BT beklager, at avisen fremstillede uskyldig som dødsbilist

I dag bragte BT et forkert billede i forbindelse med en artikel om dommen over en 23-årig dødsbilist. »Det må ikke ske,« siger chefredaktør Anders-Peter Landert

I formiddag blev en 23-årig mand idømt fire år og seks måneders fængsel for blandt andet at køre en kvinde ihjel. Da BT bragte historien om dommen, blev den ledsaget af et billede af en forkert mand, der intet havde med sagen at gøre:

»Det er en kommunikationsbrist på redaktionen, der gør, at den pågældende redaktionschef lægger det billede på. Det må ikke ske. Man skal være fuldstændig sikker på, at det er det rigtige billede. Det kiksede denne gang, og det er meget beklageligt,« siger chefredaktør på BT Anders-Peter Landert.

Han fortæller, at billedet, så vidt han ved, nåede at ligge på hjemmesiden i 10 minutter, før redaktionen blev ringet op og gjort opmærksom på fejlen.

Anders-Peter Landert vil ikke gå i detaljer om, hvordan det præcist skete, af hensyn til sagens karakter, men der har været en form for sammenblanding:

»Det handler om en anden sag, vi tidligere har været inde i, derfor har der været flere journalister inde over, og kommunikationen imellem dem er gået galt,« siger chefredaktøren, der nu vil gå procedurerne igennem igen:

»Jeg troede, at vi havde gjort alt det, vi kunne, på BT for at forhindre sådan noget. Det havde vi så ikke. Så må vi gå igennem procedurerne igen. For det må ikke ske,« siger Anders-Peter Landert.

1 Kommentar

Jannik Værge
9. APRIL 2014
Og erstatningen fra BT til
Og erstatningen fra BT til ham, der uden grund blev hængt ud som morder? Absolut ingen og BT forventer vel nærmest, at de får ros for at rette den fejl de selv har begået.