BT-journalister skriver klummer for kendte sportsfolk

John Faxe Jensen har en klumme om fodbold hver dag under EM. Men klummen er i virkeligheden skrevet af BT's egne journalister. Det gælder også andre sportsprofiler, fx Michael Rasmussen.

John Faxe Jensen har en klumme om fodbold hver dag under EM. Men klummen er i virkeligheden skrevet af BT's egne journalister. Det gælder også andre sportsprofiler, fx Michael Rasmussen.

Den tidligere landsholdsspiller John 'Faxe' Jensen har en klumme i BT hver dag under EM, hvor han eksklusivt for BT giver sine synspunkter om EM og landsholdet til kende.

Men klummen er i virkeligheden skrevet af BT's egne journalister. De ringer og interviewer John 'Faxe' Jensen og skriver så klummen for ham. Det kan TV 2 News' Presselogen fortælle, skriver Ritzau.

Journalisterne hjælper også andre sportsprofiler med at forfatte deres klummer ud fra telefonsamtaler. Det gælder eksempelvis cykelrytter Michael Rasmussen. Hans klummer skrives af sportsredaktør Jacob Staehelin, der også er ghostwriter for John 'Faxe' Jensen. 

»Jeg kender dem, og jeg kender deres sprog, for det er vigtigt, at vi sammen får det til at lyde som om, at det er vedkommende, der skriver,« siger Staehelin til Presselogen.

Fænomenet gælder ikke kun BT. Eksempelvis Bjarne Riis skriver heller ikke sine egne klummer i Ekstra Bladet.

0 Kommentarer