BT kritiserer Politiken for dobbeltmoral

Efter at Politiken har fået kritik i Pressenævnet, konstaterer chefredaktør for BT Olav Skaaning Andersen, at det er "svært for Politikens chefredaktion at holde balancen på den høje hest".

Efter at Politiken har fået kritik i Pressenævnet, konstaterer chefredaktør for BT Olav Skaaning Andersen, at det er "svært for Politikens chefredaktion at holde balancen på den høje hest".


Politiken har i dag fået kritik i Pressenævnet for – uden dokumentation – at viderebringe et rygte om en navngiven persons angivelige spionfortid. Den kritik kommer en måned efter, at Politikens chefredaktør Anne Mette Svane var ude med riven efter Ekstra Bladet og BT, der havde offentliggjort navnet på en mistænkt morder:

»Det er domstolene, der dømmer, ikke medierne. De sidste dage har Ekstra Bladet og BT gået alt, alt, alt for langt. Selv før de bragte navne, var der så mange oplysninger, at man kunne identificere manden, og det strider i hvert fald mod vores presseetiske regler her på stedet,« sagde Anne Mette Svane den 14. august i en artikel på politiken.dk.

Pressenævnets kendelse får nu BT's chefredaktør til at kritisere Politikens dobbeltmoral:

"Man kan stilfærdigt konstatere, at der er et stykke mellem det, Politiken gør, og det, de siger. Forleden lovede Bo Lidegaard højt og helligt, at de ikke ville indgå aftaler med spindoktorer. Det holdt ikke mange uger, så handlede de med SF. De tilbageholdt en kronik – og dermed nyheden om Astrid Krags formandskandidatur – et døgn. Det måtte Lidegaard så beklage, og nu endnu et nederlag i Pressenævnet i en sag, hvor de hænger en mand ud for at være spion. Det er helt åbenbart svært for Politikens chefredaktion at holde balancen på den høje hest," skriver Olav Skaaning Andersen i en mail til journalisten.dk.

Han henviser til en artikel, som journalisten.dk skrev i sidste uge omkring Politikens samarbejde med spindoktorer. På trods af at Bo Lidegaard skriftligt havde lovet, at Politiken ikke ville lave samarbejdsaftaler med spindoktorer, så holdt avisen nyheden tilbage om, at Astrid Krag ville stille op som formand for SF.

Dengang sagde administrerende chefredaktør Bo Lidegaard følgende til journalisten.dk:

»Det er surt, men ubenægteligt, at vi indimellem ikke får talt så meget sammen på tværs, som vi alle gerne vil. Andet og mere er der ikke i den sag.«

Tidligere i dag fik journalisten.dk fat på Politikens chefredaktør Anne Mette Svane for at høre hende, om hun kunne se nogle ligheder mellem hendes udtalelser om Ekstra Bladet og BT's identificering af den mistænkte morder og Pressenævnets kendelse:

»Der er tale om to vidt forskellige sager, og det står jeg fast på,« sagde Anne Mette Svane til journalisten.dk.

0 Kommentarer