De to britiske sygeplejersker, som blev dømt for mord i Saudi-Arabien, har tjent millioner ved at sælge deres historie til pressen. Engelske aviser stod i kø for at købe historien – de var parate til at udskrive checks på tre millioner kroner.

Fotograferne sloges om at komme til, da to britiske sygeplejersker forleden vendte hjem fra halvandet år i et kummerligt saudi-arabisk fængsel.
For Deborah Parry var mødet med de hjemlige gentlemen of the press ikke mindre skræmmende end torturen, dommen til døden ved halshugning og det mentale sammenbrud, hun måtte igennem i Saudi-Arabien, hævdede hun senere.
Mens der udbrød håndgemæng blandt det halve hundrede fotografer, som klemte sammen omkring hende i lufthavnen, måtte hun føres gennem den skrigende hob med sort klæde over sin spinkle skikkelse. For enden af spidsroden ventede en terrængående Landrover fra The Daily Express på at køre hende til sikkerhed og eksklusivt interview.
Lucille McLauchlan, hendes meddømte i mordet på en australsk kollega på et hospital i Dhahran, slap ikke bare en smule lettere fra forhørene og rettergangen i Saudi-Arabien, hvor hun blev idømt otte års fængsel og 500 piskeslag. Hun svævede også let hen over de frådende pressefolk, da The Daily Mirror strøg af sted med hende i en helikopter.
Hvor uværdige optrinene i lufthavnen i Gatwick end kan forekomme, så var de for intet at regne imod pressedramaet, der forinden havde udspillet sig i Londons chefredaktør-suiter. The Daily Express og The Daily Mirror var triumfatorerne i en hektisk auktion blandt de store spillere i den britiske boulevardpresse om erhvervelsen af de eksklusive rettigheder til sygeplejerskernes historier.
The Daily Express rapporteres at have betalt godt en million kroner for Deborah Parrys historie. The Daily Mirror pungede ud med knap halvanden million kroner for Lucille McLauchlans. Og hele ankomsten kom derfor kun til at handle om at undgå, at den øvrige presse fik så meget som en næsetip af de to kvinder at se.

Blodpenge og benådning
De to kvinder var bekendte af det australske mordoffer, Yvonne Gilford, i Dhahran. De blev fældet på skriftlige tilståelser, som blev udarbejdet under fem dages forhør uden sagførerbistand eller kontakt med den britiske ambassade. Retssagen var hemmelig. Der var ingen anden bevisførelse end tilståelserne. Ingen fysiske beviser eller indicier. Intet forsvar i retten. Kvinderne hørte om dødsdommen over Deborah Parry i en BBC-nyhedsudsendelse på deres langbølgeradio i cellen.
Parry og McLauchlan har hele tiden fastholdt, at de underskrev tilståelserne under tortur, voldtægtstrusler og imod løfter om, at de omgående ville blive sendt hjem til Storbritannien, hvis bare de gav efter.
I stedet blev de genstand for et internationalt tovtrækkeri, som kom til at vare halvandet år. Deborah Parry undgik eksekveringen af dødsdommen, fordi Yvonne Gilfords familie i Australien lod sig overtale til at tage syv millioner kr. i blodpenge i stedet i overensstemmelse med den islamiske sharia-ret. Og den saudi-arabiske kong Fahd benådede derpå sygeplejerskerne og sendte dem hjem til Storbritannien i håb om at undgå skader på forholdet til Storbritannien over sagen.

Avis-tabernes bitterhed
Ved de første antydninger af en forestående frigivelse, blev der travlt blandt chefredaktørerne i London, hvor refleksen i voksende grad er at gribe efter checkhæftet, når rivalerne skal scoopes. The Daily Express menes altså at have betalt godt en million kroner og The Daily Mirror måtte slippe halvanden million kr. for deres ‘eksklusive' interview.
Det viste sig senere at være billigt sluppet. Flere konkurrenter erklærede sig rede til at betale det dobbelte eller det tredobbelte efter tidligere nølen, men nu var de for sent på den, og luften over Gatwick var tyk af tabernes bitterhed.
Det var tabernes lederspalter også dagen efter. The Sun og The Daily Mail harcelerede i de højeste moralske toner over, at The Express og The Mirror brød den britiske presseetiske standard ved at give penge til dømte forbrydere, som derved profiterer på deres ugerninger. Samme beskyldninger blev rettet imod de to blade af et par af flagskibene i den mere seriøse del af den britiske presse, The Times og The Daily Telegraph.
Men mens The Express og The Mirror fyldte halve snese af tabloidsider med sygeplejerskernes beretninger om deres lidelser i det fremmede fængselshelvede, morede de to blades redaktører sig med at påpege de klagende konkurrenters hykleri. Ikke bare havde the Mail og The Suns ejer, Newscorp., for sent tilbudt at betale mere for historierne. Blot et par uger forinden leverede The Times et flammende forsvar for at have bragt uddrag af en bog, som en notorisk barnemorder, Mary Bell, havde fået 165.000 kr. for at bidrage til. The Telegraph var selv i gang med at bringe daglige uddrag af en tidligere IRA-terrorist og morder, Sean O'Callaghans, sensationelle og langt dyrere erindringsbog.

Kritik fra politikere
Flere britiske lovgivere klagede også over The Express og The Mirror. Den konservative George Galloway anmodede det britiske pressenævn, The Press Complaints Commission, PCC, om at få standset udbetalingerne til sygeplejerskerne. Claire Ward fra Labour og medlem af parlamentets medieudvalg påpegede, at de to kvinder stadig er dømte kriminelle, i hvert fald teknisk set. Hun mente, at sygeplejerskerne snarere end at blive behandlet som heltinder, burde vise ydmyg taknemmelighed over kong Fahds benådning af dem.
Såvel The Express som The Mirror henholder sig til, at sagsbehandlingen i det saudi-arabiske retssystem var groft mangelfuld, og at de helhjertet tror på de to kvinders uskyld – en holdning som blev underbygget af et dybdeborende BBC-dokumentarprogram samme dag, som kvinderne blev frigivet.
Blandt de to dagblades forsvarere er det seriøse The Guardian. I en analyse af affæren peger bladet på, at PCCs etiske retningslinier tillader betaling til dømte forbrydere i tilfælde, hvor det er i offentlighedens interesse at få omstridt materiale offentliggjort. Det mener bladet i højeste grad er gældende i betragtning af den tvivlsomme retspraksis, som synes at være brugt i sygeplejerskernes sag i Saudi-Arabien.

Guardian forsvarer checkhæfte-journalistik
Mere bemærkelsesværdigt er det måske, at The Guardian samtidig forsvarer den voksende udbredelse af checkhæfte-journalistikken. Bladet forklarer den med konkurrencevilkårene i et kapitalistisk samfund med faldende samlet avissalg. Under de omstændigheder, skriver bladet, er bud på at få fat i øjeblikkets varme sag – hvad enten det gælder en stor historie, boguddrag eller et sæt afslørende fotografier – et vigtigt element i avisverdenen.
»Folk i en varm histories centrum er hurtigt opmærksomme på, at de kan tjene store penge i deres 15 minutters berømmelse. Det kan næppe overraske, at de fleste griber chancen,« skriver bladet videre.
The Guardians analyse bør ikke komme bag på nogen, der kender til britiske tilstande. Sensationsaviserne har længe betalt godt til kasserede elskerinder for saftige detaljer om sex med de mægtige, de rige eller de kongelige. Sladderugeblade betaler rutinemæssigt millionbeløb (i kroner) for at få adgang til de kendtes boliger og privatliv. Den berygtede journalist, Max Clifford, har nedsat sig som skandalemægler og tjener formuer som konsulent i sleaze(politisk snask) – han rapporteres at være rasende over, at sygeplejerskernes sagførere holdt ham uden for deres auktion. Selv sportsfolks fiaskoer kan give store indtægter, og da Paul Gascoigne blev vraget til den engelske fodbold VM-trup forleden, kontaktede han The Sun og fik halvanden million kr. for at give bladet et eksklusivt interview om sine tårer, sit raseri og sit angreb på inventaret i sit hotelværelse efter landstræner Glenn Hoddles modige beslutning.
Opgøret om sygeplejerskerne er således en del af hverdagen i den britiske presse. Fra det øjeblik, sagen blev kendt i Storbritannien, var den omgærdet af samme hysteri og mistro, som omgiver alle sager imod briter ude i verden, hvad enten de er au pair-piger anklaget for barnemord i USA eller soldater sigtet for det brutale mord på en sagesløs dansk turist-guide på Cypern.
Sygeplejerskernes historie lugtede langt væk af penge fra starten, og hvis deres sagførere og agenter forvalter deres potentielle guldgruber ordentligt, venter nu tillige fede bogkontrakter og salg af filmrettigheder.

Niels-Victor Christiansen er Jyllands-Postens korrespondent i London.