Prinseinterview

Caroline fik interviewet med Joachim, der går Danmark rundt: Pauserne er næsten det stærkeste

Journalist Caroline Bilstrup gjorde i dag sit livs foreløbigt største scoop foran Danmarks ambassade i Paris, hvor hun som den første fik prins Joachim i tale

Lidt efter klokken 6 i morges stillede Caroline Bilstrup sig foran døren til den danske ambassade på Avenue Marceau i Paris, og hun var langtfra sikker på, at det ville føre til noget som helst.

Sammen med fotograf Emil Agerskov spejdede hun på afstand ind ad ruderne på alle biler, der sænkede farten tæt på ambassaden.

På et tidspunkt bemærkede Emil Agerskov, at de to udsendte fra Ekstra Bladet var så tændte, at alle mennesker i alle biler på en eller anden måde lidt lignede prins Joachim.

Men hvis prins Joachim var halvsløj af forkølelse, havde vigtige møder i byen eller blot arbejdede hjemme i dag, så kunne de stå der og spejde for evigt.

Lidt efter klokken 9 rullede en mørkeblå Mini Cooper dog pludselig ind på parkeringspladsen.

”Godmorgen. Har De tid til et par hurtige spørgsmål?” spurgte Caroline Bilstrup forsigtigt prinsen, der uden for bilen var i gang med at trykke på en knap for at låse bilen af.

Og det var faktisk en del af den plan, som Caroline Bilstrup havde nået at udtænke i de tidlige morgentimer i morges.

”Jeg havde på forhånd noteret ned, at jeg ville prioritere at indlede med, om vi måtte stille nogle spørgsmål,” fortæller hun over en telefonlinje fra en café i Paris.

Det største scoop

Prins Joachim sagde ja til et kort interview, og Caroline Bilstrup fik sit livs, indtil videre, største journalistiske scoop.

”Havde han ikke svaret eller sagt nej, ville jeg selvfølgelig have stillet spørgsmål alligevel, men det ville han gerne,” fortæller hun.

Videoen af hendes interview med prins Joachim for Ekstra Bladet er citeret vidt og bredt i danske medier og er blevet dagens talk of town.

Jeg synes, at pauserne ender med at være noget af det stærkeste i interviewet.
Caroline Bilstrup, journalist på Ekstra Bladet

I interviewet ser man en dybt berørt prins forholde sig til, at dronning Margrethe har valgt at fratage Joachims fire børn deres titler som prinser og prinseesse.

Caroline Bilstrup var meget overrasket over, at prinsen for det første var villig til at stille op, og at han derudover gav sig god tid.

Det skyldes måske også, at Caroline Bilstrup og Emil Agerskov var de eneste danske journalister foran ambassaden.

Interview med lange pauser

Muligheden for at tage til Paris opstod på Ekstra Bladets redaktion onsdag eftermiddag, hvor en chef spurgte, om nogen havde lyst til at få prins Joachim i tale.

Og chancen betalte sig.

Netop derfor forsøgte Caroline Bilstrup at gøre brug af en interviewteknik, hvor hun ville lade prinsen tale ud.

”Han virkede meget berørt, og jeg tænkte, at det også påvirkede ham virkelig meget. Jeg har efterhånden lært, at det er godt at lade folk tale ud og give dem de her ekstra sekunder, end hvad man selv synes er behageligt at være i,” siger hun.

Især på spørgsmålet om, hvor længe prins Joachim har kendt til beslutningen, var der lange pauser i prins Joachims svar.

”Jeg synes, at pauserne ender med at være noget af det stærkeste i interviewet. Man kan mærke, at han reflekterer, mens jeg taler med ham,” siger hun.

Interviewet bærer også på en vigtig lektie til danske medier, mener Caroline Bilstrup:

”Det her beviser, at man sagtens kan gå på redaktionen og tænke, at han ikke dukker op og ikke vil tale, men det gjorde han. Det er et godt eksempel på, hvorfor det er vigtigt, at man fra Ekstra Bladets side tager de her chancer, og jeg er glad for at være på en arbejdsplads, hvor det bliver prioriteret.”

2 Kommentarer

Kasper Harboe
29. SEPTEMBER 2022
Flot interview.
Kontant, lyttende og præcis så taktfuldt som det skal være.
Den mentale forberedelse er tydeligvis på plads. Ventetid er også vigtig arbejdstid, når den bruges rigtigt.
Morten Brandborg
29. SEPTEMBER 2022
Well Done Caroline.
Du viser at stædighed og vedholdenhed lønner sig, hvis man vil have historien hjem. Og så hjælper det at være det rigtige sted på det rigtige tidspunkt :-)