SANDHED. Jeg skal ikke vove mig ud i cirkulære argumentationsteorier eller Søren Kierkegaard-citater. Det er sikkert rigtigt alt sammen. Og meget elegant.

I min verden som journalistisk underviser, der øjensynlig ligger uden for "kendt og erkendt journalistisk kontekst" (hvad det så end betyder i denne sammenhæng) betyder kildekritik i al sin enkelhed, at man er bevidst om sine kilders motiver. Fælden, som Karsten Brønnum (ifølge Journalisten 15/2009) mener, at Anne Lea Landsted "med stor dygtighed vader ud i", er altså at holde denne definition op som et effektivt værktøj mod ukritisk formidling, hvor alene "det subjektive er det sande" (nå, nu vadede jeg ud i dét, jeg lige sagde, jeg ikke ville – nemlig dét med Kierkegaard).

Kildekritik er at sætte sig i kildens sted for på et mere professionelt niveau at vurdere forholdet mellem det subjektive og det faktuelle. Var jeg politiinspektør, kommunaldirektør eller skoleinspektør i Bogense eller Baghdad, ville jeg – uanset de faktiske forhold – overhovedet ingen interesse have i at bekræfte, at jeg ikke havde styr på situationen.
Omvendt får vi som journalister vores løn for at faktatjekke – ikke for at tro på det, folk siger.

Tillad mig i al beskedenhed at nævne, at jeg af mine irakiske kilder har fået fortalt, at et af Ekstra Bladets sandhedsvidner, nemlig vores ven, skoleinspektøren, slet ikke kender Mohamad. Alligevel finder Ekstra Bladet det journalistisk forsvarligt at forvandle Mohamad til "løgneren Mohamad" – selv om Mohamad aldrig har gået på den skole, hvor skoleinspektøren huserer. Skolen eksisterede nemlig slet ikke, da Mohamad boede i Irak. De to har aldrig mødt hinanden.

Naturligvis en oplysning, jeg ikke har bragt til torvs, da jeg ikke kan få den bekræftet.
Så ja, Brønnum: "Alene det subjektive er det sande." For nogle.

– Karsten Baagø, lektor, Syddansk Universitet