search

BT: normalt at høre kilderne over flere omgange

Jourhavende på BT.dk giver ikke meget for Kim Henningsens kritik af, at han ikke blev hørt som modpart. Der er brugt helt almindelig net-journalistisk fremgangsmåde, siger han.

Jourhavende på BT.dk giver ikke meget for Kim Henningsens kritik af, at han ikke blev hørt som modpart. Der er brugt helt almindelig net-journalistisk fremgangsmåde, siger han.

Først fortælles historien, og så høres kilderne i rækkefølge. Det mener jourhavende på BT.dk Jesper Helmer er helt almindelig fremgangsmåde på nettet. Og derfor kan han ikke forstå, at Se & Hørs chefredaktør Kim Henningsen på Journalisten.dk beklager sig over, at han ikke blev hørt i den historie, BT.dk onsdag morgen skrev om, at han skulle have truet Talent-deltageren Michael Bjørnson.

»På nettet er det jo helt normalt, at man starter med at lave et første-take, hvor man citerer historien. Derefter laver vi et andet-take med Michael Bjørnson. Og mens vores journalist er ved at skrive det interview ud, ringer Kim Henningsen så selv. Men der var mere tale om en skideballe end et interview,« siger Jesper Helmer, der mener det er en helt almindelig fremgangsmåde, når der er tale om nyhedsjournalistik på nettet.

Hvad er så retningslinjerne for at høre modparten?

»Det er altid en afvejning. Nogle ting kan du ikke skrive uden at høre modparten. Men i denne artikel var der tale om at Michael gav et modsvar til den Se & Hør-artikel, der hænger ham ud for utroskab. Så der mener jeg, det er helt ok, som vi har gjort,« siger Jesper Helmer.

Michael anklager Se & Hør for trusler og afpresning. Er det ikke alvorlige anklager?

»Michael får at vide, at hvis han ikke selv fortæller kæresten det her, så vil de gøre det. Det er da, hvad jeg vil kalde en trussel. Der er også et spørgsmål om: hvem er den stærke, og hvem er den svage i den her sag. Jeg synes det er interessant, at Se & Hør, der selv hænger en mand ud for utroskab, er så følsomme selv.«

Jesper Helmer sammenligner princippet for at høre modparten i net-journalistik med telegramjournalistik fra Christiansborg, hvor journalisten skriver et telegram på en udmelding, og først derefter hører oppositionens holdning i et nyt telegram.

Kim Henningsen er efterfølgende kommet til orde med sin version på BT.dk.

RETTELSE: Journalisten.dk skrev tidligere, at BT.dk tog artiklen med Talent-Michaels anklager af forsiden. Det er ikke korrekt.

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen