Flemming Krogh/Ritzau Scanpix
Københavns Byret har afvist en sag om misbrug af logo, hvor OOA Fonden, der er foreningen bag ’Atomkraft? Nej tak’-logoet, sagsøgte Nye Borgerlige.
Det oplyser retten til Ritzau.
Afvisningen skyldes, at det er den forkerte, der var sagsøgt. Det burde have været tidligere partiformand Pernille Vermund og ikke selve partiet.
Siegfried Christiansen fra OOA Fonden kalder det ærgerligt og vil i samråd med advokater vurdere, om OOA skal opgive sagen helt eller anlægge den mod Vermund i stedet.
Fonden mener, at Pernille Vermund har misbrugt foreningens logo med den smilende sol, idet hun har lavet et LinkedIn-opslag med et logoet, hvor teksten dog er blevet erstattet med et ’ja tak’ til atomkraft.
”Det er helt fint, at Nye Borgerlige går ind for atomkraft. Det er deres gode ret. Men vi synes, det er helt uacceptabelt, at de skal bruge vores logo og ændre teksten til det modsatte,” sagde Siegfried Christiansen fra OOA Fonden, som blev stiftet i år 2000 for at varetage varemærkerettighederne, da den oprindelige græsrodsorganisation blev nedlagt, i går til Berlingske.