search

BRITISK TV I KVALITETSFALD

Seertalsfiksering og kommercialisering har fortrængt seriøs journalistik fra britisk tv. Seerne behandles som forbrugere i et supermarked, snarere end som borgere i et demokrati, fastslår ny rapport.
Seertalsfiksering og kommercialisering har fortrængt seriøs journalistik fra britisk tv. Seerne behandles som forbrugere i et supermarked, snarere end som borgere i et demokrati, fastslår ny rapport.

 

• Sæbe. Disneyficering. Tyggegummi for øjnene. Der bliver ikke sparet på ukrudtssproget i en ny rapport om tendenser i britisk fjernsyn: »A shrinking iceberg travelling south …« hedder rapporten fra centret for kommunikations- og informationsstudier på University of Westminster.
Pressionsgruppen, The Campaign for Quality Television, der samler et par hundrede engagerede tv-folk, har bestilt rapporten. Og det smeltende isbjerg, der er på vej mod endnu varmere farvande, er kvaliteten i britisk fjernsyn. Ifølge rapporten har den vist sig ikke at tåle det seneste tiårs økonomiske tv-klima, kendetegnet ved kommercialisering, korttidskontrakter, allehånde besparelser på research samt en blind jagt på højere seertal med dertil hørende annonceindtægter.
»Britisk tv har været kendt for at være nyskabende, men grunden er ved at forsvinde under os. Selskaberne er holdt op med at investere i medarbejderne. De går efter billig arbejdskraft – eller efter store og dyre navne, der kan tiltrække mange seere. Både arbejdsbetingelserne og afhængigheden af annonceindtægter trækker i retning af konservering snarere end af nyskabende indsats,« siger Bridget Cass, talskvinde for The Campaign for Quality Television.
Gruppen har sørget for at få rapporten på gaden samtidig med, at der foregår et udvalgsarbejde om revision af den 1990-lovgivning, der overlod store dele af britisk fjernsyn til markedsstyring. Den klare hensigt er at argumentere for regulering, der kan sikre plads til journalistik og drama, som overskrider grænser, og som vil noget mere end blot høje seertal.

Mindre politik og udenrigsstof
Aktualitetsstof uden for nyhedsudsendelserne samt drama er de to udsendelsestyper, der belyses i rapporten. To gange fire ugers udsendelser fra hvert af årene 1977-78, 1987-88 og 1997-98 er blevet set og analyseret af kommunikationsforskerne Steven Barnett og Emily Seymour på University of Westminster. Desuden har de gennemført interview med godt halvanden snes højt placerede og erfarne tv-folk.
Centrale konklusioner er, at udenrigsstof og stof om principielle og komplicerede emner af politisk art helt er forvist fra de kommercielle kanaler. BBC2 er alene om udenrigsstoffet. BBC1 er alene om de lidt tungere politiske emner. Tendensen er, at aktualitetsprogrammerne skrumper. De bliver færre, kortere og flyttes væk fra den gode sendetid. Og i de tilbageværende udsendelser er det emner som kriminalitet samt forbrugerstof, der vinder frem. Samtidig er antallet af timer, der bruges på det enkeltstående tv-drama blevet halveret i den undersøgte periode. Og tiden til sæbeserier er blevet femdoblet.
Klager over for stramme budgetter, for meget bureaukrati og i det hele taget for dårlige arbejdsbetingelser kunne man nok have indsamlet på et hvilket som helst tidspunkt i de seneste to årtier, konstaterer de to forskere i deres konklusion, men: »Vi tror ikke, at en lignende undersøgelse foretaget på noget andet tidspunkt i de sidste fire årtier ville have fundet den samme deprimerende kombination af pessimisme, kreativ udmattelse, frustration og vrede over uudnyttede muligheder. Der er en meget stærk følelse af, at et kraftfuldt, kreativt og demokratisk medies potentiale gradvis er ved at blive undergravet, så der efterhånden kun vil blive produceret meget lidt, som har nogen som helst social eller kulturel værdi.«
Krav om høj produktivitet, lave omkostninger og høje annonceindtægter er i det seneste tiår blevet styrende på de kommercielle kanaler, og også BBC er blevet smittet af markedsretorikken, vurderer Barnett og Seymour. De tilføjer, at ingen hidtil har prøvet at undersøge konsekvenserne for de to forbundne emner: Arbejdsbetingelserne og programkvaliteten. Derfor, erklærede de, har de valgt at fokusere på følgerne for kreativiteten, snarere end for produktiviteten.

Korttids-kontrakter
Med den kikkert for øjet har de dels observeret et tiltagende bureaukrati: Beslutninger flyttes op i systemerne og tages i høj grad ud fra økonomiske og juridiske overvejelser, der ikke lige netop fremmer vovemod og kreativitet.
Dels har de observeret en stærk teknokratisk tendens, kendetegnet ved hvad de kalder en pseudovidenskabelig forskningskultur. I en branche, hvor det tidligere blev forventet af folk, at de havde og udøvede dømmekraft, bliver der nu lagt større vægt på fokusgrupper og statistiske analyser af seer-demografi end på journalistisk instinkt og kreative skøn, lyder kommentaren: »They’re focus grouped to hell«, udbryder en af de interviewede opgivende.
Netop en tilbøjelighed til at opgive er en tredje tendens, der trækkes frem. Sine steder kastede man vildt om sig med penge i firserne, men nu lægges der et næsten ubærligt pres på mange tv-folks arbejdsliv, og de føler sig isolerede, usikre og magtesløse, hedder det. De stadig mere omsiggribende korttidskontrakter bringer en del på »randen af desperation«.
Folk tilknyttes først i det øjeblik, hvor de faktisk skal lave en udsendelse. Selskaberne investerer hverken i ideudvikling, basal research eller optræning af nye medarbejdere. Og undersøgende journalistik, som ikke med sikkerhed giver afkast – hurtigt og stort – eller som indebærer rejseudgifter, er stort set bandlyst.

Ingen penge i Østtimor
Rapporten om det smeltende isbjerg er et stykke engageret samfundsforskning, et indlæg i en aktuel debat, ikke en neutral kvalitetsmåling ud fra et indiskutabelt kvalitetsbegreb. Konklusionerne fremkommer ud fra et kvalitetsbegreb, der er i modstrid med den markedsorienterede definition. Ikke stort salg, men faktorer som uforudsigelighed og samfundsrelevans bruges som kriterier for kvalitet.
Med det udgangspunkt kritiseres det seneste tiårs udvikling for at fremme »en opfattelse af seerne som forbrugere i et supermarked snarere end som borgere i et demokratisk samfund« og som potentielle indtægtskilder frem for som partnere. Eller, som det siges af en ledende medarbejder fra annonceafdelingen i ITV:
»Vi vil simpelthen ikke have et program om Østtimor, for det trækker kun to millioner seere, og det kan jeg ikke have med at gøre – det er sagen. BBC må tage det på sig, for regeringen har gjort os afhængige af reklameindtægter og intet andet.«

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen