Man kommer til at tænke på Olsen-banden. Københavns Politi kan ikke selv finde ud af at fremskaffe de formastelige artikler om FE-sagen. Derfor måtte politiet bede Berlingske-journalisterne Michael Bjerre og Jesper Larsen om at tage dem med til afhøring på politistationen.
Men så er der heller ikke meget andet at grine af i den sag.
En fri presse i et frit land skal selvfølgelig kunne offentliggøre oplysninger af væsentlig samfundsmæssig interesse. Forsvarets Efterretningstjenestes vurdering af Iraks masseødelæggelsesvåben var mindre dramatisk end den danske regerings påstande. Det er en simpel journalistisk pligt at fortælle den historie, uanset om der står fortroligt på dokumentet.
Men den fri presse skal stækkes. Statsmagten i en stribe vestlige lande vil retsforfølge journalister, der har bragt nye oplysninger frem. Man siger, at krigens første offer er sandheden. Pressefriheden ser nu ud til at blive et af ofrene i krigen mod terror. Staten vil kontrollere informationsstrømmen. Statens interesser sættes over offentlighedens interesser. Systemet er vigtigere end borgerne. Nu fortæller journalisterne Michael Bjerre og Jesper Larsen for første gang, hvad sigtelserne har betydet:
Det er en journalistisk dyd, at man ikke skriver om sager, som man selv er part i. Michael Bjerre og Jesper Larsen måtte stoppe arbejdet. Derfor truer alene sigtelser pressefriheden.
Dette kommer oven i stigende europæisk tendens til at jagte journalisternes kilder. Embedsmændene skal tjene magtens interesser og må ikke henlede opmærksomheden på ulovlige eller kritisable forhold, der rammer de borgere, som betaler deres løn.
Systemets interesser kommer igen over borgernes interesser.
Kilden til de lækkede oplysninger i Berlingske Tidende var major Frank Grevil, som i landsretten fik fire måneders ubetinget fængsel.
Landsretten medgav, at der var 'en betydelig interesse i at kende grundlaget for den politiske beslutning om Danmarks deltagelse i den militære aktion i Irak'. Men dette hensyn måtte vige, fordi Grevils lækage 'skabte risiko for, at efterretningstjenestens virksomhed ville lide skade'.
Bevisførelsen for det sidstnævnte var alene FE-chef Jørn Olesens forklaring. I krigen mod terrors ånd bukkede og skrabede landsretten for statsmagtens repræsentant og undersøgte end ikke påstanden. Berlingske-journalisterne risikerer, at retten vil have samme underdanige forhold til statsmagten.
Et beklemmende element ved den kommende retssag er, at den danske lovgivning ikke beskytter pressefriheden tilstrækkeligt. Derimod må journalisterne fæste deres håb til, at Menneskeretsdomstolen i Strasbourg har afsagt en række domme, der sætter hensynet til den offentlige debat først.
Statsminister Anders Fogh Rasmussen burde også i denne sag sende et signal om, at 'ytringsfrihed er selve det danske demokratis fundament'. Fogh kan stadig nå at sige, at loven må laves om, hvis Berlingske-journalisterne kan blive dømt for at passe deres arbejde.
Hvis journalisterne bliver dømt efter gældende lov i Danmark, så lad dette være en opfordring til civil ulydighed. Bryd loven. Offentliggør oplysninger af væsentlig samfundsinteresse. Ellers har terroristerne ikke alene blot fået lov at sætte dagsordenen for statsmagten, men også for pressen.