Organisationen Wikileaks anklager den britiske avis The Guardian for at være skyld i, at tusindvis af dokumenter fra det amerikanske diplomati blev offentliggjort uden ordentlig sløring af dokumenternes kilder.
I sidste uge var Wikileaks på banen igen. Den kontroversielle organisation, der er blevet kendt for at lække hemmeligstemplede dokumenter fra krigene i Afghanistan og Irak og tusindvis af korrespondancer fra den amerikanske udenrigstjeneste, offentliggjorde omkring 100.000 nye dokumenter fra amerikanske ambassader over hele verden.
Men der var et problem. I 2.000 af dokumenterne fandt nyhedsbureauet AP navnene på omkring 90 kilder, der ikke var anonymiseret ordentligt. Flere af kilderne virker som meddelere og samarbejdspartnere hos ambassaderne. Det fik de amerikanske myndigheder til at anklage Wikileaks for at sætte kildernes liv på spil.
Men Wikileaks med den kontroversielle Julian Assange skød straks skylden videre på den britiske avis The Guardian. Wikileaks mener, at da The Guardian offentliggjorde et kodeord til en af organisationens databaser, bragte de sikkerheden for hele den lækkende organisation i fare. Det skriver den britiske hjemmeside PressGazette.co.uk.
Men The Guardian afviser anklagerne.
»Vores bog om Wikileaks blev udgivet i februar. Den indeholdt et kodeord, men ingen detaljer om filerne, og vi fik at vide, at det var et midlertidigt kodeord, der ville udløbe i løbet af få timer. Wikileaks udtrykte ikke nogen bekymring over, at vi viderebragte kodeordet, og hvis nogen hos Wikileaks var bange for, at det ville kompromittere sikkerheden, har de haft syv måneder til at fjerne filerne,« siger en talskvinde for The Guardian til PressGazette.
The Guardian har tidligere sammen med flere andre internationale medier været samarbejdspartner med organisationen Wikileaks, men det samarbejde brød sammen efter lækagen af dokumenterne fra den amerikanske udenrigstjeneste sidste år. I sidste uge lækkede Wikileaks sine dokumenter uden hjælp fra de etablerede medier.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.