Journalisten nummer 15/2004). I dag er Kim Dahl Nielsen gæstelektor på Journalisthøjskolen i forløbet »Den gode historie«.

Kim Dahl Nielsen: »Selve Cavling-prisen har ikke betydet noget for mig. Det er journalistikken bag prisen, som jeg kan bruge til noget. Vi fik prisen som en kvittering for, at vi havde lavet et godt stykke arbejde. Det er det, vi er stolte af i dag.«

2001: Poul Høi, Berlingske Tidende. For at skrive »fremtidssikret avisjournalistik« i en tidsalder, hvor det skrevne ord er sat under hårdt pres.

I dag: Fortsat ansat på Berlingske Tidende.

Poul Høi: »Cavling-prisen har både været det største og en stor byrde. Jeg er ikke typen, der har en idé om, at jeg kan det hele. Derfor er jeg på mange måder så lykkelig for den. På den anden side har jeg i en periode været nødt til at sætte den ind i skabet. Jeg har følt, at jeg skulle skrive op til den. Så oplevelsen af at få prisen har været todelt.

Da jeg fik prisen, modtog jeg en meget flot kontant gave af huset.

Her i januar stopper jeg i Washington. Jeg skal være en korrespondent, der kan arbejde på kryds og på tværs af USA. Lave features og interview. Ikke politik mere. Det er jo utroligt priviligeret. Hvor stor en rolle, Cavling-prisen spiller, ved jeg ikke.

Desuden har Det Berlingske Hus brugt Cavling-prisen i markedsføring. Da jeg skrev fra præsidentvalgkampen, stod der i avisen, at jeg er Cavlingpris-vinder. Det har jeg det virkelig underligt med. På nogle måder kunne jeg godt ønske, at jeg var Poul Høi fra Ringkøbing Amts Dagblad.«

2002: Morten Pihl og Jakob Priess-Sørensen, B.T. For gennemarbejdede, veldokumenterede og opsigtsvækkende artikler om de besynderlige forhold i den såkaldte mønsterkommune Farum – og ikke mindst deres afsløringer af borgmester Peter Brixtoftes forvaltning af kommunen og dens økonomi.

I dag: Morten Pihl er skiftet til Jyllands-Posten, mens Jakob Priess-Sørensen fortsat er på B.T.

Jakob Priess-Sørensen: »Jeg får stadig samme løn. Prisen har nok givet mig lidt mere albuerum og længere snor, end mange andre er på avisen har. Jobtilbud, eller snarere følere, har der da været, men kun lige i forbindelse med prisen. Det er mere arbejdet, der ligger bag prisen, som nogle har været interesseret i, og det er egentlig rart, at det er sådan, det er.«

2003: Charlotte Aagaard og Jørgen Steen Nielsen, Information, samt Bo Elkjær, Ekstra Bladet.

For deres gennemarbejdede, veldokumenterede og kritiske artikler om det demokratiske beslutningsgrundlag for Danmarks deltagelse i Irak-krigen.

I dag: Charlotte Aagaard og Jørgen Steen Nielsen er fortsat journalister på Information. Bo Elkjær er også stadig journalist på Ekstra Bladet.

Charlotte Aagard: »Mine aktier steg, da jeg fik prisen. Især på min egen arbejdsplads, hvor jeg får lidt mere plads end før, bedre tid til at grave. Det er desværre ikke væltet ind med gode jobtilbud, men der er mange, der gerne vil have, at jeg kommer og holder foredrag og deltager i officielle ting. Jeg har ikke fået flere penge for mit arbejde, men sådan er det her på Information.«

Bo Elkjær: »Jeg er da flyttet ind på et kontor, der er dobbelt så stort, men det tror jeg nu ikke har noget med Cavling at gøre. Ellers er alting, som det hele tiden har været. Jeg har ikke bedt om at få mere i løn. Men jeg har fået en lønforhøjelse.«

Samtlige modtagere af Cavling-prisen siden indstiftelsen i 1944 kan ses på www.journalistforbundet.dk

* 60 Cavling-priser

For 60 år siden blev Cavling-prisen uddelt for første gang. Det skete i anledning af, at Kjøbenhavns Journalistforbund fyldte 40 år – og til minde om forbundets stifter, Henrik Cavling, der var forfatter, journalist og chefredaktør på Politiken.

Prisen består af 20.000 kroner og en statuette af Henrik Cavling (udført af Jørgen Rodes).

* Læs også i dette nummer Kampen for en pris

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen