search

Canal 9 får hug på Facebook

Enhver marketingchef ville nok kalde udviklingen eksplosiv, og det nyeste Facebook-skud på agitationsstammen ”Boykot Canal 9” vokser da også markant i antal fra dag til dag.

Enhver marketingchef ville nok kalde udviklingen eksplosiv, og det nyeste Facebook-skud på agitationsstammen ”Boykot Canal 9” vokser da også markant i antal fra dag til dag. I skrivende stund har FB-gruppen 742 medlemmer, og det er i sig selv og statistisk forstand ikke en repræsentativ størrelse. Men det er faktisk seks gange så mange, som Canal 9 havde seere til superligakampen Sønderjyske-Randers i søndags.

På gruppe-sitet ligger et brev til DBU, som man opfordrer til at kopiere og sende videre til DBU:

”Kære DBU
Jeg indgiver hermed en klage over Canal 9. Jeg finder det fuldstændig forrykt at de overhovedet kan få rettigheder til bare en kamp, når de kun kommer ud til 12-15% af danskerne måske endda færre. At de så oven i hatten får de 4 første FCK-kampe er jo helt skandaløst, da de trækker flest tilskuere (sammen med Brøndby) men nu kommer ud til færrest muligt. Jeg mener derfor, at der med øjeblikkelig virkning bør fratages canal9"s rettigheder til alle de kampe de har. At de har fået de rettigheder til at starte med begriber jeg slet ikke, da de ikke havde en aftale med hverken Stofa eler YouSee, hvorfor det måtte være alment kendt, at de ikke ville nå ud til det mindste krav af danskerne, som I jo selv sætter. Så stop denne skandale nu inden den eskalerer!!!”

Ifølge Gallup så rekordlave 127 seere opgøret fra det sønderjyske, mens blot 3.478 så superliga-premieren på den nye kanal om lørdagen mellem FC Nordsjælland og FC København. Det Bonnier-baserede, svenske TV4, der står bag Canal 9 har ført en voldsom og givetvis i selvsamme marketingschefs retorik hundedyr annoncekampagne op til den nye sæson. Men i disse penetrationstider synes budskabet endnu ikke at have vundet indpas i de danske tv-stuer.

For det er og bliver penetrationen, Canal 9 har sit store og alvorlige hyr med at leve op til. Kravet til kanalen er, at 60 procent af alle danskere skal have mulighed for at se de superliga-kampe, den sender. Indtil videre er der højt sat 200.000 husstande og ti procent af seerne, der nyder det privilegium. Sporten.dk skriver dog i dag, at kabeldistributøren Stofa er på nippet til at sige ja til en gratis prøveperiode med Canal 9, og det fordobler efter sigende antallet af husstande med adgang til Canal 9’s kampe.

Den helt store og nødvendige udslagsgivende succesfaktor for Canal 9 er imidlertid at få foden inden for hos YouSee, der angiveligt har fået samme tilbud som Stofa. Men TDC-distributøren har foreløbigt meldt tommelen markant nedad, fordi man ikke kan se behovet for endnu en blandingskanal af sport, serier og film.

Canal 9-direktør Johan Kleberg har som reaktion på den ringe seerinteresse givet udtryk for, at man har meldt sin ankomst på det danske marked for at blive. Og at svenskerne i øvrigt har stor tålmodighed i forhold til etableringsprocessen.  Spørgsmålet er så, om de har samme tålmodighed i dansk fodbold. Ikke mindst om FC København vil se passivt til, at de ikke har flere seere til deres kampe, end de kan have dem på den nybyggede tribune i Parken. Næppe.

FCK’s første fire kampe i ligaen bliver vist på Canal 9, og som deltager i den forhandlingsgruppe, der har fået den milliardgyldne tv-aftale på plads, har FCK behov for at fastholde så stor udbredelse af deres produkt som overhovedet muligt. En anden deltager i Divisionsforenings-regi til at forhandle på fodboldens vegne er Brøndby-bestyrelsesformand Per Bjerregaard, men det er tvivlsomt, om han anser seertallene for superligaen som det mest presserende problem i disse dage.

TV4’s buffer og løftestang på penetrationen er Danmarks Radio, der indgår i den oprindelige Telenor-aftale med mindst seks kampe ud af de 66, Telenor i sin tid købte og siden solgte videre til Bonnier. Men ud af de første 14 kampe, tv-pakken giver ret til, bliver blot en enkelt vist på DR. Og med de seertal første runde har afstedkommet, kan DR i sidste ende blive Danmarks noget nær førende superligakanal. Mens pengene fosser ud af Canal 9-projektet.

Viasat har gjort indsigelse til Konkurrencestyrelsen mod Canal9’s såkaldte sublicensiering af rettighederne til Pakke 2, der omfatter andet- og femtevalg i hver spillerunde. Fordi TV3-udbyderen føler sig uretfærdigt behandlet i forhold til buddet, som Konkurrencestyrelsen overvågede. SportsBlokken.dk spurgte forleden Konkurrencestyrelsen, hvor sagen står nu og her i forhold til først og fremmest penetrationsproblematikken. Med det ene svar, at Styrelsen ikke har yderligere kommentarer end det link til selve aftalen, de vedlagde.

Alt imens tallene på Facebook- pressionen tikker videre. Siden jeg begyndte på denne blok, er det gået fra 742 til 769. Jeg skriver relativ hurtigt.

For god ordens skyld bør det nævnes, at jeg er blevet inviteret til Facebook-gruppen, men ikke er medlem. I øvrigt også, at jeg har luftet min faglige jobinteresse i Canal 9, der for nu er fuldt og kompetent besat. Som en tredje tilføjelse, at jeg fra 1. august skal skrive fodboldklummer på Onside.dk. Så skulle kasketterne være kastet…

LÆS OGSÅ:
I Kina syr de fodbolde

Kommentarer
1
Uffe Pedersen
20.07.20 08:27
Ud over at der er mange utilfredse, så jeg også utilfreds med den kvalitet der sendes ud til os vi af Dplay, så kampen i går mod Brøndby og ÅB der var det kamera der filmede på lags af bannen elendigt, se nu at få det skiftet, i får jo penge nok.
Fremhævet af Journalisten

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen