Brugerne overtager Nationen!

Indholdet på Ekstra Bladets debatunivers Nationen! bliver nu helt overtaget af debattørerne. »Det bliver brugernes egen klub,« siger chefredaktør Poul Madsen (Rettet).

Indholdet på Ekstra Bladets debatunivers Nationen! bliver nu helt overtaget af debattørerne. »Det bliver brugernes egen klub,« siger chefredaktør Poul Madsen (Rettet).

Fra 1. marts går Ekstra Bladet nye veje med sine debatsider på nettet. Kommentarer og videoer på Nationen!, der har omkring 100.000 medlemmer og 20.000 kommentarer hver måned, vil nu blive udvalgt af brugerne selv.

»I stedet for der sidder journalister og udvælger, så giver vi ansvaret til brugerne, og så kan de selv lægge en video op. Man har muligheden for at lave sin egen sag. Man kan køre en sag frem, man kan argumentere for den, og gå ud og lave tv-indslag også. Idéen og hensigten er, at nyhederne nu vil blive skabt i en synergi mellem medie og bruger,« siger Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen til MediaWatch.

Planen betyder også at Nationen-tv bliver nedlagt. Poul Madsen håber, at tiltaget vil bringe avisen og læserne tættere sammen, fordi debatsitet nu bliver langt mere interaktivt.

Ekstra Bladet overvejer også at indføre brugerbetaling på debatsitet.

»En idé er f.eks., at brugerne kan købe et guldkort, hvor man så tilegner sig visse fordele, blandt andet at få ens indlæg helt i top. Det tror jeg godt, der er nogen, der vil betale for. Det er noget, vi overvejer,« siger Poul Madsen til MediaWatch.

Rettet 18/1: Før fremgik det af overskriften, at der ikke ville være nogen journalister på Nationen! Det er ikke korrekt – Thomas Harder vil stadig arbejde på debatsitet.

0 Kommentarer