Nyhedsoverblik

data_usage
chevron_left
chevron_right
07:55 20.06.2022 Ritzau

Britisk journalist og hans guide blev dræbt af skud i Amazonas

Britisk journalist og hans guide blev dræbt af skud i Amazonas

Aktivister har bebrejdet præsident Jair Bolsonaro for drabene for at tillade kommerciel udnyttelse af Amazonas på bekostning af miljøet og lov og orden. Ueslei Marcelino/Reuters/Ritzau Scanpix

En britisk journalist og hans brasilianske guide, hvis forsvinden i Amazonas i begyndelsen af juni har fået stor international opmærksomhed, blev begge dræbt af skud, oplyste brasiliansk politi lørdag.

Oplysningen kom, dagen efter at efterforskere fredag bekræftede, at menneskelige rester fundet i regnskoven stammer fra den forsvundne journalist Dom Phillips. Andre menneskelige rester tilhører ifølge myndighederne Phillips’ rejsemakker, brasilianeren Bruno Pereira, som var ekspert i indfødte befolkningsgrupper.

Begge mænd blev ifølge politiet dræbt af skud. 57-årige Phillips blev ramt af et enkelt skud i brystet, mens 41-årige Pereira blev ramt af tre skud, hvoraf det ene var i hovedet. Bruno Pereira arbejdede for at beskytte indfødtes landområder og havde modtaget flere dødstrusler.

De to mænd forsvandt 5. juni i en isoleret del af regnskoven, der plages af ulovlig minedrift, fiskeri og skovhugst såvel som narkohandel.

En lokal fisker og hans bror har indrømmet drabene på Dom Phillips og Bruno Pereira. Det var den ene af brødrene, som viste politiet det sted nær byen Atalaia do Norte i den vestlige Amazonas-delstat, hvor ligene var gravet ned.

En tredje mistænkt i sagen har meldt sig selv på politistationen i Atalaia do Norte. Politikommissær Alex Perez Timoteo siger til nyhedsmediet G1, at der sandsynligvis vil ske flere anholdelser i de kommende dage.

SENESTE NYT

Flere nyheder