
Mark Thompson, der for nylig blev udnævnt til CNN-direktør, er blandt investorerne i nyhedsbrevsmediet Mill Media. Foto: Neil Hall/Reuters/Ritzau Scanpix
”I de sidste par år har vi vist, at et lokalt medie med højkvalitetsindhold og brugerbetaling er en mulighed. Vi er lykkedes med at opbygge en engageret læserskare, der vil have bedre dækning, bedre journalistik og bedre undersøgende journalistik.”
Ordene i en The Guardian-artikel kommer fra Joshi Hermann, grundlæggeren af det lokale medie Manchester Mill, der udkommer som nyhedsbrev.
Og noget kunne tyde på, at Joshi Hermann har fået udviklet et lokalt medie med succes.
I hvert fald har han for nylig solgt omkring 20 procent af moderselskabet, Mill Media, til en gruppe private investorer for 350.000 pund, hvilket svarer til lidt mere end tre millioner kroner. Dermed har Mill Media en værdisætning på over 15 millioner kroner.
Blandt investorerne finder man Mark Thompson, der tidligere har været generaldirektør for BBC og administrerende direktør for New York Times. Han blev i sidste uge udnævnt til administrerende direktør hos CNN.
Til The Guardian udtaler Mark Thompson, at han er interesseret i Mill Media, fordi ”britiske byer har brug for god kommerciel og holdbar journalistik til at informere offentligheden og holde snor i de magtfulde institutioner”.
Vil udvide til flere byer
Med pengene fra investorerne vil Joshi Hermann udvide til andre byer samt ansætte flere medarbejdere i byerne Manchester, Liverpool og Sheffield, som The Mill allerede er i.
Leeds, Birmingham, Newcastle og skotske Glasgow kan blive de næste byer, hvor betalingsmuren bliver sat op for lokale nyheder via nyhedsbreve.
Ifølge The Guardian har Mill Media flere end 5.000 abonnenter, der betaler 60 kroner om måneden for mikset af lange artikler og on-the-ground-journalistik. Dog er cirka halvdelen af journalistikken i nyhedsbrevet gratis at læse, hvilket mange også benytter. I Manchester har man eksempelvis 37.000 abonnenter på nyhedsbrevet.
Filosofien er ikke at lave breaking news om kriminalitet, ulykker og trafik, som lokale aviser er fyldt med. Ifølge Joshi Hermann er hans lokale medier det modsatte af klassiske lokale medier, der er ”ulæselige på grund af overfloden af lavkvalitetsreklamer”.
”Du får langt færre historier hos os, men de vil højst sandsynligt være grundigt researchet og have original rapportering i dem,” siger Joshi Hermann.
Han tilføjer, at mange journalister er ”desperate” efter at tilslutte sig de lokale afdelinger af Mill Media, for at slippe clickbait-journalistikken, hvor det kun drejer sig om at nå sine trafikmål på bekostning af journalistik, der betyder noget.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.