search

Cavling-formand: »Når vi kårer en vinder, så er jeg aldrig i tvivl«

På fredag uddeles Cavling-prisen. Kirsten Pilgaard har som Cavling-formand læst en flyttekasse med 20 kilos materiale. »Det er lidt som juleaften, hver gang jeg åbner næste projekt, fordi der er så meget godt.« Hun mener, journalistikken i dag har brug for mere ro

Hvorfor blev du journalist?

»Jeg fik blod på tanden efter et journalistkursus på en højskole. Da jeg havde taget optagelsesprøven på Journalisthøjskolen, vidste jeg det bare. Wow! Jeg elskede adrenalinsuset. Det var hårdt og virkelig sjovt.«

Dit første faste job var på den nordjyske radio ANR. Hvordan var det?

»Det var en sjov tid. Der var en pionerånd, fordi det var et helt nyt sted med mange unge mennesker. Jeg sad selv og klippede mine indslag, og jeg mener ”klippede”: Vi klippede og klistrede strimlerne sammen, og hvis du tabte en strimmel ned i bunken, var du i problemer.«

I 1994 søgte du til Aalborg Stiftstidendes sportsredaktion. Hvorfor?

»Jeg ville gerne prøve noget nyt og har altid drømt om at arbejde med sport, fordi jeg selv er en sportspige. Jeg fik ansvaret for boksning, som var stort i Aalborg. Jeg gik seriøst til det og startede med at deltage i et kursus for boksetrænere i Hobro, så jeg fik teorien på plads. Boksning er nok det mest spændende stofområde, jeg nogensinde har haft. Folk i bokseverdenen er ikke bange for at sige tingene, som de er. Det er rå ærlighed og intet spin – det faldt jeg pladask for.«

Hvis du elskede sporten så meget, hvorfor søgte du så væk?

»Vores søn skulle i børnehaveklasse, og jeg ville gerne have mere tid med ham. Vi arbejdede dengang næsten hver weekend på sporten.«

I 2011 søgte du over som souschef på Aalborg-redaktionen. Hvordan var det?

»Jeg må nok sige, at det gik halvskidt. Jeg fik en anden rolle, som jeg ikke var god til. Det lignede på mange måder mere et job som redaktionssekretær eller bogholder, og det interesserede mig overhovedet ikke. Det gik ret hurtigt op for mig, men jeg ville ikke give op, så jeg smøgede ærmerne op. Jeg lavede også det, jeg gerne ville, og ikke kun det, jeg skulle, jeg ville hellere tale journalistik. Men det hang slet ikke sammen med den tid, jeg havde. Jeg endte med at overbelaste mig selv og blev sygemeldt med stress.«

Hvordan kom du tilbage?

»Et skridt ad gangen. Jeg troede, det ville tage 14 dage, men det tog tre måneder. Det vigtigste var at stoppe det, der overbelastede mig. Derfor stoppede jeg som souschef. Det var fantastisk at vende tilbage til journalistikken.«

Hvilken historie er du stolt af?

»Jeg fulgte engang fem udviklingshæmmede mænd på et bosted. De havde ikke noget sprog, og jeg fulgte dem for at beskrive deres og de ansattes hverdag. Det var vel det, man i dag kalder ”konstruktiv journalistik”, og det rykkede virkelig noget for mig. Jeg fortalte, hvad der er vigtigt for nogle mennesker, som ikke selv kan sige noget.«

Der er kritik af, at medierne er for ukonstruktive. Er du enig?

»Både ja og nej. Jeg kunne godt have vinklet artiklerne fra bostedet anderledes, så de handlede om, hvad der kan gøres bedre, i stedet for at handle om, hvad der er godt. Men vi kan også lære af, hvad man gør rigtigt. Jeg synes ikke, konstruktiv og kritisk journalistik er modsætninger.«

Er det journalistik eller aktivisme, når for eksempel Albertslund Posten selv hjælper ledige i job?

»Det er et godt eksempel på konstruktiv journalistik. De bruger aktivismen som redskab, fordi det giver mening. De er slet ikke neutrale, som vi er vant til at være, men jeg synes godt, vi kan udvide vores horisont. Det vigtigste er, at vi ikke giver køb på vores troværdighed.«

Hvordan har journalistikken udviklet sig?

»Nettet har forandret alt. Det er ikke blevet lettere at være journalist, det er noget andet. Jeg brugte tid på at læse Ritzau-rullen på telefax, i dag kan man bruge tiden på at gå mere i dybden med historien. Men det sker ikke, for den skal ud på nettet straks. Du skal være først, følge de sociale medier og høre radio, mens du ser tv. Jeg tror, journalistikken har brug for mere ro.«

Kan det lade sig gøre?

»Det ved jeg ikke. Når jeg dækkede en boksekamp, sad jeg også og skrev under kampen, og så sendte jeg en tekst hjem efter hver omgang. Der skal være nerve i nyheder. Men det er også, når det går stærkt, at fejlene nemmere sker.«

Hvad er det sværeste ved at være formand for Cavling-komitéen?

»At finde vinderen. Og der er rigtig meget, der skal læses, høres og ses. Vi modtager en flyttekasse med 20 kilo materiale plus cd’er og usb-stik med mange timers tv og radio. Det er lidt som juleaften, hver gang jeg åbner næste projekt, fordi der er så meget godt.«

Kan det gøre ondt, når folk kritiserer jeres valg og fravalg?

»Personlig kritik kan gøre lidt ondt. Men jeg kender følelsen, fra da jeg skrev om Superliga-fodbold. Der var lige så mange holdninger, som der var folk på stadion. Når vi kårer en vinder, så er jeg aldrig i tvivl. Vi ser og hører alt, og så vælger vi det bedste.«

Hvad er branchens største udfordring?

»At sælge journalistikken.«

Hvad er løsningen?

»Jeg tror, løsningen er kvalitet. Hvis folk skal betale for journalistik, skal det være godt. Men det er jo ikke noget guldæg.«

Det lyder, som om det ser lidt dystert ud?

»Ja, det er en smule dystert. Journalistikken skal nok finde en vej, det er ligesom vand, men jeg er ikke sikker på, hvad der sker med medierne. Måske er fremtidens journalist freelancer? Derfor skal man gøre mere ud af at uddanne de studerende til også at være freelancere.«

 

[[nid:35103]]

 


Foto: Mick Andersson

 

 

Kommentarer
1
Kate Bluhme
05.01.16 08:59
Glimrende overvejelser,
Glimrende overvejelser, Kirsten.
Fremhævet af Journalisten

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen