I går beskrev Journalisten et forløb, hvor en journalist og en fotograf fra BT troppede uanmeldt op hos bogaktuelle Karina Pedersens mor – med Karina Pedersen selv. Da moderen Esther Pedersen åbnede døren, skete en ordveksling, som BT beskrev i avisen.
Chefredaktør Karl Erik Stougaard forklarede Journalisten, at BT af etiske årsager havde valgt at anonymisere moderen.
» Der kommer nogle ting frem under denne her ordveksling, som bakker Karina Pedersens historie op, og som vi finder er vigtige at referere, men da moderen ikke ville være med til et egentligt interview, vælger vi at anonymisere hende,« sagde Karl Erik Stougaard.
Men nu erkender han, at BT ved en fejl ikke fik anonymiseret Esther Pedersen i avisen. Hun er navngivet en gang i artiklen.
“En meget alvorlig fejl”
Karl Erik Stougaard beklager fejlen.
“BT traf en redaktionel beslutning om at anonymisere Karina Pedersens mor i artiklen, men ved en fejl optræder hendes navn ikke desto mindre et enkelt sted i artiklen. Det er en meget alvorlig fejl, som jeg og BT beklager dybt, og jeg har i en telefonsamtale her til morgen givet Karina Pedersens mor en uforbeholden undskyldning for denne fejl,” skriver Karl Erik Stougaard i en mail til Journalisten.
Han har ikke ønsket at stille op til interview.
“Ok fremgangsmåde”
Karina Pedersen har for nyligt udgivet bogen “Helt ude i hampen”, som er hendes personlige beretning om at vokse op i det, hun kalder underklassen i Korskærparken i Fredericia. I bogen beskylder hun blandt andet sin mor for at svigte sine børn.
Karl Erik Stougaard forklarede i går, at BT fulgte Karina Pedersen til Korskærparken, fordi hun skulle hente nogle personlige papirer hos en nabo i samme opgang som moderen. Da de stod i opgangen, ringede de og spurgte Esther Pedersen, om de måtte komme på besøg. Det ønskede hun ikke, men de opsøgte hende alligevel og bankede på døren.
»Jeg synes, det var en ok fremgangsmåde. Jeg synes også, det er ok, at journalisten banker på døren i et sidste forsøg på at få moren i tale,« sagde Karl Erik Stougaard.
»Det var så ubehageligt, at de stod der og bankede på. Jeg havde sagt i telefonen, at jeg ikke ville snakke med dem,« sagde Esther Pedersen til Journalisten.
2