Bubber har fået sommerjob på Ude og Hjemme. I syv uger skal han turnere rundt i landet og få folk til at fortælle deres historier til magasinet.
»Bubber kender vi jo lidt, fordi han har hjulpet os med vores juleindsamling de seneste par år. Han har også været med os ude og aflevere de penge på børnekræftafdelingerne. Der kan vi se, hvordan han lige falder ind i vores læsergruppe. Han er meget, meget populær hos danske børnefamilier. Og det er dem, vi henvender os til,« siger chefredaktør Kaj Elgaard.
»Det var ikke mig, det var en redaktionschef, de var ovre i Jylland, og så sad de i bilen og kom til at snakke lidt om, hvordan man laver historier til Ude og Hjemme. Så siger Bubber: "Det kunne jeg rigtig godt tænke mig. Det er jo det, jeg kan. Jeg kan få folk til at snakke om deres historier."«
»Så siger vi, jamen skal vi ikke prøve det? Det gik sådan set meget hurtigt. Det var et kort møde hos os i kantinen. Vi skal alligevel finde på noget sjovt hen over sommeren.«
»Han kender jo huset. Jeg ved ikke, om du kan huske, at han var i praktik oppe på Se og Hør?«
Åh jo, det ringer en fjern klokke. Er det en midlertidig konstruktion, eller er der andre planer?
»Vi har aftalt det, der hedder hen over sommeren. Men der ligger også i det, at hvis vi er rigtig glade for hinanden, så kan vi finde en løsning, der måske rækker længere ud i fremtiden.«
»Vi vil jo godt placere os, folk har en meget stereotyp opfattelse af Ude og Hjemme som et hækleblad for gamle damer. Det er vi jo ikke. Vores læsergruppe afspejler den danske befolkning. Vi har lige så mange læsere under 25 år som over 70. Det er der ikke mange, der ved. Hvis han kan være med til at trykke lidt på den knap, så vil vi blive rigtig glade for det.«
Han skal åbne folks øjne for, hvem I er?
»Det er en del af det. Han skal også være den, der kan formidle de gode, rørende, sjove, fantastiske historier. Historiemæssigt ligger vi jo et andet sted end konkurrenterne. Vi har mere kant på vores historier. Populært sagt har vi både hjerte og smerte hos os. Det, at kunne formidle den smertedimension på historien, det kan han. Det er ikke tilfældigt, at man har en mand, der kan gå ud på en børnekræftafdeling og nærmest få en fest ud af det. Det er det, han kan.«
»Vi har parret ham med en af vores egne dygtige skribenter for at sikre, at det kommer ud med den kvalitet, vi gerne vil have. Det er ikke noget, der gør journalister arbejdsløse det her. Det er jo et benhårdt marked, det her bladmarked. Det er nok strukturelt, vi er ved at flytte os fra papiret over på nettet. Men lad os se, om ikke vi kan få en god sommer ud af det her.«
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Herligt ! Så er Bubber kommet hjem!