Brønderslev Kommune og DR Dokumentar er dybt uenige om udsendelsen "Børnene fra Brønderslev". Kommunen anklager DR for at bryde en aftale om at beskytte en medarbejder. DR afviser alt.

SAMMENSTØD. Det regner foran retten i Hjørring. Klokken nærmer sig 19.00, den mandag – den 6. juni – hvor den længe ventede dom i Brønderslev-sagen offentliggøres. Vejret er upraktisk for de fire tv-reportere, der foran hver deres SNG-vogn gør klar til at formidle rettens dom hjem til seerne i stuerne. Budskabet lyder umiddelbart ens – forældreparret kendes stort set skyldig i alle anklager – der er dog en lille forskel i formuleringerne. Lisbet Christensen fra TV2/Nord fortæller, at det er forældrene i Serritslev-sagen, der er dømt skyldige – ikke Brønderslev-sagen, som resten af reporterne kalder den.

Lokalt er det en afgørende forskel. Serritslev er en lille by seks kilometer nord for Brønderslev og det sted, hvor den pågældende familie boede. Og TV2/Nords betoning er en lille sejr for kommunen.
»Vi har bevidst kaldt det Serritslev-sagen i vores kontakt med medierne for at tage opmærksomheden væk fra kommunenavnet. Det er lykkedes i de lokale medier i Nordjylland,« siger kommunikationschef i Brønderslev Kommune Mette Krogh Jacobsen – og sammenfatter:
»Det er nok den eneste ting, der rent spin-mæssigt er lykkedes for os i denne sag.«

For samme aften sender DR dokumentarprogrammet "Børnene fra Brønderslev". Efter udsendelsen sidder Mette Krogh Jacobsen chokeret tilbage. Sagen har for alvor sat Brønderslev på danmarkskortet. For hende er udsendelsen kulminationen på halvandet års mislykket kommunikation.

»Vi blev mildt sagt røvrendt af DR Dokumentar, som løb fra vores aftale og fokuserede på vores medarbejder som enkeltperson,« siger Mette Krogh Jacobsen, da Journalisten møder hende. Der er gået tre dage, siden dokumentaren blev sendt – men vreden har ikke lagt sig.

Ifølge Mette Krogh Jacobsen havde Brønderslev Kommune og DR Dokumentar en klokkeklar aftale om, at faglig leder Inge Gorm Andersen ikke skulle svare på spørgsmål om kommunens ansvar og fejl. Hun skulle derimod tituleres "socialrådgiver" og kun svare på faglige spørgsmål om de dilemmaer, som socialrådgiverne stod med i sagen. Hvis DR ønskede at spørge om kommunens ansvar i sagen, skulle de besvares af direktør for Børn og Kultur Henning Risager.

Den rollefordeling bekræfter Inge Gorm Andersen over for Journalisten.
Mette Krogh Jacobsen forklarer, at DR giver udtryk for, at der ikke var brug for Henning Risager. For der var ingen skurk i Brønderslev, forklarer hun.
»DR fortæller os, at de ikke har brug for at snakke med direktøren, fordi de ikke vil hænge den op på os,« siger Mette Krogh Jacobsen.

Men efter udsendelsen føler hun, at Brønderslev Kommune og ikke mindst Inge Gorm Andersen netop er blevet hængt op på sagen – gennem interviewet med Inge Gorm Andersen, der i udsendelsen præsenteres som "faglig leder".
Mette Krogh Jacobsen mener kort sagt, at Inge Gorm Andersen bliver brugt i den rolle, som DR ifølge hende havde afvist at bruge direktøren for Børn og Kultur, Henning Risager, til.

»Vi vil gerne stå ved de fejl, vi har lavet, men det er ikke Inge, der skal hænges ud for dem.«

Konsekvenserne for at stille op i DRs dokumentar er voldsomme for Inge Gorm Andersen. 10 minutter efter at udsendelsen er sendt, ringer hun til Mette Krogh Jacobsen. På dette tidspunkt har socialrådgiveren allerede 18 hademails i sin indbakke. De næste dage følger dødstrusler og hadegrupper på nettet.
»Dokumentaren er godt klippet og meget sober i sin omgang med de børn, der står frem,« erkender Mette Krogh Jacobsen. Men det fjerner ikke indtrykket af, at Inge Gorm Andersen fremstår som ansvarlig.

»Inge er tydeligvis klippet som den store skurk – stik imod vores aftale. DR har klippet hendes skæve smil ind på de forkerte tidspunkter, og hendes indrømmede fejltagelse er hele klimaks. Sådan kan det bare ikke gøres op. Man kan ikke sætte et ansigt på denne sag. Der er 100 ansigter, der har fejlet i løbet af 15 år,« siger Mette Krogh Jacobsen.

Irene Thyrri fra DR Dokumentar, tilrettelægger på programmet, kan slet ikke genkende Mette Krogh Jacobsens kritik. Hun understreger, at hun ikke har indgået en aftale om, hvordan Inge Gorm Andersen skulle tituleres, eller hvilke spørgsmål DR måtte stille hende.
»Jeg gør en stor dyd ud af at overholde mine aftaler, da det er altafgørende for mit arbejde, og det virker, som om de her anklager er opfundet til lejligheden, efter de reaktioner kommunen har fået,« siger Irene Thyrri, der understreger, at hun tager stærkt afstand fra trusler og hadegrupper, men på ingen måde føler sig ansvarlig for dem.

»Vi ville undersøge, hvordan det her kan ske, og citerer Inge Gorm Andersen for, at ingen har handlet i ond tro. Der er på ingen måde tale om et karaktermord. Tværtimod kunne vi have taget mange ting med, som vi ikke gjorde. Lolland Kommune fylder meget mere i dokumentaren, og vi har fået kritik for ikke at gå hårdt nok til Brønderslev Kommune,« siger Irene Thyrri.

Irene Thyrri forklarer, at hun før interviewet sendte alle spørgsmål til kommunen, og at hun før udsendelsen sendte Inge Gorm Andersens citater på skrift. Kommunen havde ingen kommentarer.
»Jeg har ikke hørt noget som helst, før dokumentaren blev sendt – og både Mette Krogh Jacobsen og direktør Henning Risager var til stede under hele interviewet med Inge Gorm Andersen, så de vidste udmærket, hvad hun sagde.«
Irene Thyrri påpeger desuden, at Inge Gorm Andersen har udtalt sig om sagen som leder tidligere, og at hun foretrak at tale med Inge Gorm Andersen, fordi hun var tæt på sagen. Hun holdt muligheden åben for at tale med direktør Henning Risager senere. Men da det gik op for Irene Thyrri, at der ikke var plads til ham, havde kommunen ingen indvendinger imod, at han ikke medvirkede, forklarer hun.

Mette Krogh Jacobsen mener ikke, det frifinder DR, at Brønderslev Kommune blev orienteret om spørgsmål før interviewet og fik lov at læse de citerede svar før udsendelsen. Hun fortæller, at de fremsendte spørgsmål blev suppleret af opfølgende spørgsmål, som kommunen ikke var orienteret om.

»Inges svar fik vi på en mail den 29. maj, få dage før programmet oprindeligt skulle sendes. Der var ikke noget forkert i svarene, og vi vidste af gode grunde ikke, hvordan svarene ville blive bragt, og hvordan udsendelsen i øvrigt ville blive klippet sammen.«

For Mette Krogh Jacobsen er lektien, at åbenheden ikke betalte sig. Det er paradoksalt, ikke mindst fordi Brønderslev Kommune blandt andet besluttede at deltage for at rette op på tidligere kommunikationsmiserer i sagen. Da sagen ramte pressen første gang sidst i februar 2010, gik borgmesteren i Brønderslev i offensiven og skød skylden på andre kommuner. Hun sagde lige ud på tv, at "børnene har det godt nok".

»Vi troede, at den sandhed, vi havde om familien, var den rigtige. Vi havde en rapport fra Hjørring Sygehus, der sagde, at børnene ikke var blevet udsat for noget, så vi tænkte: "Ja, det er en fattig familie, men den holder ikke i retten, den der!" Der er forskel på, om børn er beskidte eller mishandlede,« siger Mette Krogh Jacobsen i dag.
Men da Brønderslev Kommune i løbet af marts 2010 får rapporter ind fra Lolland Kommune, hvor familien havde boet i mange år, ændrer sagen karakter.

»Så går det mere og mere op for os, at denne sag er rigtig skidt. Vi skulle klart have været mere ydmyge og undersøgt sagen til bunds i stedet for at storme ud med bål og brand,« fortæller Mette Krogh Jacobsen.
Så da kommunen i februar 2011 erfarer, at DR arbejder på en dokumentar, vælger Brønderslev Kommune den ydmyge åbne vej i stedet for den hårde konfronterende.

I dag ser Mette Krogh Jacobsen en klar sammenhæng mellem, at Statsadvokaten og Politiet er gået i gang med at undersøge, om der kan rejses tiltale mod de kommunale sagsbehandlere i sagen, og DR's vinkling:
»Hvis DR havde skudt skylden på en direktør i stedet for et konkret ansigt, havde der ikke rejst sig sådan en folkedomstol. Prøv at se på Lollands rolle i sagen. Det er dem, der havde rapporterne. Det er dem, der er blevet dømt til at dække alle sociale udgifter. De stiller med en direktør, der påstår, at de intet har gjort galt, og ingen journalister interesserer sig for dem. Vi indrømmer vores fejl, og så bliver der gjort krav om, at nogen stilles til ansvar, fra befolkningen.

Det kan politiet godt se. De ved godt, at hvis de ikke selv starter en undersøgelse, så er der nogle længere oppe i systemet, der vil kræve den,« siger Mette Krogh Jacobsen – der sammenfatter lektien således:
»Det var da frygteligt naivt af os at tro, at vores medvirken ville bringe noget som helst godt med sig. Det har vi da lært af det her: Menige medarbejdere skal ikke medvirke i den slags udsendelser fremover.«