Der var en god og en dårlig nyhed til medarbejderne på BT, da de samledes til medarbejdermøde tirsdag.
»Vi har fået at vide, at vi ikke skal fyre. Det er vi selvfølgelig glade for. Men samtidig fik vi at vide, at de ledige stillinger, vi har for øjeblikket, vil forblive ubesatte. Det er vi triste over,« siger stedfortrædende tillidsrepræsentant Jeppe Funder.
Han fortæller, at der efter hans opfattelse er tale om fire ubesatte stillinger, der ikke bliver genbesat foreløbig.
Ikke til forhandling
Berlingske Media har været igennem et strategisk eftersyn hos de nye belgiske ejere, De Persgroep. Mediehuset skal fremtidssikres, og det vil ifølge en intern mail betyde ”en mindre organisation”. Mailen, som Journalisten har set, er sendt bredt ud i koncernen.
"Vi vil skulle være en mindre organisation, når planen er gennemført, for at kunne opnå den fremtidssikring, jeg taler om, og den sunde økonomi, som vi har brug for til at investere i at styrke vores markedspositioner, forny vores teknologi og udvikle vores medier," skriver ansv. chefredaktør og koncernchef Lisbeth Knudsen i mailen.
Ifølge Jeppe Funder er de fire ledige stillinger på BT, som ikke genbesættes, ikke til forhandling.
»Jeg har ikke indtryk af, at der er noget forhandlingsrum tilbage i det, nej.«
Er du overrasket over, at ledelsen har valgt ikke at genbesætte de stillinger?
»Nej.«
Vil se fremad
Jeppe Funder fortæller, at tillidsfolkene nu vil se fremad for at sikre, at det kommende strategiarbejde forløber på en god måde for medarbejderne.
Er der noget i det strategiarbejde, I er særligt opmærksomme på?
»Så konkret er strategien ikke endnu. Over de næste måneder skal planerne konkretiseres og føres ud i livet, og så vil vi selvfølgelig gå op i, at det bliver gjort på en ordentlig måde,« siger han.
På Berlingske er der orienteringsmøde for medarbejderne i dag onsdag. Her hæfter tillidsrepræsentant Uffe Gardel sig ved, at der ikke er meldt fyringer ud.
Lisbeth Knudsen er ikke vendt tilbage på Journalistens henvendelser.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.