Der er blæst om B.T. disse dage, og nu lægger chefredaktør Peter Brüchmann sig fladt: »Jeg forstår sådan set godt, vi er blevet anmeldt,« siger han om Forbrugerombudsmandens politianmeldelse af en reklame camoufleret som redaktionel artikel.
Torsdag valgte Forbrugerombudsmanden at melde B.T. til politiet, fordi avisen i en artikel trykt sidste år undlod at fortælle, at der i virkeligheden var tale om en skjult reklame for et udenlandsk bingosite.
»Det er ikke sjovt at blive politianmeldt, « indrømmer han.
Men det er en brøler, som tabloidavisen ikke kan løbe fra, erkender chefredaktøren:
»Vi må tage til efterretning, at artiklen var i strid med god markedsføringsskik. Der er nogle grænser, som bliver trukket med anmeldelsen, men vi vil også gerne udfordre grænserne for, hvad man kan på det punkt. Folk må dog ikke være i tvivl om, hvad der er reklame og redaktionelt, og det skete i dette tilfælde.«
Ifølge Peter Brüchmann blev aftalen med bingositet lavet af en tidligere online-chef på B.T. Uden at ville fortælle om den konkrete artikel fortæller han, at avisen netop har måttet stoppe en anden annonce, der ligeledes var for tæt på at ligne en artikel.
Læs også: B.T. får karantæne for panikdagssnyd samt B.T.: Måske tvunget til at droppe praktikstillinger fremover.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.