Som Journalisten kunne fortælle i dag, vil BTMX nedlægge fotoredaktionen og fyre BT’s fem faste fotografer. Det sker i forbindelse med sammenlægningen af de to aviser. Derudover lægger ledelsen op til at skære ni redaktionelle stillinger. Ledelsen har lagt op til at skære fire journalister og to redigerende på sportsredaktionen, men hvis der nedlægges stillinger andre steder, kan de tal blive lavere. Derudover skal findes tre redaktionelle stillinger, som ikke er placeret endnu.
Men derudover skal antallet af praktikanter mere end halveres, erfarer Journalisten.
I dag har Metroxpress og BT i alt 22 praktikanter heraf 2 fotopraktikanter. Det antal skal ned på 10. Det skal ske ved løbende at nedlægge praktikstillinger, når de bliver ledige. BTMX vil ikke længere have fotopraktikanter. Alle aftaler med nuværende og kommende praktikanter vil ifølge Journalistens oplysninger blive overholdt, men fremover vil BTMX altså ansætte færre. De to nuværende fotopraktikanter får ifølge Journalistens oplysninger tilbudt at fortsætte hos Berlingske Medias fotobureau Scanpix.
Medarbejderne på Metroxpress og BT blev her til formiddag orienteret om ændringerne, som sker i forbindelse med, at BT og Metroxpress lægges sammen og fremover skal dele lokaler i Pilestræde i København. Begge aviser skal fortsat udkomme både på papir og web, men medarbejderne skal levere til begge titler fra en fælles redaktion.
I forvejen mangel på praktikpladser
Nedlæggelsen af 12 praktikpladser på BTMX kommer på et tidspunkt, hvor der i forvejen er mangel på praktikpladser. Efter de seneste to praktiksøgningsrunder har i omegnen af 50 journaliststuderende stået uden praktikplads. Heraf har hovedparten været DMJX-studerende. Det betød, at DMJX i sommer måtte lave en nødplan for de studerende, som ikke fandt en praktikplads. De blev i stedet tilbudt at tage dele af 7. semester, inden de igen kunne søge praktikplads.
Ledelsen på DMJX har foreslået at forkorte praktiktiden for både fotopraktikanter og journaliststuderende med et halvt år ud af den nuværende praktikperiode på halvandet år. Det forslag er en reaktion på, at Forsknings- og Uddannelsesministeriet har pålagt DMJX at rette op på praktikpladsmanglen. Bestyrelsen på DMJX har dog i første omgang afvist forslaget, men der er endnu ikke truffet en endelig beslutning.
Kritik fra fotoformand
Nedlæggelsen af fotoredaktionen på BTMX har vakt harme hos formand for Pressefotografforbundet Lars Lindskov.
”Det er både forfærdeligt og uforståeligt. Der er desværre ved at gå mode i at nedlægge avisernes fotoafdelinger. Jeg anerkender, at mediebranchen er hårdt ramt af faldende indtægter. Det skal man selvfølgelig forholde sig til. Men i en verden og et nyt medieudbud, som aldrig har været mere visuelt, så er det uforståeligt, at man ikke vil fastholde den værdi, der ligger i, at fotojournalisterne er fast tilknyttet redaktionerne og indgår i den daglige idéudvikling,” sagde han tidligere i dag til Journalisten.
BTMX følger dermed i fodsporet på flere andre medier. Sidste år kunne Journalisten fortælle, at Ekstra Bladet valgte at nedlægge fotoafdelingen og fyrede de fire faste fotografer for i stedet at bruge freelancere. I efteråret 2016 skar Jysk Fynske Medier 10 fotografstillinger af 46. I 2013 nedlagde Metroxpress sin fotoredaktion.
Ingen kommentarer
Ledelsen i BTMX ønsker ikke at udtale sig.
“Som udgangspunkt udtaler ingen fra ledelserne hos MX, BT og Berlingske Media sig, mens der pågår forhandlinger. Lige nu er fokus rettet mod at opnå de bedste resultater gennem de interne forhandlinger, der foregår,” skriver Gitte Bisse Bertelsen fra Berlingske Medias kommunikationsafdeling i en mail til Journalisten.
Journalisten forsøger at få en kommentar fra tillidsfolkene.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Mon den seneste tids mange fyringer på store danske mediearbejdspladser får uddannelsesinstitutionerne til at skære ned på antallet af pladser på landets tre journalistuddannelser.
Det går jo simpelthen ikke, at der bliver uddannet så mange, når jobsene forsvinder så hurtigt. Antallet af regulære mediejobs svinder voldsomt ind, mens der skal kæmpes med kommunikationskandidater fra universiteterne til de kommunikationsjobs, der trods alt stadig bliver slået en del op af.
Måske har Journalistforbundet også en vigtig opgave her i forhold til at sørge for, at der ikke bliver uddannet for mange journalister. Det går jo blot ud over de eksisterende medlemmer, hvis der hele tiden kommer flere og flere nyuddannede til færre og færre jobs i branchen.