UETISK. Når redaktørerne for formiddagsaviserne og ugebladene skal forsvare, hvorfor kendte menneskers private tragedier fortjener plads i medierne, bruger de ofte argumentet om, at ”når de kendte inviterer pressen med til brylluppet, må de kendte også forvente, at pressen tager med til begravelsen”.

Logikken bag det billede er, at når en kendt får noget billig pr ud af at møde op til en premiere, så må han også være indstillet på, at pressen indkasserer den anden vej, når der er en historie, han ikke vil have ud. Ligegyldigt hvor ubehagelig historien så er. 

Et argument, der – selv om det kan være barskt – giver mening.

Men hvad så med de kendte, der ikke inviterer pressen med til ’brylluppet’?

Det fik vi at se i december, da Saybias forsanger, Søren Huss’, kæreste døde i en trafikulykke. Den historie, der om mandagen ‘blot‘ var en tragedie om en 29-årig kvinde og hendes to-årige datter, var om tirsdagen forvandlet til en vigtig nyhed, der både ryddede forsider og lå på flere mediers hjemmesider, fordi det var Søren Huss’ kæreste, der var offeret.

Problemet er bare, at Søren Huss aldrig har inviteret pressen med til ’brylluppet’. Ingen har nogensinde set ham i Vild med dans, Vis mig din bolig, på den røde løber eller i en af de andre sammenhæng, ugeblads-kendisserne og pressen ellers bruger til at give hinanden kunstigt åndedræt.

Det er hykleri, når redaktører, der tidligere har brugt bryllup- og begravelses-logikken, svælger i sangerens tragedie.

Virkeligheden har her vist, at redaktørerne kun bruger bryllupperne og begravelserne som et etisk bluff-nummer, der skal bilde folk ind, at de pågældende blade og aviser rent faktisk har etiske overvejelser og ikke kun et kynisk fokus på læsertal. Men bluffet må vist være kaldt nu. /

Pelle Ammundsen, journalistpraktikant på Nyhedsavisen