Det er et brud på de presseetiske regler, når TV 2 og BT begge viderebringer den samme pressemeddelelse, som om det var en artikel, de selv havde skrevet. Den omtalte kommercielle tekst er blandt andet udarbejdet for at få et firma, der reparerer telefoner, højt op i Googles søgeresultater. Den slags kommercielle interesser er ulovlige i redaktionelle artikler, mener juraprofessor Søren Sandfeld Jakobsen:
”Der er efter min vurdering tale om en overtrædelse af pkt. B.4 i de presseetiske regler, idet der er tale om en sammenblanding af redaktionelle og kommercielle overvejelser. Læseren ved jo ikke, at det redaktionelle valg (at bringe en pressemeddelelse udarbejdet af et privat firma) bl.a. er båret af kommercielle hensyn (at virksomheden derved bliver mere synlig i Google, hvilket i dag er en selvstændig form for markedsføring). Der er derved muligvis også tale om en overtrædelse af markedsføringslovens § 4, der forbyder skjult reklame (forstået på den måde, at "artiklen" reelt udgør markedsføring af den pågældende virksomhed),” skriver Søren Sandfeld Jakobsen i en mail til Journalisten.
Da Journalisten i fredags skrev om pressemeddelelsen, beklagede TV 2 med det samme episoden, og den beklagelse holder de fast i, efter at journalisten.dk har forelagt Søren Sandfeld Jakobsens kritik:
»Vi har nogle retningslinjer, og de er ikke blevet fulgt, og det er ærgerligt. Lige præcis den politik, vi har om, hvornår vi bringer links, stemmer meget godt overens med det, som han siger,« fortæller redaktionschef på tv2.dk Dothe Duvander med henvisning til Søren Sandfeld Jakobsen.
Anderledes var det på BT. Her fortalte digitalchef Erling Tind Larsen, at man tidligere havde viderebragt den slags gratis historier fra det samme PR-firma, og at det »ikke er noget, som vi behøver at gøre læseren opmærksom på«.
Chefredaktør hos BT Anders-Peter Landert er uenig og siger i dag til journalisten.dk, at de skulle have varedeklareret bedre:
»Det er lige på kanten af, hvad der er acceptabelt. Derfor er det vigtigt, at vi varedeklarerer sådanne artikler. Der skal vi stramme en lille smule op og tydeligt fortælle læserne, hvad der er tale om,« siger Anders-Peter Landert.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Her er det så, at de presseetiske regler og markedsføringsloven ikke passer til den morderne medie-verden. For det sker i større eller mindre grad hver eneste dag. Og det er vel kun et spørgsmål om hvilke briller man tager på om det er redaktionelt eller reklame. Ta' rejseartikler, boganmeldelser, omtaler af kommende koncerter, teaterforestillinger, biograffilm, computerspil etc. Hvor går grænsen? - og hvorfor går den dér?