Carat efterlyser nye folk i TV 2-toppen

Tv-direktør Mikael Ostenfeld i mediabureauet Carat opfordrer TV 2 til at skifte ud. Skytset er rettet mod programdirektør Palle Strøm. TV 2 afviser kritikken.

Tv-direktør Mikael Ostenfeld i mediabureauet Carat opfordrer TV 2 til at skifte ud. Skytset er rettet mod programdirektør Palle Strøm. TV 2 afviser kritikken.
TV 2s faldende seertal betyder, at mediabureauer sidder tilbage med utilfredse annoncekunder, der ikke har fået den gennemslagskraft, de blev stillet i udsigt.

På den baggrund afleverer tv-direktør Mikael Ostenfeld fra Carat, der betjener blandt andre storkunder som Arla og Walt Disney, en usædvanlig direkte kritik af TV 2s programdirektør, Palle Strøm.

»Du må spørge dig selv, hvem der har hovedansvaret. Hvem sidder i toppen for de her beslutninger? Det gør Palle Strøm,« fastslår Mikael Ostenfeld, der påpeger, at ansvaret også kan pege andre steder hen.

»Jeg ved selvfølgelig ikke, hvordan de internt har organiseret sig.«

Baggrunden for udfaldet er blandt andet, at Mikael Ostenfeld allerede i januar 2008 blev stillet i udsigt af Palle Strøm, at tallene ville rette sig. Sådan er det ikke gået. Tværtimod.

TV 2s andel af den samlede tv-kigning i den kommercielt attraktive målgruppe 15-50 år nærmer sig DRs på 27 procent. TV 2s andel har været konstant faldende siden 2005.

Palle Strøm ønsker ikke at kommentere angrebet. Men han understreger, at Mikael Ostenfeld er for hurtigt ude med sin kritik.

»Han vil se anderledes på det, når året er gået,« siger Palle Strøm, uden dog at løfte sløret for nye satsninger.

TV 2s administrerende direktør, Merete Eldrup, afviser Mikael Ostenfelds indblanding.

»Det skal jeg nok selv finde ud af. Palle Strøm har arbejdet med tv hele sit liv dygtigt og professionelt.«

Hun har siddet i stolen siden januar 2008 og understreger, at Palle Strøm er en gevinst for TV 2 og hende.

»Han er vildt god til mange ting. Til tv, til det analytiske, og han har en mavefornemmelse for, hvornår noget er rigtigt. Det er en kæmpefornøjelse at diskutere programmer med ham. Jeg har sjældent lært så meget på kort tid som af at tale med Palle.«

Du kan læse hele baggrundsartiklen 'Hov, Hvor bliver passagererne af Palle?' i fagbladet Journalisten, der udkommer i morgen.

0 Kommentarer