Da TV 2 viste tv-serien 'På røven i Nakskov', oprettede en flok vrede øboere en protestgruppe mod udsendelsen på Facebook. De mente, at programmet udstillede alle fra Nakskov som sociale tabere, og de reagerede ved selv at fortælle positive historier om byen.
Siden kom en omdiskuteret dokumentar fra DR om Christiania. Her blotlagde flere personer en hård opvækst i fristaden. Men billedet var for stramt og ifølge flere forkert, lød det efterfølgende fra andre, som også er opvokset på Christiania.
Historier som disse, hvor tv-historien opleves for hårdt vinklet, spreder ifølge tv-caster og foredragsholder Astrid Søe skepsis over for medierne hos den danske befolkning. Hun har selv flere gange oplevet, at kilder takker nej til at deltage i dokumentarfilm, fordi de er bange for, at medierne vil skævvride deres historier.
»Når jeg ringer til en masse mennesker og skal have dem med i selv en positiv historie, så er svaret det samme; de vil sådan set gerne, men siger nej, fordi de er bange for at blive klippet, så deres ord får en anden betydning. Angsten for at blive misforstået er gigantisk,« siger Astrid Søe.
Det er slut uden mennesker
Astrid Søe oplever det allerede som et konkret problem at skaffe kilder til de historier, hun arbejder på. Men det kan også blive til et mere principielt problem for journalistikken, mener hun. Det kan koste historier og i sidste ende den nerve, som den bedste journalistik bliver født af.
»Journalisters vidunderlige opgave er at formidle mennesket, og hvis ikke de kan det, er det slut. Så er der kun nøgletal tilbage. Og det siger jo ikke noget om, hvad det vil sige at være menneske,« siger Astrid Søe og tilføjer:
»Hvis vi har et helt samfund, hvor folk føler sig forrådt og ikke tør eller vil deltage, så har vi et problem med at fortælle ærligt. Og vi mister en masse historier og et grundlag for god journalistik. Uden mennesker har journalister intet at skrive om. Så I skal passe godt på dem.«
Astrid Søe understreger, at det ikke er enkeltjournalister, hun er ude efter. Faktisk mener hun, at journalister i langt de fleste tilfælde fortæller fantastiske historier.
»Der er mange, der skælder journalister ud, men det vil jeg ikke. Jeg er dybt imponeret over, hvad de kan få frem. At de kan fortælle menneskers historier, som jeg slet ikke ville have fået øje på,« siger hun.
Frygter hak i tuden
De mange nej'er er i Astrid Søes øjne et udtryk for, at der er en stigende mistillid til medierne i almindelige menneskers øjne. Og i hvert fald en stigende frygt for at blive stillet frem i medierne uden at kunne genkende sig selv.
Det skyldes ifølge Astrid Søe ikke kun den måde, dokumentarprogrammerne laves på.
»Der er hele processen, hvor programmerne bliver født, men så er der byrden bagefter, hvor deres ord bliver dissekeret i debatten, særligt på de sociale medier,« siger hun.
I første omgang oplever casteren, at kilderne har tillid til hende, når hun taler med dem. Men det er ikke nok til, at de tør stille sig selv frem.
»Når vi skal begribe et menneske, er vi ovre i en kunstform, der kræver enormt stor tillid. Det nytter ikke noget, at vi mister den. Jeg er dybt chokeret over, at det mange steder er tilfældet. At folk slet ikke vil forsøge at fortælle deres historier og måske risikere et hak i tuden,« siger hun.
I værste tilfælde frygter Astrid Søe en virkelighed, hvor folk udelukkende selv fortæller deres historier på Facebook. Og dermed mister den gennemslagskraft og faglighed, som en journalist kan give deres historier.
»De gør det uden sans for formidling overhovedet. Det betyder, at et utroligt fint fag mister sit grundlag, for hvis ingen vil tale med journalister, hvad har vi så. Og det bekymrer mig, for det er journalister, der er bedst til at formidle menneskers historier.«
Kamp mellem idé og virkelighed
En del af problemet kan ifølge Astrid Søe være, at journalister for ofte ikke er klar til at afvige fra den historie, de på forhånd har set for sig.
»Det er jo ikke meningen, at journalister skal skabe en historie. De skal formidle den historie, der er. Spørgsmålet er, om ikke vi er nået til et punkt, hvor almindelige mennesker oplever, at formidlingen er gået tabt på bekostningen af de historier, journalister skaber,« siger hun.
Astrid Søe oplever problemstillingen som et udtryk for en indre konflikt i journalistikkens væsen. For at blive lidt filosofisk, kan man tale om to forskellige måder at betragte sit arbejde på, forklarer hun.
På den ene side er idéen om den gode historie, og på den anden side er mennesket. Og de kommer nogle gange i konflikt. Hun er bange for, at idéen vinder, og henviser til Søren Kierkegaards tanker om at finde en idé, han vil leve og dø for, der strider imod eksempelvis forfatter Svend Åge Madsens tanker om at gå åbent til mennesket i bogen 'At fortælle mennesket'.
Medier undergraver sig selv
Efter et fotoessay af Politiken-fotograf Janus Engel fra Langeland gik øboerne i oprør mod fotoserien. Der blev afholdt borgermøde, hvor fotografen og Politikens fotochef mødte dem, og Politiken samt Fyns Amts Avis dækkede selv konflikten, vreden og årsagerne til den.
Men det kan faktisk være med til at forstærke almindelige menneskers oplevelse af, at medierne altid fordrejer virkeligheden. Det er i hvert fald en risiko, når medierne ofte graver så dybt i debatten om, hvorvidt journalistik er misvisende eller ej.
»Det kan godt være, at der altid har været de her oplevelser, men det er blevet mere synligt. Og medierne er selv med, når de behandler efterveerne, som de gør,« siger Astrid Søe og peger på DR's dokumentar 'Christianias Børn – Skyggesiden af eventyret' som et eksempel.
»Christiania-udsendelsen bliver trævlet op igen og igen. Og så kan medierne bagefter lave 20 artikler om, hvor forkert den var. Det er en selvundergravende mølle. Det er da klart, at folk tænker, at medierne altid tager fejl og så bare rydder op bagefter. Så er det klart, at de ikke vil risikere noget.«
Kan det ikke bare hænge sammen med, at folk har svært ved at se sig selv og deres historie i øjnene bagefter?
»Det kan det også sagtens. Det kan man ikke gardere sig mod som dokumentarist. Problemet opstår, når folk på forhånd har givet op over for at fortælle deres historie. Og det er en medieskabt oplevelse,« siger Astrid Søe.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Jeg har aldrig arbejdet med en caster og ved derfor ikke, hvad det er castere lover deres medvirkende. Mon de giver dem et realistisk billede af, hvad det vil sige at medvirke i en journalistisk historie?
Jeg har selv fundet mine medvirkende til "Christianias børn -skyggesiden af eventyret". Og alle var fra starten med på, at den her film ville handle om, hvor svært det kunne være at vokse op på Christiania. Alle var enige om, at den historie manglede at blive fortalt.
Alle var også klar over, at det ville blive hårdt at komme ud med historierne. Fordi det, ifølge dem selv, stadig er tabu, at tale åbent om de problemer, der var dengang.
De fire hovedpersoner så filmen, inden den var færdig. Ingen ønskede ved gennemsynet noget klippet ud. Flere ville gerne have nogle helt bestemte positive ting med. Og det ønske efterkom vi.
Den efterfølgende debat om Christiania blev som vi havde regnet med. Det der derimod var overvældede var alle de personlige henvendelser der kom fra folk der følte sig genkendt i historien om hippieopvæksten.
Hvis man skal kunne få noget ud af denne artikel, ville det være smart, hvis journalisten havde fortalt, hvilke dokumentarprojekter Astrid Søe konkret har medvirket i - som caster eller andet. Og om deltagerne i Christiania-udsendelsen blev "castet" eller fundet på anden vis?