search

Carsten Jensen taler folkets sag

Derfor gik Charlotte. Men vi bliver nødt til at tage debatten. 

Derfor gik Charlotte. Men vi bliver nødt til at tage debatten. 

På sin vis er det forståeligt, at journalisten Charlotte Aagaard må rejse sig under interviewet med forfatteren Carsten Jensen, da han i sin programserie i 24Syv meget tydeligt markerer, at han er i opposition til den del af hendes krigsjournalistik, der bliver til på rejser arrangeret af forsvaret.

Konflikten kulminerer, da Carsten Jensen, der har rejst i Afghanistan og nærlæst Charlotte Aaagaards artikler i Information, sammenfatter:
»Jeg kan ikke se kritikken af det danske militær i dine reportager derudefra.«
Hvortil journalisten replicerer:
»Jeg vil gerne have det her klippet ud af denne her udsendelse,« hvilket hun ikke får – hvorpå hun med klaprende skosåler kan høres forlade studiet.

Vanvittigt underholdende. Og enormt principielt. For det er jo ikke bare Charlotte Aagaard der udvandrer fra de kritiske spørgsmål. Reelt rejser hun sig på store dele af standens vegne.
Charlotte Aagaard har jo gjort sit arbejde så godt som muligt under de givne omstændigheder. Journalisten beskrev i magasinet før sommerferien i artiklen "Ledsaget udgang" den præmis, journalister udsendt af forsvaret arbejder under.

Charlotte Aagaard beskrev i artiklen meget præcist udfordringen og understregede, at opgaven med at bruge det danske militær som kilde til at beskrive krigen ikke var nem:
»De er briefede på forhånd,« sagde hun – og slog fast:
»Denne gang har de fået at vide, at de kun har roser til de afghanske sikkerhedsstyrker, og påpeger journalisterne et problem, så kender de ikke noget til det.«

Det er de vilkår, pressen arbejder under i Afghanistan. Det har vi accepteret som en omstændighed. Det er ikke unikt for Afghanistan. Alle vegne, hvor kilderne kan sige nej, må pressen acceptere, at kilderne styrer mere eller mindre. Alternativet er slet ikke at deltage og dække sagen. Og det er jo ikke et alternativ. Derfor gik vi.

Og netop derfor har Carsten Jensen en vigtig pointe. Han indtager i sin erklærede subjektive og spørgende position præcis samme rolle som mange medieforbrugere: Han forventer og efterlyser, at journalister ALTID er udfarende og kritiske og ikke ligger under for aftaler, der giver et forskønnet billede af virkeligheden. Og han accepterer ikke, at journalisters alternativ til ikke at acceptere spillereglerne, er slet ikke at dække.

Hans journalistiksyn er i høj grad idealistisk. Men skal det ikke også være det? Og burde vi ikke alle indtage samme position? Det var vel derfor vi blev journalister.

Carsten Jensen rejser med en polemisk facon en central debat. Og hvis vi i stedet for mimoseagtigt at vende ham ryggen – for han er jo ikke en rigtig journalist – tror på, at han spørger og snager i forlængelse af medieforbrugernes forventning til os journalister, så kan vi jo bruge kritikken til en nødvendig portion selvransagelse.

Passer vi vores arbejde godt nok, når vi laver aftaler med kilderne for at få historien i hus? Når vi lover gennemlæsninger af hele artiklen? Når vi oplyser kilden om, hvem der ellers optræder i historien? Når vi arrangerer et stort teater, hvor vi ikke selv skriver hele manuskriptet, men samtidig foregøgler mediebrugerne og offentligheden, at her er resultatet af den udfarende og kritiske reporters arbejde?

Min personlige holdning er, at journalistikken i for mange tilfælde har opgivet at være journalistik og i stedet er blevet en kanal, som kilderne fortæller historier igennem. Vi kan ikke blive ved med at forklare, at det skyldes travlhed.

Der er brug for en bred debat om, hvad vi vil med faget! Vi kunne jo starte med at genopfinde det.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen