B&U-chef: Vores indhold er godt nok

Youtube og iPads har indtaget børneværelserne. DR skal blive bedre til at ramme børn og unge på de nye platforme, for kvaliteten af DR's tilbud til aldersgruppen fejler ikke noget, mener B&U-chef Rasmus Ladefoged

24 procent af drengene i alderen 8-12 år ser videoer på Youtube, før de tager i skole.

63 procent af pigerne ser youtube-videoer, når de kommer hjem om eftermiddagen. Fra 2013-2015 er teenagernes brug af traditionelt flow-tv faldet med en tredjedel.

Børn og unge er et af de områder, hvor medieforbruget har ændret sig mest dramatisk de seneste to-tre år. Youtube er kommet på banen, det samme er streamingtjenester, mobil og tablet.

»Vi er i en helt anden verden i dag. I gamle dage ventede man gerne i fem minutter på, at børnetimen skulle begynde. I dag designer børnene deres eget medieforbrug. Derfor skal vi være til stede på de nye platforme,« siger Rasmus Ladefoged, B&U-chef i DR Danmark, der var til stede ved Public Service-udvalgets høring tirsdag på Christiansborg om børn og unges medieforbrug.

Større konkurrence

Rasmus Ladefoged er dog ikke bange for, at danske børn holder op med at interessere sig for Hr. Skæg, MGP eller 'Ultranyt'. DR skal bare være til stede dér, hvor børnene og de unge er – for eksempel på tablet og streamet tv.

»Der er stor interesse for DR's indhold. For eksempel vil mange børn gerne se nyheder i børnehøjde i 'Ultranyt', danske fiktionsserier som 'Pendlerkids', 'Kanonkongen Freja' og de årlige julekalendere.«

Mindre flow og mere on-demand

'Ultranyts' seertal på flow-tv faldt for eksempel, når man sammenligner efteråret 2015 med efteråret 2014, men i samme periode steg seningen on-demand.

Samlet set når DR ud til lige så mange børn og unge som tidligere, men konkurrencen om børnenes opmærksomhed er blevet større, siger han.
DR står med andre ord snarere over for en platformsudfordring end en udfordring på indhold, mener Rasmus Ladefoged. Derfor skal DR blive bedre til at levere indhold dér, hvor de unge mediebrugere er – for eksempel via DR's Ramasjang-app og en kommende app fra DR Ultra til de større børn.

En af de nye storspillere i børns medievirkelighed er Youtube, der lægger beslag på en stor del af børnenes tid, fra de er cirka otte år. Rasmus Ladefoged siger, at Youtubes styrke er, at de kan tilbyde noget for næsten enhver smag.

»Hvis du for eksempel interesserer dig for noget helt specifikt som perleplader eller løbehjul, kan du bruge utallige timer på Youtube. Vi kan ikke behandle alle emner lige så dybt og indgående. Til gengæld kan vi præsentere dem for et verdensbillede, de kan genkende sig selv i og fortælle historier om, hvordan det er at være barn i Danmark.«

Tættere på børnenes virkelighed

Han tilføjer, at der ikke behøver være noget galt med kvaliteten med Youtube eller de kommercielle børnekanaler. Men DR kan noget særligt, fordi indholdet er tættere på danske børns hverdag, mener Rasmus Ladefoged.

»Vi kan tilbyde børnene noget indhold, der er tæt på dem. Det er ikke lavet til et internationalt marked eller har en kommerciel dagsorden.«
Et eksempel er 'Ultranyt', der for nylig har sendt en terror special målrettet målgruppen, hvor man forsøger at forklare de større børn, hvad terror egentlig handler om, og bibringe dem en forståelse, som forhåbentlig kan gøre det lettere at håndtere de bekymringer, som terror medfører for både børn og voksne.

»Det kan de internationale spillere ikke tilbyde.«

Sender Disney og Nickelodeon

DR Ultra og Ramasjang sender dog også indkøbte programmer, for eksempel Disney-serien 'Violetta' og sit com-serien 'iCarly' fra Nickelodeon.

»Vi har både vores egne programmer og købte programmer, fordi det også er public service at have lidt af hvert. Vi bilder os ikke ind, at vi er de eneste, som kan producere godt børneindhold. Men det, vi køber, er af høj kvalitet,« siger Rasmus Ladefoged.

(Kilde: Tallene stammer fra DR's Medieforskning, Gallup og rapporten Medieudviklingen 2015)

2 Kommentarer

Peter C. Madsen
7. NOVEMBER 2016
Du er nok også bedre tjent
Du er nok også bedre tjent med Disney og YouTube, eller hvad er det for et medieforbrug du har ?
Søren Hansen
6. MARTS 2016
Indholdet fejler ikke noget?
Indholdet fejler ikke noget? Indholdet er en skandale. Vi (med fire børn) har slukket for længst, fordi DR postulerer en virkelighed, som næppe mange uden for Østerbro/Nørrebro kan genkende. Hvor er jeg dog glad for, at vores daglige virkelighed har så lidt til fælles med DR's. Mængden af bandeord er kun begyndelsen. Men jeg har en telefon, og derfor er vi jo forpligtet til at finansiere skidtet.