BT-chef: Citatkarrusellen er et uløseligt problem

Hverken lov eller gentleman-aftaler kan forhindre netmedier i citere trykte konkurrenter. Det siger chefredaktør på B.T., Olav Skaaning. Se og Hør-forslag om otte timers citatforbud er »for vidtgående« og »urealistisk«.

Hverken lov eller gentleman-aftaler kan forhindre netmedier i citere trykte konkurrenter. Det siger chefredaktør på B.T., Olav Skaaning. Se og Hør-forslag om otte timers citatforbud er »for vidtgående« og »urealistisk«.

B.T. er også presset på pengepungen, når konkurrenterne på nettet citerer dem og dermed tager levebrødet fra aviserne. Men chefredaktør på B.T., Olav Skaaning Andersen, tror ikke på, at man kan lave kollegiale færdselsregler for at undgå citatkarruselen.

Chefredaktør på Se og Hør, Kim Henningsen, har ellers i et interview med Journalisten.dk foreslået, at der laves nogle retningslinjer medierne imellem – blandt andet en aftale om, at netmedier ikke må citere fra en avis eller et blad, før det trykte medie har været på gaden i otte timer.

»Jeg kan sige, at det er en sympatisk tanke. Men det med at man kan have total radiostilhed i otte timer, det er simpelthen urealistisk. Det kan kun være gentleman-aftaler, det er jo umuligt at forbyde, at man citerer en avis, der er udkommet. Og det tror jeg ikke på,« siger Olav Skaaning Andersen til Journalisten.dk.

Han er til gengæld helt enig med Kim Henningsen i, at det er et stort problem for branchen, at netmedierne med Henningsens ord »kannibaliserer« på hinanden.

»Vi sælger også på forsider, som klokken 7 om morgenen kan blive rippet af alle andre aviser. Så det er da en bekymring, jeg deler. Det er selvfølgelig vanskeligt for os, ligesom det er for Se og Hør. Vi lever af at sælge vores aviser,« siger han.

Der er allerede nogle citataftaler imellem medier, for eksempel har Eb.dk og Bt.dk en aftale om, hvor omfattende, de må citere hinanden.

Når en artikel citeres, må den ikke »skrælles«, så der stadig er en merværdi i at købe en trykt avis. Ifølge Olav Skaaning Andersen betyder det, at man bringer et eller to citater fra artiklen.

Hvad kan man gøre for at løse problemet?

»Jeg tror, at problemet på det her område er uløseligt. Man kan gå ind og lave nogle aftaler, som vi også har gjort med Eb.dk – altså lempe konsekvenserne, det får. Men man kan ikke fuldstændig lave radiotavshed i otte timer.«

Så du mener ikke, der er noget som helst at gøre?
»Jeg vil gerne være åben for den slags tiltag, jeg tror bare overordnet set ikke på dem. Hvis der bliver banket en nyhed af sted på Bt.dk klokken syv om morgenen, og den er stor nok, så citerer både aviserne og DR den. Der er situationer, man simpelthen ikke kan aftale sig ud af,« siger Olav Skaaning Andersen.

0 Kommentarer