BT: Se og Hør brugte ulovlig overvågning af kendte

I mindst fire år har ugebladet Se og Hør ulovligt overvåget et stort antal kendte danskere, skriver BT. Anklagerne kommer frem i en ny bog, der udkommer i morgen, skrevet af en tidligere Se og Hør-journalist. (Opdt. 11.12: Niels Pinborg afviser systematisk overvågning)

En ny bog anklager ifølge dagbladet BT ugebladet Se og Hør for i mindst fire år at have betalt en it-specialist for at overvåge kendte danskeres kreditkortinformationer. Overvågningen skulle være foregået fra 2008 til 2012.

Påstandene kommer frem i en roman af den tidligere Se og Hør-journalist Ken B. Rasmussen, 'Livet, det forbandede', der udkommer i morgen.

Bogen er skrevet som en fiktiv roman om bladet Set og Hørt, men BT har researchet videre på den.

I bogen beskriver Ken B. Rasmussen, hvordan man – angiveligt med chefredaktionens accept – på det fiktive bladet Set og Hørt har betalt en it-specialist for at levere oplysninger til ugebladet om kendte og kongeliges brug af kreditkort, så journalisterne kunne spore de kendte.

Gennem sit arbejde for Pengeinstitutternes Betalingsservice, PBS, det nuværende Nets, havde it-specialisten adgang til kreditkorttransaktioner, skriver avisen.

BT har talt med Se og Hørs tre chefredaktører fra 2008 og frem til i dag, som ifølge avisen alle afviser påstanden. Men ifølge BT kan de alvorlige anklager dokumenteres.

Til Radio24syv og DR forklarer BT’s chefredaktør, Olav Skaaning Andersen, at avisen har foretaget selvstændig research og har dokumentationen for dagens historie.

Han varsler, at BT i de kommende dage vil bringe flere historier om arbejdsmetoderne på Se og Hør. Han vil ikke fremlægge dokumentation nu, men ”senere”.

Se og Hør afviser

I en pressemeddelelse tager Se og Hørs nuværende chefredaktør, Niels Pinborg, afstand fra påstandene om, at ugebladet skulle have benyttet "systematisk overvågning" – som det hedder – af kendte og kongelige som arbejdsmetode.

"Bogen er skønlitteratur, der angiveligt sammenblander fiktion med forfatterens opfattelse af virkeligheden. Jeg har ikke set eller læst bogen, og derfor har jeg ikke nogen kommentarer til bogens indhold," udtaler Niels Pinborg i pressemeddelselsen, som dog fortsætter: 

"Men omkring BT's historie i dag kan jeg forsikre, at jeg ikke er vidende om, at Se og Hør systematisk har overvåget kendte og kongelige personer. Det er ikke arbejdsmetoder, som jeg kan stå inde for, og det er ikke arbejdsmetoder, som kommer til at finde anvendelse under min ledelse af Se og Hør".

Opdateret 11.12: Udtalelser fra Niels Pinborg tilføjet.  

 

3 Kommentarer

Jens Yde
30. APRIL 2014
Studenten fra Marselis kan
Studenten fra Marselis kan blive nøglefigur i en længere roman. Mange er sikkert klar over, at Studentens betalte venner kan kigge ind i folks hjem gennem smart-tv og computere, men har mediebrugere hørt, at Studenten har opbygget et netværk, så journalisterne på en stor dansk tv-station orienteres om, hvad udvalgte borgere snakker om derhjemme? De kendte vil ikke tro det, så lidt som de kunne tro, at deres plastikkort med chip blev afluret.

For mange år siden foreslog jeg på DJ’s sider, at når mediebosser sidder på anklagebænken, så burde tv-transmissioner fra retten være tilladt. Vil pressen bakke op om forslaget nu?
Jens Yde
29. APRIL 2014
Chefredaktør Henrik Qvortrup
Chefredaktør Henrik Qvortrup uddelte i 2006 den nyindstiftede Se og Hør's Journalistpris til to journalister fra Berlingske. Prisen var på 150.000 kroner. Aller Press havde dengang et overskud på en kvart milliard kroner årligt.

Er det muligt at finde en liste over senere modtagere af de mange penge?
Niels Riis Ebbesen
29. APRIL 2014
Jeg forstår ikke hysteriet,
Jeg forstår ikke hysteriet, PBS/Nets systemer er netop designet, så det ned til den mindste detalje kan overvåges, hvad alle indehaverne af betalingskortene har foretaget sig med deres kreditkort. Og man skal da være en blåøjet og meget naiv tåbe, hvis man ikke kan gennemskue, at alle disse oplysninger netop bliver indsamlet og gemt, for at blive brugt og misbrugt.

Det er jo egenlig lidt tankevækkende, at når myndighederne gennemtrævler alm. menneskers anvendelse af deres betalingskort, så er det jo bare helt normal brug af disse data, men når et medie skaffer sig adgang til oplysninger om rige og kendtes kreditkorttransaktioner, så er det groft misbrug.

Men jeg vil vædde på, at når mediernes øjeblikkelige interesse for Se og Hør-journalist Ken B. Rasmussen's bog 'Livet, det forbandede', om nogle dage har lagt sig, så vil den velkendte kollegiale diskretion mellem journalister igen ta' over og sørge for, at alle klapper i som en østersskal, og der vil flittigt blive henvist til reglerne om kildebeskyttelse.

Med venlig hilsen
Niels Riis Ebbesen