search

Cavling er en mand

Følgende sarkastiske kommentar på nærværende hjemmeside gjorde mig lidt ked: ”Er det ikke muligt at få lidt flere mænd til at

Følgende sarkastiske kommentar på nærværende hjemmeside gjorde mig lidt ked: ”Er det ikke muligt at få lidt flere mænd til at komme med deres bud?”

Kommentaren – fra en kvinde – er nøgternt tilføjet den lange gennemgang af 13 Cavling-vinderes bud på løst og fast om året, der ”krak”. Jeg er ikke ked af selve kommentaren – den forstår jeg såmænd godt efter gennemlæsningen af 13 mænds i utrolig grad sammenfaldende opfattelse af verden – men af det faktum, at der blandt de 13 udspurgte ikke var en eneste kvinde. Ikke en eneste kvinde har i de senere år fået en Cavling-pris, hvis man tager listen for pålydende. Dog vil jeg lige minde om, at Olav Hergel fik sin sammen med Miriam Dalsgaard og Bo Elkjær med Charlotte Aagaard.

Bortset fra de to hæderskvinder skal vi vist helt tilbage til 1983 for at finde en kvindelig modtager af det største journalistiske hædersbevis. Det var Hanne Reintoft, der som bekendt er mere socialrådgiver end journalist.

Grunden til at jeg bliver ked af det, er, at jeg ikke aner, hvorfor verden ser sådan ud. Hvordan kan det være, at vi i en branche, som trods alt rummer rigtig mange kvinder, ikke ser en ”ligestilling” på dette punkt? Eller blot en lidt bedre procentuel repræsentation af kvindekønnet. Skyldes det kvindelig dovenskab, manglende begavelse eller udelukkelse fra drengenes netværk?

En forklaring kunne være, at det tilsyneladende kræver en vis nørdethed at få en Cavling. Man skal være en type, der trods andres himmelvendte øjne bliver ved med at holde fast i en sag og gerne bliver på redaktionen til sent om aftenen for at følge artiklerne til dørs. Uden at ville lyde diskriminerende, så er det min erfaring efter 20 år i branchen (mest som kvinde), at det som regel er mænd, der passer ind i denne beskrivelse. God journalistik kræver ofte god tid, og ligesom i andre brancher vælger kvinder i højere grad at tage hjem til børnene, mens de mandlige kolleger fortsætter ved tasterne. Jeg har intet videnskabeligt belæg for dette, men blot egne observationer og erfaringer at bygge min påstand på. Om det skulle være grunden til, at en Cavlingpris-modtager stort set altid er en mand, tvivler jeg dog på.

En anden forklaring kan ligge i kriterierne for at få en Cavling. Lige siden Watergate-skandalen har vi som journalister haft en forventning om, at rigtig god journalistik er sådan noget, som vælter regeringer. På mange måder har Watergate vel været både en velsignelse og en forbandelse for journalistikken. Velsignende, fordi den beviser, hvordan gedigen journalistik kan afsløre ulovligheder og magtmisbrug blandt magthaverne og dermed opretholde en vis ro og orden i samfundet. Forbandende, fordi den får al anden journalistik til at blegne ved siden af. Er det kun den journalistik, der vælter magthavere, som fortjener at blive hædret? Eller er der mon plads til hæder for den gedigne indsats år efter år i en sober formidling af de sager, som har haft stor samfundsinteresse? Er det fuldstændig utænkeligt, at for eksempel Nynne Bjerre Christensen skulle blive nomineret til en Cavling, fordi hun er en dygtig formidler og udspørger på seernes vegne? Ganske fortjent har Politikens læsere udråbt hende til at være den bedste kvindelige TV-vært. Det er vel ikke bare, fordi hun har nogle kønne brune øjne. Dagbladsjournalister rynker ofte på næsen af TV-journalister, fordi de vel er overbevist om, at det er sværere at udføre deres arbejde end at være vært på Deadline. Men det ved de jo – medmindre de selv har prøvet det – ikke en pind om. Det er stærkt krævende aften efter aften at stille de rigtige spørgsmål, at bevare roen, koncentrationen, overblikket og et fair fokus uden at blande egne holdninger ind. Det ved i hvert fald ÉT af Cavling-komitéens medlemmer, Kurt Strand. Hvorfor bliver den type journalistik ikke hædret, Kurt? Jeg spørger ikke retorisk, men af reel interesse for dit synspunkt.

Ud fra listen over Cavling-prismodtagere – og de nuværende nominerede – skulle man nemlig tro, at branchens dygtigste journalister som oftest er skrivende; at kun mænd kan finde ud af at lave ordentlig journalistik; og at det kun er mænd, der bider sig fast, har ambitionerne, lægger sig i selen og bidrager til at give pressen sin eksistensberettigelse.

Det gør mig allermest ked af det, at jeg ikke effektivt kan modbevise disse umiddelbart uhyrlige påstande.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen