En lang række kilder kan ikke identificeres eller afviser at have udtalt sig. Derfor har BT i dag trukket 287 artikler tilbage, som er skrevet af den omstridte sportsjournalist Michael Qureshi.
Det sker efter en tre måneder lang undersøgelse, hvor BT har gennemgået over 4.000 artikler skrevet til avisen gennem 14 år af Michael Qureshi. BT har ikke kunnet identificere 61 af Qureshis udenlandske kilder.
»Det kan være, at der er reelle kilder bag ved nogle af hans pseudonymer. Det påstår han jo. Men når man ser på, hvor mange kilder vi ikke kan identificere, så tegner der sig et billede af, at Michael Qureshi har snydt og bedraget rent ud sagt, fordi han undervejs systematisk har forfalsket sine kilder,« siger BT’s chefredaktør, Olav Skaaning Andersen, til Journalisten.
Journalisten har siden i morges forsøgt at få en kommentar eller et interview med Michael Qureshi, men han har hidtil ikke svaret på vores henvendelser.
BT har i undersøgelsen også kontaktet 171 udenlandske kilder, som rent faktisk eksisterer. 60 af disse har svaret. 43 af dem mindes ikke – eller afviser – at have talt med Michael Qureshi.
Der er alene tale om artikler med udenlandske kilder. Gennem 14 år fik BT kun en klage fra en dansk kilde over Michael Qureshi. Kilden klagede til Pressenævnet, som afviste klagen.
»På den ene side var han en dygtig nyhedsjournalist, som havde mange helt reelle kilder og nyheder. Men han var også en person, som nogle gange hoppede over, hvor gærdet er lavest. Michael Qureshi har desværre nægtet at samarbejde med os om vores undersøgelse. Det ville ellers måske have givet en mere nuanceret udlægning af hans produktion hos os. Nu bliver det alene vores vurdering,« siger Olav Skaaning Andersen.
»Det er alvorligt, at vi skal trække 287 artikler tilbage på grund af etiske problemer. Det beklager og undskylder vi dybt for over for vores læsere,« siger Olav Skaaning Andersen.
Får ingen konsekvenser for cheferne
Men sagen får ingen konsekvenser for nogen af BT’s chefer – herunder de fire sportsredaktører, der gennem tiden har været Michael Qureshis nærmeste chefer.
»Jeg kan ikke se, hvilken konsekvens det skulle have. De er blevet ført bag lyset af en, som meget bevidst har snydt. Alle kan blive snydt, hvis snyderiet foregår så avanceret som her,« siger Olav Skaaning Andersen.
Derimod indskærper han nu de etiske regler for BT’s medarbejdere. Brugen af anonyme kilder skal altid godkendes af en redaktionschef. Desuden er praksis i dækningen af transfermarkedet allerede blevet skærpet ligesom reglerne for bijobberi, fordi Michael Qureshi blandt andet bijobbede for Egmonts magasin Goal uden godkendelse fra sine chefer på BT.
Hvordan kunne Michael Qureshis tvivlsomme praksis fortsætte i årevis, uden at I opdagede noget?
»Fordi hans direkte chefer ikke i deres vildeste fantasi kunne forestille sig, at en journalist ville fabrikere falske kilder. Når jeg læser min avis og taler med mine journalister, så spørger jeg ikke som det første, om kilderne nu også findes. Det tror jeg ikke, at nogen redaktører gør. Det, der er foregået, er uden for nogen som helst sammenligning. Vi må se på, hvad vi kan gøre fremadrettet, og have et alarmberedskab, som er mere alert,« siger Olav Skaaning Andersen.
Hvad kunne I have gjort andeledes, hvis I skulle have opdaget det her noget før?
»Det ville have været meget svært at gøre. Så skulle vi have spurgt Qureshi, om den og den kilde rent faktisk eksisterer. Det spørgsmål har jo hidtil været utænkeligt at stille en journalist. Derfor bebrejder jeg ikke de sportsredaktører, der har været chefer for ham. Men jeg ved, at de bebrejder sig selv. Det er ikke sjovt at blive bedraget på den måde,« siger Olav Skaaning Andersen.
»Vi havde aldrig anledning til at tro, at han brugte kilder, som ikke eksisterede. Man skal forstå, at disse kilder optræder i artikler, som ikke er scoops eller afsløringer. For så var det blevet opdaget. De blev brugt i helt almindelige historier, som var fine på dagen, men som ikke satte dagsorden,« siger Olav Skaaning Andersen.
Afviser usund kultur
DJ-formand Lars Werge antyder, at en usund kultur på BT kunne være medvirkede til at skubbe Michael Qureshi ud i sine tvivlsomme metoder.
»For mig som fagforeningsformand ser det ud til, at hensynet til den gode historie og mange enheder kan have skabt et lidt usundt klima,« sagde Lars Werge til Journalisten tidligere i dag.
Men det afviser BT’s chefredaktør.
»Det kan jeg ikke genkende. Der er en kultur, hvor vi som medier konkurrerer på nyheder og om at komme først med dem. Men det mener jeg ikke er usundt, og jeg mener ikke, at der på nogen måde er eller har været en usund kultur på BT,« siger Olav Skaaning Andersen.
Anmelder også Qureshi til politi og skat
Som om sagen ikke var alvorlig nok for Michael Qureshi, så har BT også tænkt sig at anmelde ham til politiet og til skattemyndighederne.
Det skyldes, at BT gennem Michael Qureshi har betalt to nu lukkede udenlandske selskaber i alt 40.000 kr. for interviews, som muligvis ikke har fundet sted. Ejeren af det ene selskab, britiske CVSeeMe, afviser at have gjort forretninger med Michael Qureshi, og BT har ikke kunnet opklare, hvem der i realiteten har modtaget pengene.
Egmonts magasin Goal har også købt artikler af det britiske firma gennem Michael Qureshi. Her har Qureshi ifølge Egmont erkendt, at han var den reelle ejer af kontoen. Men Qureshis advokat har sagt, at der er betalt skat af pengene.
Han anerkender, at BT’s troværdighed har fået skrammer på grund af sagen.
»Han har været ansat hos os gennem en meget lang periode og været en del af brandet BT. Derfor smitter hans gerninger også af på os på den korte bane. Men BT er så stærkt et brand, at det sagtens kan klare en sag som denne. Jeg håber og tror på, at vi kan ryste det her af os og komme ud på den andens side med en styrket troværdighed,« siger Olav Skaaning Andersen.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.