Fotos: Martin Bubandt
Journalisten udgiver i dette nummer en longform-artikel om krakket i Tønder Bank, om bankdirektørens magt over lokalsamfundet og om bankens håndtering af forskellige medier. Hele artiklen kan læses her, eller den kan downloades til din ebogs-læser. Artiklen er tilgængelig i format til iPad/iPhone, til Kindle, til Palm og til ældre Sony-ebogslæsere. Hele artiklen udkommer også på papir i det nummer af Journalisten, der udkommer i denne uge. Det er et forsøg på at udnytte de digitale muligheder til at give mere journalistisk dybde i reportagen.
Vejen bøjede til venstre. Journalist Uwe Iwersen ilede af sted på sin blå Kildemoes fredag aften den 2. november 2012. Det var den dag, lokalredaktøren på JydskeVestkysten senere skulle betegne som ”Tønders 9/11”. JydskeVestkystens Tønder-journalist Uwe Iwersen og hans hustru var til middag og vin hos et vennepar den aften. Helt usædvanligt havde journalisten ladet sin mobiltelefon blive hjemme i privaten. Det var friaften.
De to par skulle til koncert med et tysk kopiband, der spiller sange af Simon & Garfunkel. Koncerten var en tyvstart på Tønder Kulturuge, sponsoreret blandt andet af Tønder Bank. Vennerne havde lige sat sig til rette ved spisebordet med hvidvin i glassene og fisk på tallerkenen, da værtens telefon ringede cirka 18.15. Det var en kilde, der forsøgte at opspore journalisten Uwe Iwersen.
»Tønder Bank er krakket,« fortalte kilden.
Det var uden tvivl årets vigtigste historie, og Uwe Iwersen forlod straks selskabet. Den ellers lovlydige journalist tog sig selv i at hjule de 600 meter gennem Tønder gågade ned til redaktionen ved torvet.
Hans hjemmebane.
UWE IWERSEN GIK SINE FØRSTE vaklende skridt på usikre barnefødder i 1960’ernes Tønder. Der er blot 150 meter fra Uwes arbejdsplads siden 1985 – redaktionslokalerne på JydskeVestkystens Tønderredaktion – til det hus, hvor journalist Uwe Iwersen blev født. Som barn sad han hjemme på stuegulvet og vendte sin sparegris på hovedet. Det var en blå globus fra Tønder Bank. Som ung spillede han håndbold i Tønder Hallerne iført sponsortøj fra Tønder Bank. Som voksen købte han lidt aktier i banken.
Uwe Iwersens historie om Tønder Bank er ikke speciel. Sådan lyder hele egnens historie. Tønder Bank var Byens Bank, så krakket var ikke kun et økonomisk chok. Det var et kulturchok.
Den 99 år gamle bank arrangerede Chris MacDonald-foredrag, Vickie-Jo-dans, teater, kunst og erhvervsfremstød. Folk kendte deres bankrådgiver personligt, derfor sagde rigtig mange også ja til at købe kapitalbeviser for tusindvis af kroner stykket, da medarbejderne ringede rundt for at sælge dem så sent som i oktober måned 2012 – få uger før krakket.
I en by, hvor byens restauratører som regel lod deres borde og stole overnatte ubesete på gågaden, mistede Tønder-borgeren ikke kun penge på krakket. De mistede også tillid.
TØNDER BANK VAR VÆVET som patchwork ind i lokalsamfundet. Der er blot 300 meter fra banken og hen ad Østergade til logen De To Guldhorn. ’Frimurerlogen’ står der i en bue af guldbogstaver over døren.
Det Kongelige Biblioteks nyeste medlemsliste fra 2009/2010 viser, at bankens ene bestyrelsesmedlem og bankdirektøren var medlem. Andre medlemmer talte blandt andre tidligere kommunaldirektør i Tønder Thorkild Præstegård.
Bankdirektør Morten Mogensen var ikke alene medlem, han var også ’ordførende mester’ i De To Guldhorn. Det krævede naturligvis et godt omdømme at få tilladelse til at gå igennem logens hemmelige optagelsesritualer. Opstigningen i rang var lang, fra man startede som ’flittige St. Johannes lærling’.
Kun én kristen mand i Danmark kan få lov til at besidde den 12. grad. Bankdirektør Mogens Mortensen var som ’højst oplyst betroede broder’ og ’ridder af purpurbåndet’ nået helt op til den 10. grad.
I andre sydjyske frimurerloger var bankens advokat Michael Baruah ’højst oplyst ridder og kommandør med det røde kors’. Her var bankens revisor, som efter krakket blev kritiseret for sine regnskaber, også medlem.
DA UWE IWERSEN NÅEDE ind på redaktionen klokken godt 18.15 på konkursaftenen den 2. november, sad lokalredaktør Jens L. Hansen der allerede og forsøgte at få fat i bankdirektøren. Forgæves.
Uwe Iwersen gik i billedarkivet for at finde et passende forsidebillede til morgendagens avis. Han bladrede, men opdagede, at avisen kun havde jubelbilleder af Tønder Bank i høj sol og med en tandsmilende bankdirektør. Ikke ligefrem velegnede billeder til historien om, at byens bank var krakket.
Uwe Iwersen tog en hurtig beslutning og løb de 87 meter fra redaktionslokalerne i Storegade 2 ned til Tønder Bank i Storegade 22-24. Her tog journalisten et livsforladt billede af bankens facade i novembermørket.
MENS FINANSKRISEN SATTE sig fast hos andre banker, optrådte Tønder Bank med en række succes- og væksthistorier i de danske medier. Artiklerne var ofte båret frem af bankdirektørens lidt skrydende kommentarer: ”Missionen er lykkedes, og det nærmest på rekordtid. Det er fantastisk at se, at vore mange lokale kunder i den grad bakker op omkring banken. Vi betragter det som et udtryk for, at de har stor tillid til banken og den måde, som vi har valgt at drive banken på.”
Der blev også skrevet kritisk om Tønder Bank. Men ikke ustraffet. I november 2007 skrev JydskeVestkysten, at Tønder Bank i strid med lokalplanen ville udvide filialen på Storegade.
Kort efter blev chefredaktionen indkaldt til samtale på Tønder Rådhus om lokalpressens dækning af det lokale erhvervsliv.
”Vi føler, at I har meget nemmere ved at fokusere og føre tingene frem på en negativ end en positiv måde, og det er efter vores opfattelse brandærgerligt,” lød forklaringen blandt andet fra Tønder Bank i en mail til chefredaktør Mikael Kamber. I øvrigt så man frem til en god dialog, som det hed i bankens mail.
Tønder Bank havde altså allieret sig med rådhuset i Tønder og fået det politiske liv til at indkalde til møde. Mikael Kamber fandt konstellationen mellem bank og kommune mærkværdig. Hvis for eksempel Politiken havde skrevet noget kritisk om Mærsk, ville man næppe se, at Erhvervsministeriet indkaldte avisen til samtale. Det var så usædvanligt, at det burde opleves. Der blev lavet en aftale.
ONSDAG DEN 30. JANUAR 2008 skulle banken og avisen mødes på rådhuset. Mikael Kamber parkerede sin sorte Volvo ved rådhuset den morgen. Ved den ene bordende sad Tønders borgmester. Ved den anden bordende sad Tønders kommunaldirektør, Thorkild Præstegaard, også kendt fra logen De To Guldhorn. Tønder Bank var repræsenteret af den juridiske direktør og også af den tidligere bladchef ved Berlingskes Lokalaviser, Tom Lauritzen. Han var nu salgs- og udviklingschef i Tønder Bank. Men det var ikke med den kasket, at han var mødt op. Han var der som repræsentant for Tønder Handelsstandsforening, hvor han er bestyrelsesmedlem.
Mødet gik i gang. JydskeVestkysten skrev med en erhvervsfjendtlig pen, lød kritikken. Mikael Kamber forklarede, at den lokale presses opgave også er at stille kritiske spørgsmål, og ikke bare være rygklappere.
DET VAR IKKE FØRSTE gang, banken belærte medierne om, hvordan dækningen burde være.
Tilbage i 2006 havde JydskeVestkysten bragt en artikel om Citröen-forhandler Kurt Hansen fra oplandsbyen Bylderup-Bov.
Citroën-forhandleren var blevet begæret konkurs af Tønder Bank. Kurt Hansen mente, at Tønder Bank havde slagtet ham for at fremme egne forretningsmæssige interesser, der gik ud på at hjælpe en anden Citroën-forhandler i gang i Tønder.
I en artikel i JydskeVestkysten udtalte Kurt Hansens advokat hård kritik af Tønder Bank. Kort efter opsagde banken de ansattes abonnementer på avisen. Og et ejendomsselskab, som Tønder Bank var medejer af, annullerede annoncer i avisen.
Lokalredaktøren svarede igen i en leder, hvor han skrev, at den frie presse ikke var til salg. Da dén avis udkom, stormede bankdirektør Mortensen ifølge flere medarbejdere ind på redaktionen i Tønder og hamrede en knytnæve i avisens mødebord.
I FORÅRET NØJEDES Tønder Bank ikke kun med at skælde ud over vinklingen, de gik helt til Pressenævnet, da Nyhedsbrev for Bestyrelser den 7. april udsendte en artikel om, at flere banker ikke efterlevede anbefalingerne for en kompetent sammensætning af bankens bestyrelse. I den tre sider lange artikel blev Tønder Bank fremhævet i et lille afsnit og ikke for det gode:
”Bankens bestyrelse består af en 65-årig formand, der har titel af konsulent, og som er kommunalbestyrelsesmedlem og bestyrelsesmedlem af en række kommunale forsyningsvirksomheder, menige medlemmer er en proceskonsulent, en el-installatør, en gårdejer, en maskinhandler og en direktør for en lokal møbelvirksomhed.”
Tønder Bank klagede til Pressenævnet over nyhedsbrevet på grund af citatet fra nyhedsbrevet. Ikke fordi oplysningerne var forkerte, men fordi ”det udelukkende er en opremsning af titler for de menige medlemmers vedkommende – ingen oplysninger om de enkelte bestyrelsesmedlemmers erfaringer og kompetencer”.
Klagen blev afvist.
Måske er det mest interessante i nyhedsbrevet, at det ikke nævner nogen medarbejderrepræsentant. Efter bankkrakket fortalte tillidsmand i Tønder Bank, Torben Jensen, til Nyhedsbrevet Finans, at han var blevet ønsket tillykke med tillidsmandshvervet af bankdirektøren. Men lige derefter proklamerede Mogens Mortensen, at ”det med medarbejdere i bestyrelsen vil aldrig ske her”, og ”hvis I alligevel skulle formaste jer til at vælge en repræsentant, skulle de nok sørge for, at møderne varede halvandet minut,” fortalte Torben Jensen til Nyhedsbrevet Finans efter bankkrakket.
AKTIONÆRMØDET I TØNDER BANK var altid en lokal fest. Hvert år mødte 700-800 aktionærer op i sportshallen. Her blev de modtaget i døren af bankdirektør Mogens Mortensen, der gav hver eneste aktionær et solidt håndtryk.
Inde i hallen var der både balloner og levende musik. Et år spillede Birthe Kjær for bankens aktionærer. Der var også altid rigeligt med øl og vin. Gratis endda.
Efter middagen delte bankdirektør Mogens Mortensen og bestyrelsen spillekort ud på alle bordene, og så blev der spillet et slag sønderjysk ’skat’.
Det var ikke bankdirektør Mogens Mortensen, men fire tilkaldte security-vagter, der tog imod, da Tønder Bank den 8. november 2012 endnu en gang indkaldte til aktionærmøde i Tønderhallerne. Der var heller ikke kortspil og tre-retters menu på dagsordenen. De hærdebrede vagter lukkede borgerne ind til 1.134 grå plastikstole, der i dagens anledning var blevet stillet op på snorlige rækker i håndboldhallen, seks dage efter at banken var blevet erklæret konkurs.
Fondsrådet konkluderede, at bankens ledelse havde svigtet gevaldigt ved ikke at nedskrive værdien af 24 engagementer med 292,3 millioner kroner. Den manglende nedskrivning udgjorde 99,7 procent af bankens egenkapital per 30. juni 2012, kunne Fondsrådet oplyse.
Banken havde 9.300 aktionærer fra Tønder og omegn. Iris Mamsen fra Tønder by mistede 20.000 kroner, de penge skulle have været brugt til hendes egen begravelse, men nu var hun nødt til at meddele tabet til sin svigersøn, fortalte hun JydskeVestkysten. Bagerparret Andersen fra Møgeltønder tabte 750.000 kroner. År efter år havde banken afleveret pragtregnskaber.
Direktøren i Finanstilsynet sagde, at ”vi har endnu ikke oplevet så voldsomme overtrædelser af regnskabsreglerne, så det er ret enestående”, og Finanstilsynet havde på det tidspunkt været i 90 pengeinstitutter siden 2009.
JOURNALIST UWE IWERSEN SAD KLAR til aktionærmøde i hallen den eftermiddag. Han var kommet tidligt, to timer før mødets start klokken 17. Tyve minutter inden mødet lukkede sikkerhedsvagterne dørene på grund af pladsmangel i salen. Uden for stod et par hundrede aktionærer, der ikke kunne komme ind. Der var råben og tumult derude. »Det er fandeme noget svineri,« kunne man høre en råbe. Inde i salen var en trykkende tavshed.
Banken havde frabedt sig, at pressen filmede mødet af hensyn til aktionærerne, hed det sig. Men det var nu nok nærmere for, at bankdirektørens og bestyrelsens sølle forestilling ikke skulle foreviges, tænkte Uwe Iwersen. Han havde fået plads ved håndbolddommerbordet ude i siden af hallen.
Foran ham gik bestyrelsesformanden trægt op til podiet. Den 65-årige bestyrelsesformand sagde med pibende stemme, at han og bankens ledelse gerne ville sige undskyld, men at bankens ledelse havde et andet syn på bankens værdier end Finanstilsynet. De mente ikke, at de havde gjort noget galt.
Herefter blev der tyst. Ingen bød ind, da ordet blev givet frit. »Ingen tør sige noget,« udbrød en mand i salen. Det skulle nu ikke hedde sig, og fire-fem aktionærer rejste sig samtidig for at gå på talerstolen.
»Banken er ikke bedre end Stein Bagger, « sagde en. Klapsalverne gav ekko i hallen.
Igen og igen rejste aktionærerne sig og tog ordet. De samme spørgsmål gik igen. Hvorfor lånte banken penge ud til folk uden for lokalsamfundet? Hvorfor lånte banken penge ud til folk fra Haderslev, ja folk helt fra København? De største skyldnere kom udefra. Det var låntagere langt fra egnen, der var skyld i bankens konkurs.
DEN STØRSTE ERHVERVSSKYLDNER i Tønder Bank havde selskaber i Kolding og København. Lars Schilling Jacobsen hed han. Han var blandt andet udgiver af håndarbejdsmagasinerne Burda Style og Kreativt Strik, og hans aktiviteter havde samlet lån i banken for 44,5 millioner kroner, herfra 39,1 millioner kroner uden sikkerhed.
Fondsrådet havde nedskrevet hans lån til 5,4 millioner kroner.
Ægteparret Ingelise og Kresten Bjerre startede de magasiner, Lars Schilling Jacobsen senere overtog licensen til. Tilbage i 1978 åbnede håndarbejdslærer Ingelise Bjerre en spartansk garnbutik i Rødding 50 kilometer sydøst for Esbjerg. Butikken var tænkt som supplement til lærerlønnen. Hun havde ideer nok. Sammen med sin mand Kresten Bjerre begyndte Ingelise at sælge garn på postordre fra deres fælles, nedlagte landbrugsejendom. Postordreannoncen blev til et katalog. Og kataloget blev til håndarbejdsmagasinet Ingelise Sy & Strik. Hele verden ville tilsyneladende sy og strikke.
I 90’erne var oplaget på magasinet vokset så meget, at de printede girokort til abonnenterne fyldte syv europaller, fortæller Kresten Bjerre. I 1996 overhalede Ingelise og Kresten det københavnske magasin Alt om Håndarbejde, udgivet af Bonniers. I 1999 tilbød Bonnier Publications at købe Ingelise Sy & Strik. Da Ingelise Bjerre hørte, at hun skulle sælge sit navn med, sagde hun nej.
I 2001 lagde Kresten Bjerre selv et tilbud i faxmaskinen, denne gang til Bonnier Publications: At Ingelise Sy & Strik skulle købe Alt om Håndarbejde. Det var en aftale. Med i købet fik de det norske og svenske marked og en licensaftale med det franske Burda. Kort efter landede en lille, fransk redaktør i Billund Lufthavn. Redaktøren, som havde boet i Paris hele sit liv, kørte via de lange landeveje af sted vestpå for at mødes med Kresten Bjerre. Endnu en aftale blev skrevet under. Det blev fejret med et modeshow med anlagt catwalk i Jels.
Kresten Bjerre havde travlt med at oprette selskaber. Han blev medstifter af en række andre virksomheder inden for eksempelvis telemarketing og udlejning af erhvervsejendomme. Han startede også et datterselskab op til at sørge for abonnementsstyring og kundeservice. Kresten Bjerre udviklede software til den nye abonnementsstyring.
Datterselskabet, der skulle stå for abonnementsstyring og kundeservice, fik navnet Bjerre Media Service og blev støttet af Vækstfonden. Med hjælp fra et rekrutteringsbureau fandt Kresten Bjerre den mand, der skulle være direktør i datterselskabet fra november 2008. Det var en mand, der kendte branchen. Han var tidligere salgsdirektør i Aller Client Publishing. Lars Schilling Jacobsen.
Den lokale garnbutik i Jels havde udviklet sig til et internationalt håndarbejdsbrand op gennem 90’erne. Ingelise og Kresten skabte arbejdspladser i Jels. Det gik godt, indtil det ikke gik mere.
DEN FØRSTE ÅBNINGSDAG efter Tønder Banks krak var bankmedarbejderne utrygge ved at gå på arbejde. Men det var ikke vrede kunder, de blev mødt af. Tønderborgerne kom med blomster og chokolade, fordi det var synd for de ordentlige mennesker, at de havde mistet deres jobs. Gennem 20 år havde bankdirektøren, den 57-årige Mogens Mortensen, »den fine, fine mand« gået op og ned ad gågaden og stolt hilst på tønderborgerne, han var ganske vist en bulderbasse, og man skulle være ved godt mod for at turde gå i diskussion med den to meter høje og karismatiske herre, men han var også målrettet og havde gjort så meget godt for den gamle sønderjyske købstad. En rigtig bykonge.
Og bestyrelsen, »de hæderlige mennesker«, kunne heller ikke have vidst noget. De havde jo ikke en plet på deres rygte. Sådan gik snakken i de smalle brostensalleer i Tønder.
I stedet for at rette vreden indad blev den i høj grad rettet udad. For eksempel skrev den lokale erhvervsmand Otto D. Lück den 6. november et læserbrev i JydskeVestkysten, hvor han satte ord på en egnskonspirationsteori:
”Jeg nægter at tro, at bestyrelsen og direktionen har gjort noget ulovligt (…) Et par teoretiske regnedrenge m/k med erfaring fra det opskruede yuppie-miljø i København er kommet forbi og har plottet tal ind i et regneark fra Tønder Bank og vupti, er der pludselig ingenting, der er foregået rigtigt. Fri os for disse bedrevidende københavnere, der ikke har den mindste erfaring med lokale forhold her i Tønder.”
DET VAR, SOM OM de fine masker i patchwork-tæppet havde kvalt almindelig sund fornuft. Som om alle valgte at være blinde for, at banken kunne have været i problemer. Tilliden stod i vejen. Og en lukket dør i hvert fald, da journalist på Finanswatch Heidi Birgitte Nielsen ville se nærmere på en salgsmanøvre fra Tønder Bank i efteråret 2012. Hun undrede sig over, at banken lånte 30 millioner kroner af sine egne kunder gennem salg af kapitalbeviser. Heidi Birgitte Nielsen syntes, at det var mærkeligt, at prisen på bankens risiko var sat så lavt, at vurderingen måtte være, at banken var mere sikker end for eksempel Danske Bank. Hun ville gerne tale med bankdirektøren for at høre, hvordan banken var nået frem til det resultat.
I en uge ringede Heidi Birgitte Nielsen flere gange dagligt til banken for at komme igennem til direktøren. Hver gang hørte hun svaret: »Bankdirektøren er ikke at træffe, da Mogens Mortensen har lukket døren til sit kontor.«
Var det mon muligt at banke på, spurgte Heidi Birgitte Nielsen. »Det ikke kan lade sig gøre, når døren er lukket,« lød svaret. Journalisten fik aldrig telefonisk kontakt til manden bag den lukkede dør.
Efter en uges opkald kom et brev fra banken. Her gjorde bankdirektøren det klart, at han ikke følte pligt til at svare på spørgsmål. ”Det er, som om I påberåber jer ret til, at vi offentligt skal diskutere vores prissætning. Sådan bliver det aldrig,” skrev Mogens Mortensen.
Han noterede, at han anså brevet for et privat anliggende. En måned senere konkluderede Finanstilsynet, at banken ikke havde informeret sine kunder tilstrækkeligt om risikoen ved køb af de højrisikable kapitalbeviser.
SANDHEDEN ER, AT DET LÆNGE havde knirket hos nogle af bankens kunder. Det var en sorgens dag for direktør Kresten Bjerre den 3. juni 2010. Han og advokat Poul Mortensen måtte køre til skifteretten i Esbjerg og fremlægge konkursbegæring på Ingelise ApS. Gennem flere år havde virksomheden haft underskud. Nu var finanskrisen tromlet gennem selskabet. De sidste annoncører var væk. Tønder Bank ville ikke give flere lån. Kresten Bjerre havde gæld til banken på et tocifret millionbeløb. Da kuratoren havde gjort sit arbejde, ejede Kresten Bjerre ikke engang en mobiltelefon længere. Det eneste, som Kresten og Ingelise havde tilbage fra firmaet, kunne de stå med i en papkasse i favnen. Tolv dage senere modtog abonnenterne af Ingelise-magasinerne et brev. Der stod, at Lars Schilling Jacobsen havde overtaget magasinerne som administrerende direktør i det nystiftede Jacobsen Publications A/S. Brevet til abonnenterne var dateret den 4. juni, blot dagen efter konkursen.
Cirka ni måneder senere, den 9. marts 2011, blev der sendt et andet brev. Det seks sider lange brev var holdt i et stift bureaukratsprog, men var skrevet af Kresten Bjerre. Brevet handlede om Tønder Bank, og modtageren var Finanstilsynet. I brevet beskrev Kresten Bjerre, at bankdirektør Mogens Mortensen i ugerne op til Ingelises konkurs skulle have foreslået, at banken lavede en ”styret konkurs” af selskabet. Mogens Mortensen havde ifølge Kresten Bjerre rådet ham til at stifte et nyt selskab og så løfte aktiverne fra Ingelise ApS over i det nye selskab.
Det ville være rigtig smart, for så mistede Kresten Bjerre ikke penge, og det gjorde banken heller ikke, de ville bare flytte gælden over i den nye magasinvirksomhed, hvor den kunne blive parkeret uforstyrret. Banken ville slippe for et tab, skrev Kresten Bjerre i brevet. Det havde de gjort før med held, forklarede han, at Mogens Mortensen havde sagt. Kresten Bjerre skiver, at han havde sagt nej til bankdirektørens forslag. Han tænkte, at det nok var ulovligt med sådan en ’styret konkurs’.
OM DEN NYE EJER, Lars Schilling Jacobsen, skrev Kresten Bjerre til Finanstilsynet: ”Det er efterfølgende gået op for mig, at overtagelsen er sket efter et nøje aftalt forløb, – nemlig det, som direktør Mogens Mortensen kaldte en ’styret konkurs’, hvor købsprisen har været arrangeret af Tønder Bank (…) Da direktionen i Ingelise-koncernen nægter at tage imod tilbuddet, finder banken og dens rådgivere en anden marionet. Det er Lars Schilling Jacobsen(…)”
Det var nu ikke ulovligt, denne manøvre, hvor man skar de gode aktiviteter fra og solgte dem til et nyt selskab for derefter at lade det gamle selskab gå konkurs. Ifølge Lars Krull, seniorrådgiver og forsker på Aalborg Universitet, kaldes konstruktionen Hafnia-modellen og er ganske udbredt. Men det var sandt, at banken gennem denne Hafnia-model ville undgå et tab. I brevet til Finanstilsynet skrev Kresten Bjerre, at bankens aktiver var opført til urealistisk høje værdier, og at banken risikerede at gå ned, hvis aktiverne blev nedskrevet til den reelle værdi. Bare et halvt år efter besøgte Finanstilsynet Tønder Bank.
UWE IWERSEN OG LOKALREDAKTØR Jens L. Hansen var ivrige efter at finde ud af, hvem ’AA’ var i Finanstilsynets rapport. Finanstilsynet offentliggjorde en 46 sider lang afgørelse om Tønder Banks regnskaber den 2. november. Rapporten var anonymiseret, og den største erhvervsskyldner havde blot fået navnet ’AA Koncernen’ i rapporten.
Uwe Iwersen havde ikke oplevet noget mere spændende end bankkrakket siden et uopklaret mord på egnen i 1985. Lokalredaktør Jens L. Hansen kaldte byens bankkrak for ’Tønder 9/11.’ Der var ingen døde, så det var lovligt store ord, det kunne han godt se, men lokalredaktøren relaterede til hændelsen på grund af påvirkningen af et helt samfund – ”hvor én begivenhed totalt fejer benene væk under alle, og man bare står måbende tilbage”.
De to journalister kunne ikke få sat navn på, hvad bogstaverne ’AA’ dækkede over. De gik hver til sit den mandag i november og cyklede hjem, men fortsatte begge to gravearbejdet hver for sig.
AA Koncernen var bankens største kunde og havde seks forskellige engagementer i banken for i alt 44,5 millioner kroner. Finanstilsynet vurderede, at AA kun kunne stille sikkerhed for 5,4 millioner af dem, og at 39,1 million derfor var blancolån. Fondsrådet vurderede: ”at AA Koncernen uden tvivl var i betydelige økonomiske vanskeligheder(…)”
Men det havde banken ignoreret. På den måde var banken sluppet for at nedskrive sin egen værdi. Over midnat fandt Jens L. Hansen ud af, hvad bogstaverne AA dækkede over. Hårene strittede på hans ryg, da firmaet bag AA faldt på plads for ham.
Onsdag den 7. november var billedet af Jacobsen Publications’ erhvervslokaler smækket på forsiden af JydskeVestkystens Tønder-sektion. Dagbladet Børsen havde fundet frem til det samme resultat. Under rubrikken ’Her er kunderne, der væltede Tønder Bank’, blev Lars Schilling Jacobsen interviewet i Børsen.
LARS SCHILLING JACOBSEN siger til fagbladet Journalisten, at han overtog strikkemagasinerne, fordi det gav ham mulighed for at få »foden under eget bord og redde nogle arbejdspladser«. Han overtog også gælden fra Ingelise ApS, men hæftede ikke personligt for den, det gjorde de selskaber, han styrede. »Det er jo ene og alene banken, der har villet låne de her penge til mig. Det er jo ikke mig, der har truet dem til det,« siger han.
Lars Schilling Jacobsen syntes egentlig, at han havde gjort et godt stykke arbejde. Han var direktør i nogle lovende virksomheder og han var uden skyld i, at banken ikke havde nedskrevet hans gæld: »Uanset hvad for en sten du vil vende, vil du aldrig kunne finde noget om, at vi har gjort noget forkert på nogen måde. Der vil ikke være et gran af noget, hvor man ville sige, at det kunne vi have gjort anderledes, eller det skulle vi have tænkt på,« siger han.
DER KOM IKKE FLERE rasende udfald mod pressen fra bankdirektør Mogens Mortensen efter krakket. I Tønder forlød det, at han havde opholdt sig et par uger i Amerika efter bankens konkurs. Men i starten af december blev han angiveligt set i byens Kvickly. Det var Sydbank, der overtog vragresterne af den krakkede bank og flyttede ind i lokalbankens gamle lokaler på Storegade. Men Tønder Bank levede stadig et sted: Hen over bordene på Klostercaféen ved torvet. Banksnakken gik ved nabobordet over en omgang stjerneskud, uden for facaden på den nye Sydbank, hos bageren og i hvert et lille hjem i Tønder.
Modsat andre landsdækkende medier var JydskeVestkysten ikke nede at banke på ved bankdirektørens private adresse i Tønder. Det ville være for sensationsdrevet, mente Uwe Iwersen. Efter at bankdirektørens mobiltelefon blev lukket, sendte Uwe Iwersen en interviewforespørgsel i et frankeret brev med frimærke. Der kom intet svar.
Journalisten har forsøgt at få kommentarer fra tidligere bankdirektør Mogens Mortensen gennem telefon og et fysisk brev, men den tidligere bankdirektør har ikke meldt tilbage. Salgs-og udviklingschef Tom Lauritzen har per telefon meddelt, at han ikke ønsker at deltage.
9 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Godt at se at der stadig findes journalister der går op i håndværket.
Blot en skam at ariklen ikke kunne få kronen på værket med:
http://www.business.dk/finans/toender-banks-direktoer-kraever-33-mio.-af-konkursbo
Super god artikel.
God artikel - godt skrevet!
Det er jo som at slå op på krimisiden i Korsbæk Tidende, anno 2013 :-)
Hermed berettiget ros for en dygtigt skrevet og indsigtsfuld artikel om et tragisk emne, der berører os alle i disse tider.
Tak for det.
Flere