search

Cavling 2007

Teksterne er skrevet på baggrund af et interview med Peter Øvig Knudsen, lavet dagen efter at han blev valgt som vinder af årets Cavling-pris, samt hans to bøger om Blekingegadebanden. I den særlige anledning er artiklen udformet med inspiration i stilen fra bøgerne.

Teksterne er skrevet på baggrund af et interview med Peter Øvig Knudsen, lavet dagen efter at han blev valgt som vinder af årets Cavling-pris, samt hans to bøger om Blekingegadebanden. I den særlige anledning er artiklen udformet med inspiration i stilen fra bøgerne.

 

 

Porten til det forjættede land

(2005)

Allerede da den gråskæggede politimand løfter den første jernspærre væk fra døren, begynder hårene på armene at rejse sig. Kælderen, den tunge jerndør, den digitale kodelås, jernspærrene – det er ikke et almindeligt arkivrum, de to mænd forsøger at trænge ind i.

For politimanden Niels Bach Christensen er det et gravkammer. Et rum, der i arbejdstimer rummer adskillige år af hans liv og en sag, han helst vil glemme.

Men for den anden person i rummet, forfatteren Peter Øvig Knudsen, er det et skatkammer, der nu for første gang åbner sig. I dette rum skal han finde materialet til sin bog om Blekingegadebanden – Danmarks største kriminalsag.

Et øjeblik står han og lader blikket vandre rundt i det store lokale. Reoler fra gulv til loft, ringbind efter ringbind efter ringbind. I de sekunder går det op for ham, at han aldrig vil komme igennem materialet. Om han så bruger hver eneste dag i de to år, han har afsat til sit bogprojekt, vil han aldrig komme igennem.

Han ved det, for det er ikke første gang, Peter Øvig står over for et stort arkivmateriale. Hans forrige bog handlede om Gestapo-bødlen Birkedal, som med 300 torturofre på samvittigheden også havde efterladt stof til et helt arkivrum. Det var et stort materiale, i alt måske to rummeter papirer, der tog et år at gennemgå.

Sagen om Blekingegadebanden fylder 50 gange så meget.

Ringbindene på hylderne har forskellige farver: Røde, grønne, blå. Øvig ved, at der må være et system, en orden i organiseringen. Skal han have en chance for at udnytte dette enestående kildemateriale, må han lære at forstå arkivets orden. Hvad dækker farverne over? Hvad er politiets logik? Hvilke typer dokumenter findes der, og hvad kan man få ud af dem?

På en hylde står 11 ringbind med ’§114’ – den såkaldte terrorparagraf – skrevet på ryggen. Peter Øvig ved på forhånd, at hans efterforskning skal begynde der. Bind 1 er et 400 siders kronologisk resume af PETs efterforskning af Blekingegadebanden. En fin, blød start.

Det er Per Larsen fra Københavns Politi, der har tippet ham om de 11 ringbind. Som del af ledelsen har Larsen været medvirkende til, at Øvig fik den aktindsigt, han søgte i sommeren 2004. Alle havde ellers sagt, at han lige så godt kunne glemme det. Politiet ville aldrig give adgang til en sag, der var så forholdsvis ny.

Men nu står han her, i kælderen under Politigården, som den første journalist nogensinde. Han ved ikke, hvorfor han fik lov, men han har en formodning. Da Blekingegadebanden i 1988 begik det berygtede røveri på Købmagergade, var Københavns nuværende politidirektør, Hanne Bech Hansen, chef for PET, og Per Larsen var hendes souschef. Derfor ved de, at PET lagde et kæmpe arbejde i sagen, og at der findes oplysninger, der kæder Blekingegadebanden sammen med internationale terror-grupper og langt flere kriminelle handlinger, end offentligheden kender til. Øvigs teori er, at de to tidligere PET-chefer har et lille ønske om, at disse oplysninger endelig kommer for en dag.

På den måde har den første port åbnet sig for Peter Øvig. Han har fået adgang til politiets arkiver. Tilbage står den anden port, nemlig til den viden, Blekingegadebandens medlemmer selv ligger inde med.

At åbne den anden port skal vise sig at være en langt mere kompliceret opgave.

 

 

Stemmer uden navne
(2005-2007)

»Nå Peter, har du så tænkt over, hvordan du kan bidrage til en bedre verden?«

Foran Peter Øvig står en midaldrende mand. En tidligere straffet med utallige røverier, voldshandlinger og måske også et drab på samvittigheden.

Selv om det er 10 år siden, han blev løsladt, frygter han stadig at blive overvåget af PET, og derfor har han insisteret på kun at mødes med Øvig i det fri.

De to mænd begynder at spadsere, mens de snakker. Den midaldrende mand stiller spørgsmål. Han vil høre om Øvigs politiske synspunkter. Er han stadig venstreorienteret? Hvilke venstreorienterede aktiviteter deltager han i?

Øvig svarer beredvilligt og imødekommende. Han vil gerne skabe tillid hos sin følgesvend, der som medlem af Blekingegadebanden kan bidrage med uvurderlige oplysninger til hans bog. De to har mødtes flere gange. Første gang var på en S-togs-station uden for København. Møderne ligner hinanden: De to mænd spadserer, og Peter Øvig bliver udspurgt om sit politiske ståsted. Hvert møde føles som en eksamen i politisk venstrefløjsidealisme.

Det er tre måneder siden, Øvig fik aktindsigt i politiets arkiver. Da det skete, skrev han et brev til de dømte medlemmer af Blekingegadebanden. Han forklarede, at han ville skrive en bog om sagen, og at han håbede, de ville medvirke for at nuancere bogen med deres version af det skete. Han skrev også, at han havde været aktiv på den maoistiske yderfløj, ligesom de selv var. På den måde håbede Øvig, at de ville have tillid til ham som en, der forstod deres politiske engagement.

Endelig nævnte han, at han havde skrevet en bog om modstandsbevægelsen. Ud fra deres alder og politiske ståsted regnede han med, at de danske frihedskæmpere havde været en slags forbilleder for banden, hvilket senere viste sig at være rigtigt.

På den måde er han kommet i kontakt med flere af medlemmerne, herunder den mand, han nu spadserer ved siden af.

Manden vil høre om Øvigs prioritering af demokrati og folks materielle levevilkår. Han mener selv, levevilkårene kommer i første række.

Peter Øvig kan udmærket sine marxistiske læresætninger, og han ved også, hvad den anden vil høre. Alligevel vælger han at svære ærligt, at han anser afskaffelsen af demokrati for en glidebane, der erfaringsmæssigt vil trække alt andet med sig ned.

Det medfører en voldsom diskussion mellem de to.

Senere, efter at have gennemført en række af disse møder, indser Øvig, at han ikke kommer nogen vegne. Manden ønsker simpelthen ikke at fortælle ham noget.

Mere held har han med et andet af bandens medlemmer. Det medlem vil gerne påvirke bogen, og samtidig er han kommet til et punkt i sit liv, hvor han har brug for at reflektere over sine handlinger, og det kan Peter Øvigs spørgsmål hjælpe ham til.

Derfor udvikler der sig over de følgende to år et samarbejde mellem de to, der med tiden skal blive et venskab. Bandemedlemmet kommer til at optræde som ’Stemmen’ i Øvigs bøger, og gennem utallige møder, middage, traveture og alkoholindtag bliver Stemmen den primære kilde, der fører Øvig ind i det politiske og mentale univers, som Blekingegadebandens medlemmer har befundet sig i siden slutningen af 60erne.

Inden det kommer dertil, forhandler Øvig og Stemmen i flere måneder om, hvordan deres samarbejde kan foregå. En ren kontraktforhandling, husker Øvig det som. Stemmens medvirken var fundamental, for uden den skulle bogen næsten udelukkende baseres på politiets arkiver.

Undervejs i processen er Stemmen meget nysgerrig efter at læse manuskriptet til første bind af de to bøger. På det tidspunkt foreslår Øvig, at Stemmen får lov at læse manuskriptet uden ret til at rette, og mod at love ikke at trække sine udtalelser tilbage.

Da Stemmen accepterer, falder der en sten fra Peter Øvig Knudsens hjerte.

I det øjeblik ved han, at værket om Blekingegadebanden vil blive en realitet.


 

 

 

 

PETER ØVIG KNUDSEN SVARER PÅ KRITIK OM

… at han ikke interesserer sig for, hvem der dræbte betjenten ved Købmagergade-
røveriet:

»Jeg ville gerne skrive hvem, men juristerne siger, jeg skal have en skriftlig tilståelse fra den skyldige. Alt andet vil medføre en kæmpe injuriesag, som jeg ikke kan vinde. Politiet føler sig helt sikre på, hvem det er, men ingen fra banden har sagt noget.«

… at han er fascineret af Blekingegadebanden og fremstiller den i et positivt lys:

»Jeg kan da ikke skrive om sådan en bande uden at være fascineret af den. Det ville også være en fuldstændig uinteressant bog, hvis ikke læseren blev en lille smule i tvivl om, hvorvidt man kunne have sympati for denne gruppe.«

… at han er kommet for tæt på sin kilde blandt de tidligere bandemedlemmer:

»Det er et relevant spørgsmål, men jeg har været meget mere sammen med kriminalpolitiet end banden, så hvis jeg er kommet for tæt på nogen, så er det politiet. Der er en medarbejder i PET, jeg har været enormt meget sammen med – drukket øl og været på lange køreture.«

 

 

ØVRIGE TIPS TIL CAVLING-JOURNALISTIK I BOGFORM

• Lav allerførst en tidsliste over det forløb, du vil skrive om, hvor du hele tiden kan plotte de vigtige fakta ind. Det lærte jeg på Press, og det er en fantastisk værdifuld arbejdsmetode, uanset om det er en større eller mindre sag.

• Tag noter fra dag et, hvis du skal lave arkivundersøgelser. Lad være med at tro, at du kan huske, hvor sagerne befinder sig. Tag noter lige fra det første interessante papir, du sidder med, om hvilken kasse eller hvilket ringbind.

• Lyv aldrig over for kilderne for at få en historie hjem. Danmark er så lille, og ens rygte breder sig hurtigt. En af grundene til, at ’Stemmen’ ville tale med mig, var, at hans kærestes bedste veninde havde gode ting at sige om mig.

• Kommer man i krise, skal man finde sin personlige måde at hæve sig op i det, som min ven fra Blekingegadebanden kalder ’helikoptersyn’. En afslappet sindsstemning, hvor du ser roligt på sagerne. Nogle tager ud og fisker, jeg selv ryger pot.

• Stol på dig selv. Det, du selv synes er interessant i en historie, det er interessant. Læg mærke til, hvis du har været på research, hvad du fortæller din kæreste, når du kommer hjem. Det er garanteret også det mest interessante. /

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen