Carsten Jensen forlader pressen

  Den skarpe kommentator trækker sig - sammen med Berlingske Tidendes debatredaktør. VOV. Midt i november skrev forfatteren og debattøren Carsten Jensen sit sidste indlæg i en dansk avis. Efter mere end tyve år som skarp skribent og provokatør i næsten alle landsdækkende dagblade opsagde han sit kommentator-job på Berlingske Tidende og vil fremover kun skrive bøger.

Den skarpe kommentator trækker sig – sammen med Berlingske Tidendes debatredaktør.

VOV. Midt i november skrev forfatteren og debattøren Carsten Jensen sit sidste indlæg i en dansk avis. Efter mere end tyve år som skarp skribent og provokatør i næsten alle landsdækkende dagblade opsagde han sit kommentator-job på Berlingske Tidende og vil fremover kun skrive bøger.

Carsten Jensen forlader Berlingske sammen med debatredaktør Jeppe Duvå, der i september havde hyret ham til avisen.

Jeppe Duvå forklarer til Jyllands-Posten, at sagen handler om, hvor højt der er til loftet på Berlingske Tidende. Og at avisen er blevet presset af en gruppe af bladets absolut mest højreorienterede læsere.

Carsten Jensen havde siden september været skribent i spalten Groft Sagt, der af chefredaktør Niels Lunde betegnes som 'det borgerlige Danmarks tæskehold'. Dette medførte angiveligt en læserstorm fra personer, der ikke opfattede Carsten Jensen – og især ikke hans hudfletning af partiet Venstre – som særligt borgerlig. Derfor besluttede chefredaktør Niels Lunde, at Carsten Jensen skulle fjernes fra tæskeholdet og have sin egen spalte, hvilket fik Jeppe Duvå til at sige op.

Carsten Jensen fulgte efter og har siden forklaret til radioprogrammet »Mennesker og Medier«, at Berlingske Tidendes chefredaktion havde ønsket at skille sig af med ham.

»Min sidste tekst i Groft Sagt sluttede med ordet 'vov'. Og det bliver samtidig også mit sidste ord i dansk dagspresse,« sagde Carsten Jensen.

Gennem mere end to årtier har han været højt profileret kommentator på henholdsvis Information, Politiken, Ekstra Bladet, Det Fri Aktuelt, Jyllands-Posten – og altså Berlingske Tidende.

Carsten Jensens sidste ord i dansk presse:

»Det er hverken Socialdemokraterne eller Venstre, der er det største parti i Danmark. Det er Pavlovs Hundeparti. Ivan Pavlov var en russisk fysiolog, der forskede i de såkaldt betingede reflekser. Han fandt ud af, at man kunne aktivere forsøgshundes fordøjelseskirtler ved hjælp af en klokke. Når klokken lød, savlede hunden.

Alle valg i Danmark har siden årtusindskiftet haft Pavlov som hovedperson. Når en politiker siger ordet »skattestop«, løber forsøgshunden straks til højre med kødben i øjnene. Når nogen siger ordet »udlænding«, piber hunden og løber endnu længere til højre. Hvis man siger »terroristsympatisør« til en politisk modstander, er der slet ingen hund, der tør nærme sig ham eller hende – ikke engang for at lette ben.

Men ved kommunalvalget i tirsdags gik et eller andet frygteligt galt med forsøgshunden. Hundetræner Anders Fogh Rasmussen, formand for partiet for folk, der ikke må tænke selv, havde udnævnt Ritt Bjerregaard til terroristsympatisør. (…) Men vovserne løb ikke efter Pinden. I stedet stillede de sig op og logrede for terror-dronningen. Pinden lettede de ben på for ligesom at markere, at det var nye tider.

15. november var en stor dag for demokratiet i Danmark. Forsøgshundene gjorde oprør mod Pavlov. Vov!«

(Groft Sagt, Berlingske Tidende)

0 Kommentarer