BT langer ud efter Allers pressestrategi

BT breakede Aller-skandalen, men ifølge chefredaktør Olav Skaaning Andersen har avisen ikke én gang fået ledelsen i tale. BT var heller ikke blandt de medier, Aller inviterede til interview i går: ”Jeg finder det under al kritik, at en mediekoncern i så lang tid holder et enkelt medie ude”. Opd. 30/6: Pål Thore Krosby afviser

Allers pressestrategi i Se og Hør-sagen møder skarp kritik fra BT’s chefredaktør, Olav Skaaning Andersen.

På trods af at avisen researchede og breakede afsløringen fra Ken B. Rasmussens bog ’Livet, det forbandede’ – og siden har dækket sagen tæt – har de endnu ikke fået et eneste interview med Aller-ledelsen.

”Jeg synes, det er en besynderlig pressestrategi, Aller har valgt. Vi har lige siden den sidste weekend i april, dvs. i to måneder, bedt om kommentarer og interviews med Pål Thore Krosby og Betina Aller. Jeg har ikke tal på de ekstremt mange gange, vi har forsøgt at få dem i tale. Hver gang forgæves,” skriver Olav Skaaning Andersen i en mail til Journalisten.

”Jeg har forståelse for, at de to lige skulle sætte sig ind i situationen, men jeg finder det under al kritik, at en mediekoncern i så lang tid holder et enkelt medie ude. Netop fordi det er os, der har været førende med afsløringerne undervejs. Det er jo ikke, fordi de to ikke kan tale. Det kan vi jo set i andre medier,” lyder det fra Olav Skaaning Andersen.

Heller ikke i går, da Allers administrerende direktør, Pål Thore Krosby, inviterede en række udvalgte medier til et interview om koncernens egen advokatundersøgelse af Se og Hør-sagen, var BT på gæstelisten. Chefredaktøren spekulerer i, hvad Aller-toppens manglende villighed til at lade sig interviewe af BT, kan skyldes:

”Vi lever uden ord fra Aller-toppen, men jeg kan ikke lade være med at få den tanke, at de har noget at skjule. At de ikke tør møde vores journalister. At vi med vores viden og indsigt i sagen kunne stille spørgsmål, som var særdeles ubelejlige for den absolutte Aller-top,” mener Olav Skaaning.

Aller afviser kritikken

Allers adm. direktør Pål Thore Krosby afviser kritikken.

"Vi har fra starten i denne her sag sagt, at vi ønsker at handle og kommunikere på baggrund af fakta og ikke påstande fremført i medierne. Her har BT været et af de medier, der har været mest aktive i at fremføre påstande. Vi har ligeledes sagt, at imens den eksterne uvildige undersøgelse har pågået, kan vi ikke kommentere på enkeltsager, konkrete emner eller personer relateret til sagen," udtaler han i en mail til Journalisten.

Han fortsætter:

"Jeg mener faktisk, at vi igennem hele forløbet har forsøgt at imødekomme de mange mediehenvendelser, vi har fået hver eneste dag i løbet af de sidste ni uger, i det omfang det har været muligt og under hensynstagen til ovenstående. Dertil giver det sig selv, at vi af praktiske årsager i en sag med så stor opmærksomhed som denne ikke kan servicere alle medier. Når vi har kommunikeret bredt, har alle som har ønsket det også fået besked – herunder også BT, som vi har været i daglig kontakt med, og hvor chefredaktør på SE og HØR, Niels Pinborg, flere gange har givet interviews."

Opdateret 30/6 kl. 7.12: Svar fra Pål Thore Krosby tilføjet.

0 Kommentarer