search

Brug dig selv

 

 

De fleste dagbladsjournalister lader som regel andre mene noget i spalterne. Men ikke på Fyens Stiftstidende, hvor ledelsen har opfordret især lokalredaktørerne til at skrive lokale kommentarer med holdninger.

SPIDSEN. Nogle dage kan man på lokalsiderne i Fyens Stiftstidende se et portræt af den lokale redaktør eller en journalist midt i en helspaltes tekst. »KOMMENTAR« står der øverst med 6 mm høje bogstaver. Faaborg-
redaktøren begyndte for nogle år siden. Han var inspireret af sine år på Fyns Amts Avis og af de markante og personlige ledere, som daværende chefredaktør Arne Mariager skrev.

I år har Fyens Stiftstidende sat fokus på kommentarerne, og nu opfordres især lokal-redaktørerne til at skrive kommentarer. De kan handle om alt fra skattepolitik set fra lokalsamfundet til unge, der smider affald på gaden.
Det er helt i tråd med, hvad kulturforsker og forfatter Karen Schousboe har givet udtryk for i Journalisten. I fremtiden vil læserne have holdninger og foretrække journalister, som mener noget og træder i karakter, forudser hun.

 

MEN SKAL LOKALJOURNALISTER overhovedet delagtiggøre læserne i deres holdninger til giftig jord i byparken, skatteprocenter eller noget helt tredje?

Ja, mener både kulturforskeren, tillidsrepræsentanten og redaktionschefen, som siger, at de fleste på avisen har taget positivt imod ideen. Nej, mener en modstander på Fyens Stiftstidende, som Journalisten har talt med.

»Det er ikke troværdigt. Det gode forhold til kilderne vil ryge sig en tur, hvis jeg den ene uge i en kommentar mener noget om en sag, som jeg skal skrive artikler om ugen efter. Kommentarer kan ikke forenes med at være en neutral skildrer af, hvad der foregår i lokalsamfundet,« lyder indvendingen fra en, som ikke ønsker sit navn frem. »Og hvorfor skulle en lokalredaktørs mening være mere betydningsfuld end en hvilken som helst anden borgers?«

Tillidsrepræsentant Lene Sarup er uenig. Det er godt, at vi er med til at skabe debat ved at kommentere det, der sker i lokalsamfundet. Det er vigtigt at synliggøre journalistens rolle, så læserne opdager, at der er et menneske bagved, som redigerer virkeligheden, mener hun.

»Synlige journalister kan gøre sig selv til det instrument for læserne, som jeg synes, de skal være. I bedste fald kan det få flere læsere til at henvende sig til gavn for debatten.«

 

»SPIDSER« KALDES kommentarerne af ledelsen, som gerne ser en ugentlig spids på hver af de ni lokalsider. Odense har som den store byredaktion særstatus og bringer en hver dag. Spidserne skal sætte emner under debat, perspektivere og gøre lokalredaktørerne synlige i lokalsamfundet.

Kommentarerne er et godt signal til de læsere, der efterspørger holdninger og ønsker lokale meningsdannere, som de kan spille deres egne argumenter op imod. De er et skridt på vej væk fra kønsløs journalistik, mener redaktionschef Jan Kristensen.

»Spidserne er en integreret del af den lokale dækning. Vi mener, det er interessant for vores læsere, at de ved, hvem vi er, og hvem vores lokalredaktører er. Den gode lokalredaktør er en synlig del af lokalsamfundet og en institution på samme måde som bankdirektøren og borgmesteren. Spidsen er en del af den optræden udadtil«, siger han.

Målet er at sætte gang i en debat, at trække linjer op og måske komme med et løsningsforslag. At lægge argumenter og dokumentation frem, så avisen kan spille en aktiv rolle.

For 15 år siden skrev journalister uden byline. Så kom der mærke og siden navne på, og kommentarerne er blot at gå skridtet videre, mener redaktionschefen.

 

»SKRIV FOR DINE LÆSERe og ikke for dine kilder«, »Lokale spidser øger respekten for dig og for din lokalredaktion« og »Skriv på borgernes vegne mod systemet«. Sådan lyder nogle af de stikord, Jan Kristensen har sendt ud til lokalredaktørerne.

Kommentarerne kan være både skarpe og runde, men må ikke være personlige, politiske ledere.

»Ellers bad vi ikke en tidligere redaktør på Land og Folk (Frede Jakobsen, egnsredaktør på Sydfyn) om at skrive i avisen,« som redaktionschefen bemærker.

»Vores læsere er interesserede i holdninger. Ikke i journalisternes helt personlige holdninger, men i at få indsigt i den store viden om et emne, som de har i kraft af deres arbejde. Det er den, de giver videre,« siger Jan Kristensen.

For ham at se rører det at skrive kommentarer ikke ved journalisternes troværdighed.

»Det her handler ikke om objektivitet, men om holdninger. Det betyder ikke, at vi ikke skal spørge kilderne. Når kommentarerne bygger på fakta, kan man sagtens tale med kilderne bagefter. Det har den fordel, at fagforeningsformanden, kommunaldirektøren, politikerne og de andre kilder ved, hvor man står.«

 

ENGANG VAR DET UTÆNKELIGT for Mogens Rasmussen at skrive kommentarer. Som nyansat på Fyens Stiftstidende for næsten tyve år siden havde han en anden holdning til, hvad en journalist kunne tillade sig.
»Vi grinede af lokalredaktøren, fordi han var så stolt af sine kommentarer. Det mente vi nye slet ikke, at man kunne.«

Mogens Rasmussen er skrivende på Østfyns-redaktionen. I sin seneste kommentar undrer han sig over, at kommunen har tilbudt at aftage let forurenet jord fra et privat firma for at fylde huller op i en bypark. Han mener ikke, at han sælger sin sjæl, fordi han bringer en mening til torvs.

»Bestemt ikke. Det er dejligt, at vi kan skrive en kommentar, når vi har noget på hjerte.«

Det at skrive om holdninger er et skridt, man må tage for at overleve i en barsk medieverden, hvor der skal ske noget nyt for at fastholde læserne. Kommentarerne er en vej væk fra kedelig, refererende journalistik, mener Karsten L. Sørensen, egnsredaktør i Faaborg. Da han blev uddannet for femten år siden, var det ikke tilladt at blande tingene.

»Vi skulle altid være fluen på væggen og dele sol og vind lige. Det skal vi også nu, men nogle gange må du træde ud af den rolle og få farve i stedet for at være en grå og ansigtsløs journalist.«

I Faaborg forsøger redaktionen at undgå, at den, der dækker en sag, også skriver en kommentar om den.

»Men problemstillingen om objektivitet eller ej ligger mest i vores egne hoveder, ikke i læsernes. Kommentarerne adskiller sig grafisk klart fra artiklerne, så det er ikke til at misforstå,« siger Karsten L. Sørensen.

 

MED TRE-FEM personer på hver af de ni lokalredaktioner kan det ikke undgås, at den samme journalist af og til både dækker og kommenterer en sag.

»Vi vil helst undgå det sammenfald. Vi ville aldrig acceptere et personsammenfald på avisens lederside, og vil også helst undgå det på lokalredaktionerne, men det kan ikke lade sig gøre. Det kan være en svaghed, fordi folk kan mene, at man ikke altid ved, hvad der er hvad. Men svagheden opvejes af den store fordel, det er at bringe holdninger frem,« siger redaktionschef Jan Kristensen.

»Jeg har ikke udstukket direktiver om, at man ikke må begge dele. Den skelnen kan de godt finde ud af, og hvis en af vore spids-skribenter begynder at lave kommentarer i sin journalistik eller journalistik i sine kommentarer, så skal jeg nok være der og hjælpe vedkommende på rette vej igen. Skæg for sig og snot for sig. Og det mener jeg godt, at mine reportere kan finde ud af.«

 

BIRGIT BAKKÆR, egnsredaktør på Midtfyn, afviser også, at kommentarerne er en uskik.

»Tværtimod. Det er en del af jobbet, at vi tør træde frem. Kommentaren er et utroligt vigtigt element. Vi vil gerne lave nogle lokalsider, som lyser af engagement. Vi vil gerne aktivere læserne og vi forsøger hele tiden at animere dem til at deltage i debatten. Derfor er det helt naturligt, at vi selv er en del af den debat og understøtter den.«

Hun frygter ikke, at troværdigheden ryger sig en tur. Hvis læserne har en fornemmelse af, at de daglige artikler er underbyggede og afbalancerede, rører det ikke ved troværdigheden, at lokalsiden af og til bringer personlige kommentarer.

»Kommentaren er den rene vare, og så kan læserne forholde sig til, hvad jeg mener personligt. Det foretrækker jeg frem for tidligere, hvor man som journalist måske fik sine egne holdninger frem i artiklerne på en anden måde.«
»Som journalister har vi en rimelig bred indsigt i det, der rører sig. Kommentaren kan ofte være en god måde at trække perspektivet op i en sag på. Omvendt skal det selvfølgelig ikke hedde sig, at »Hun er en rød satan« eller »Hun er

Venstrekvinde«,« siger Birgit Bakkær.

Hvis man vil noget med sin lokaljournalistik, kan man, med lidt flotte ord, bruge kommentarer til at styrke nærdemokratiet og engagementet i lokalsamfundet, mener hun.

 

»DET VAR FAN´ME GODT, at du tog det op,« har Mogens Rasmussen flere gange hørt fra folk, han møder. Kommentarerne giver mange flere reaktioner end de fleste nyhedsartikler, og han har ikke været ude for, at kilder bagefter ikke ville tale med ham på grund af hans holdninger. Det er også Birgit Bakkærs og Karsten L. Sørensens opfattelse, at kommentarerne er noget af det første, der bliver læst.

De fleste er glade for de personlige budskaber, men en læser har direkte sagt til lokalredaktøren i Faaborg, at »det kan ikke passe, at avisen skal mene noget.« Avisen har dog ikke spurgt læserne om deres holdning.

»Kommentaren er et stærkt middel, og det virker som en stor magtfaktor, hvis lokalredaktøren har skrevet sin mening. Vi er meget bevidste om, at vi ikke lukker en debat for tidligt. Så det er en mineret vej. Men hvis vi vil overleve, må vi på banen og så tage de tæsk, der kommer,« siger Karsten L. Sørensen, som ikke bliver hylet ud af den, når det vælter ind med læserbreve fra kommunalpolitikere.

»Aviser er også til for at skulle sælges, og jeg skal også være med til at sælge ved at lave den bedst mulige avisen, som folk vil købe. Samtidig er kommentarerne en fordel i en konkurrencesituation, for med kommentaren adskiller vi os klart fra konkurrenten, og den kan man ikke skrive af,« konstaterer Karsten L. Sørensen.

Efter nogle års erfaring som kommentar-skribent har han set eksempler på, at de kan være med til at forandre. En kommentar om "byens skændsel", et øde torv, gav skub til først en hel sommers debat og siden planer for udvikling på torvet, og en artikelrække og en kommentar om voldsomme gener med spildevand fra et garveri har netop fået lukket en ledning.

 

DET ER BLEVET sjovere at skrive. Kommentarerne er noget andet end at lave de nyheder, som man har skrevet i mange år, mener Mogens Rasmussen.

»Det tvinger os til at være vågne og i live som journalister. Når dit ansigt skal med, kan du ikke gemme dig, og det er et godt instrument til ikke at falde i søvn,« siger Birgit Bakkær.

Hun er ikke bange for, at det ender i selvpromovering og stjerne for en aften-tendensen, hvor reportere har så travlt med at sætte sig selv forrest, at det fjerner fokus fra emnet.

»Det er en relevant diskussion, og man skal passe på ikke at overfodre læserne med kommentarer. Selvfølgelig skal vi holde en vis selvjustits, så vi ikke skriver en kommentar for at skrive en, men fordi vi har noget på hjerte, siger hun.«

»Hvis man angriber tingene seriøst, bliver man respekteret for at stå frem,« lyder Karsten L. Sørensens erfaring. »Omkostningerne er, at du eksponerer dig selv og er villig til at tage diskussionerne i Brugsen. Men hvis man ikke er det, skal man holde sig væk fra lokaljournalistik.«

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen