Cardosos avis nær lukning

Redaktør Carlos Cardoso blev for et år siden skudt på vej hjem fra sin avis, Metical, i Mozambiques hovedstad. Nu er avisen i fare for at lukke.

Redaktør Carlos Cardoso blev for et år siden skudt på vej hjem fra sin avis, Metical, i Mozambiques hovedstad. Nu er avisen i fare for at lukke.

Carlos Cardoso skrev kritisk om millionkorruption. Da han skrev om 14 millioner dollars, som var forsvundet ud af Banco Comercial de Moçambique, blev det for meget for de involverede: Man bestilte et mord. Det er, hvad anklagen går på.

Cardoso var gift med norske Nina Berg, der arbejder for DANIDA. Hun har beskyldt de offentlige myndigheder i landet for at modarbejde en opklaring. Efter pres fra hende og avisens donorer blev seks mistænkte anholdt.

I september i år blev de formelt tiltalt, men det er endnu ikke klart, hvornår rettergan-gen finder sted. Juridisk set er det Carlos og Ninas børn, der nu ejer dagbladet "Metical". I et brev til medarbejderne har Nina Berg meddelt, at udgivelsen stopper med udgangen af december. En lukning anses i vide medie – og bistandskredse for at være at alvorligt tilbageslag for pressefriheden i den tidligere portugisiske koloni.

 

Præsidentfamilie presser
Den første tid efter mordet var journalisten Marcelo Mosse den nye profil på den lille avis, der udkommer som fax.

I marts i år skrev det sydafrikanske dagblad "Mail & Guardian", at Nhimpine Chissano, søn af den mozambikanske præsident, var blevet taget i Mozambique, angiveligt med kokain i bilen. "Metical" valgte at referere historien, som det eneste medie i hele Mozambique. Nu forlanger præsidentfamilien en erstatning, der efter oplysningerne er på størrelse med hele avisens kapital.

Marcelo Mosse er tidligere korrespondent for det portugisiske dagblad "PÚBLICO". Han blev tidligere på året trukket ud af direktionen for "Metical". Alt tyder således på, at Carlos Cardosos livsværk bliver lukket på grund af det store politiske pres dels på journalisterne dels på bladets økonomi. "Metical" har hidtil overlevet takket være forholdsvis dyre abonnementer til ambassader og NGO'er.

Morten Gliemann er tidligere informationsmedarbejder for Mellemfolkeligt Samvirke i Mozambique. Han blev smidt ud af landet i august 2000, fordi han havde udtalt sig om korruption. Han har personligt kendt Carlos Cardoso og også Marcelo Mosse.

 

0 Kommentarer