search

Brinkmanns kort

Stor lobbyist og forfører - kan efter få minutters briefing fra en ansat levere den salgstale, der overbeviser kunderne. Cirka 10 ansatte ud af en stab på 15-20 har forladt firmaet inden for halvandet år. Både et bestyrelsesmedlem i Brinkmann Kommunikation A/S og selskabets revisorfirma kan relateres til spektakulære selskabs-sager.

Stor lobbyist og forfører – kan efter få minutters briefing fra en ansat levere den salgstale, der overbeviser kunderne. Cirka 10 ansatte ud af en stab på 15-20 har forladt firmaet inden for halvandet år. Både et bestyrelsesmedlem i Brinkmann Kommunikation A/S og selskabets revisorfirma kan relateres til spektakulære selskabs-sager.

»Ytringsfriheden er for dyrebar at overlade til journalisterne.«
Den 54-årige slagtersøn fra Brønderslev, Niels Richard Brinkmann, direktør i Brinkmann Kommunikation A/S, svinger atter øksen over den danske journaliststand. Først dømte han dokumentar-genren nærmest utroværdig. Næste hug er et register, hvor danske journalister, der har beskrevet erhvervslivet, skal registreres med hver deres karakterbog.
En besnærende tanke. JOURNALISTEN har udfyldt Brinkmanns eget kartotekskort, efter hans egen skabelon. Gennem research i Brinkmanns erhvervsfortid og interview med tidligere ansatte, tegner JOURNALISTEN en del af hans profil.
Brinkmanns store talent er, at hvis han vil sætte en dagsorden – så gør han det. Han fremhæves som manden, der kan modtage fem minutters briefing fra sin ansatte i taxaen, gå ind til mahognibordet og tage kunderne med storm, gå ud igen med ordren i behold – uden nødvendigvis at have fattet sagens fulde sammenhæng.
Han lever især på sine »brillante øjeblikke af sceneshow« – som én siger – hvor han gennembryder kommunikationsmuren.
Det seneste lysende eksempel er fra foråret 1997, hvor en gruppe parallelimportører vandt en storstilet sejr i Fol-ketinget over medicingiganterne, der ville have de smås import forbudt. »Genialt lobbyarbejde,« konstaterede Børsens Nyhedsmagasin på forsiden.

Turbulent firmaliv
Niels R. Brinkmann er uddannet på Danmarks Journalisthøjskole i 1970 og arbejdede derpå for blandt andet Amts-bladet i Holstebro, Aktuelt i Herning og Ringkøbing og Jyllands-Posten.
Efter flere informations- og redaktørjob indledte Brinkmann i 1981 løbebanen som kommunikationsrådgiver – overgangen til en meget hektisk tid.
»Ideerne genereres så hurtigt hos Brinkmann, at det of-te går galt,« skrev Børsens Nyhedsmagasin i april 1988. »Det vidner ændringerne af hans selskabskonstruktion i tide og utide om,« lød fortsættelsen.
Turbulensen topper sidst i 1988. Fra 20. oktober til 28. december 1988 opløses flere selskaber, med Brinkmann som direktør eller bestyrelsesmedlem. Navnene på firmaerne afslører et vist kreativt talent: Niels R. Brinkmann ApS, Brinkmann Communikation A/S og Brinkmann Kommunikation A/S. I de to sidste tilfælde, er det kun et »C« og et »K«, der adskiller navnene.
Brinkmann Communication A/S er opløst, fordi der ganske enkelt ikke blev tjent penge i det. I det afsluttende regnskab har revisoren påtegnet, at »der er i strid med aktieselskabsloven par. 115 ydet lån til selskabets hovedaktionær.« Brinkmann har lånt godt 143.000 kroner af kassen til sig selv.
Brinkmann forklarer JOURNALISTEN, at opløsningen af selskaberne skyldes, at han sælger ét af sine firmaer, og at andre firmaer derpå opløses, fordi medarbejderne i dem overgår til det solgte firma.

Fire millioner statskroner
I 1994 stiftes Brinkmann A/S – i daglig tale Brinkmann Kommunikation A/S.
I firmaets kundekreds ses Kelloggs, Tele Danmark, Sophus Berendsen, Den Danske Bank, Falck – og også Kulturministeriet har bidraget til omsætningen.
Brinkmann Kommunikation A/S tog daværende kulturminister Jytte Hilden med storm, da firmaet i foråret 1996 gennemførte den såkaldte »KulturXpressen«, hvor godt 21.000 danskere i tre danske byer svarede på spørgsmål om kulturpolitikken. Projektet blev styret af Marianne Fruergaard Brinkmann – gift med Niels Brinkmann.
»Det overgår langt mine forventninger«, jublede Jytte Hilden – mens pressen var betydeligt mindre imponeret.
»Forudsigelige svar på velkendte spørgsmål,« hånede journalist Torben Krogh i Politiken.
Kontorchef Per Voetmann, Kulturministeriet, forklarer, at »KulturXpressen« var Brinkmanns ide. Ministeriet bidrog dog med halvanden million kroner, mens Post Danmark postede tre millioner i. Ministeriet ved i dag reelt ikke, hvad der kom ud af investeringen.
»Jeg tror, Viborg Kommune fremskyndede en kultur-handlingsplan. Valby – det ved jeg ikke. Og Odense ville ikke rigtigt engagere sig,« siger Per Voetmann, der henviser til de enkelte kommuner.
Regnskabet for 1996 viser en Brinkmann-omsætning på cirka 10 millioner, et tal, der gentages i 1997, hvor der bliver knap to millioner kroner i overskud før afskrivninger.
1997-regnskabet afslører også noget af den virak, der synes at følge Brinkmanns personalepolitik:
»En partners afgang som ansvarlig for de daglige operationer,« betød, at firmaet mistede »igangværende arbejder af betydelig størrelse,« skriver revisoren.
De kryptiske ord dækker over, at den administrerende direktør og medejer – Morten Holm – har forladt firmaet. Morten Holm havde forhandlet en fordelagtig aftale hjem med et amerikansk reklamebureau, men Brinkmann gik ind i de sidste afgørende forhandlinger og sikrede, at han og ikke Morten Holm blev den danske hovedkontakt.
Brinkmann erkender, at det var en twist om magt, der udløste bruddet:
»Morten Holm gik, fordi han var utålmodig efter at få den fulde indflydelse i virksomheden. Men jeg ville ikke fylde mindre.«
Holm har taget flere kunder og to ansatte med over i sit nye firma, og fremhæver med sin ultrakorte kommentar distancen til den mangeårige makker Brinkmann: »Jeg ser fremad – ikke bagud.«

Væk fra Brinkmann
Omkring 10 ansatte, ud af en stab på 15-20, har taget samme tur som Holm væk fra Brinkmann siden april 1997. Slankningen betyder, at firmaet i dag kun fylder én etage mod to i velmagtsdagene.
Niels R. Brinkmann:
»Da Morten Holm forlader firmaet og tager to medarbejdere med, ændrer vi firmaets strategi, så vi i dag bruger flere freelancere. Og så er der endelig nogle medarbejdere, der ikke passede ind i firmaet.«
Merete Lasthein synes ikke, hun »passede ind«. Hun sagde op som projektkoordinator hos Brinkmann Kommunikation i maj 1998 efter halvandet år i firmaet. I dag arbejder hun for reklamebureauet RbB. Hun oplevede, at Brinkmann brugte straf/belønning som psykologisk redskab.
»Den ene dag får man lov at bruge sine evner, den næste skal du stå ved kopimaskinen,« siger Merete Lasthein.
Hun høstede stor faglig succes for Brinkmann, da hun i maj 1997 – under Tele Danmarks afstemning om satellitkanalerne – effektivt placerede den lille science-fiction-kanal Sci-fi i danskernes bevidsthed.
Medieomtalen var enorm – men: »Brinkmann var ikke glad på mine vegne,« siger Merete Lasthein. Hun mener, at Brinkmann tværtimod direkte nedgjorde hendes indsats.
Journalist Lotte Dalgaard begyndte hos Brinkmann Kommunikation i september 1997, men sagde op fra august 1998. Hun »passede« heller ikke ind.
»Brinkmann har for mange humørsvingninger. Du vidste aldrig, om du skulle have ros – eller verdens største skideballe,« siger Lotte Dalgaard. »Du dukker nakken, når han går forbi bag dig.«
Lotte Dalgaard mener, registeret over journalister ligger i klar forlængelse af rapporten »Sandheden i Dok.« Brinkmann søger at skabe et nyt marked – erhvervslivet skal, gennem Brinkmann, erobre terræn i pressen. En udvikling, hun er meget skeptisk over for.
»Jeg synes grundlæggende ikke, det er synd for erhvervsvirksomhederne. Det er en meget dårlig tendens, at de nu skal til at styre journalister. Sandheden er jo næsten altid, at firmaer får dårlig presse, fordi de laver noget skidt,« siger Lotte Dalgaard.
Spørgsmålet er da også om virksomhederne overhovedet ser det store problem, som Brinkmann nu i to undersøgelser har profileret sig på.
En pejling på det kunne man få på en storstilet anlagt Brinkmann-konference. I programmet – hvor et foto af Brinkmann pryder forsiden, omkranset af en række medie- og erhvervspinger – gentager Brinkmann påstanden om, at »det stigende aggressivitets-niveau i hovedparten af medierne har medført betydelige frustrationer i både private og offentlige virksomheder.« Han understreger, at »tilskyndelsen« til konferencen kommer fra virksomhederne. »Såvel private som offentlige«.
Konferencen blev dog aflyst – på grund af manglende interesse.

Fastlagte konklusioner
Brinkmanns forretningsmoral beskrives kritisk. Merete Lasthein fortæller, at de ansatte skal fakturere hele 75-80 procent af deres arbejdstid. Det er i sig selv et højt tal, men problemet forstærkes af, at Brinkmann vurderede sin egen indsats så højt, at kundernes budget lynsnart blev spist op.
»Jeg synes, han skrev meget høje regninger for sit eget arbejde,« siger Merete Lasthein. »Jeg mener, han fører sig frem på falske præmisser: jeg synes tit, han var dårligt forberedt. Jeg synes ikke altid, han virker troværdig.«
Den gratisomdelte Søndagsavisen bestilte i efteråret 1998 en undersøgelse hos Brinkmann Kommunikation om fagforeninger, som senere har været udgangspunkt for artikler i avisen.
Journalist Lotte Dalgaard beskriver, at det lå i luften fra begyndelsen, at rapporten skulle konkludere, at fagforeningernes rolle var nærmest udspillet.
»Jeg protesterede voldsomt over hypotesen og over, at de stod så hårdt fast på den. Hvis man skal lave en seriøs undersøgelse, må man være lydhør,« siger Lotte Dalgaard og fremhæver, at interviewpersoner, der var positive over for fagforeningerne, blev direkte nedtonet i rapporten.
Også undersøgelsen »Sandheden i Dok.« får kritiske ord med på vejen.
»Brinkmann ser på et tidspunkt muligheden for at profilere sig over for erhvervslivet på baggrund af rapporten. Fra det tidspunkt stod det klart, at nu skal hypotesen om de dårlige journalister holde. Stemningen i huset var simpelthen den, at journalister er utroværdige, uvederhæftige og uprofessionelle. Det er tankevækkende, at jeg, som firmaets eneste journalistiske medarbejder, ikke skulle bidrage til rapporten,« siger Lotte Dalgaard, der måtte se dokumentar-projektet styret af en RUC-studerende – der oprindeligt havde søgt et studenterjob.

Selskabstømmere
Brinkmann bruger Coopers & Lybrand som revisorfirma. Valget af netop dette firma strider nok lidt mod Brinkmanns høje fokusering på et troværdigt image.
I foråret 1998 afslørede Berlingske Tidende, at netop Coopers & Lybrand har været indblandet i salg af selskaber til formodede selskabstømmere.
På Coopers & Lybrands kundeliste stod blandt andet Bjørn Stiedl, der ifølge blandt andet Jyllands-Posten og Ekstra-Bladet, har været involveret i opkøb af selskaber, der blev tømt for millioner af kroner. Aktiviteter han i dag er tiltalt for.
Med Bjørn Stiedl knyttes et direkte bånd til bestyrelsen i Brinkmann Kommunikation:
På et tidspunkt ønsker Stiedl at flytte sine millioner til Lichtenstein. I den forbindelse er det advokat Philip Baruch fra advokatkontoret Thyregod & Elmer, der laver de nødvendige papirer.
Og netop Philip Baruch er Brinkmanns advokat og sidder i Brinkmanns bestyrelse. »Han har været med altid,« siger Brinkmann. Baruch er den eneste repræsentant i den tre mand store bestyrelse, der ikke er i familie med Brinkmann, der også selv sidder i bestyrelsen. Det tredje medlem i bestyrelsen er Brinkmanns hustru.
Niels Brinkmann:
»Jeg har fuld tillid til Philip Baruch, han udgør intet troværdighedsproblem for firmaet. Og også selskabstømmere har ret til at have en advokat.«
Koblingen mellem selskabstømmere og Brinkmann Kommunikation A/S bliver ikke mindre påfaldende af, at Brinkmann i »Sandheden i Dok.«, netop sætter fokus på DR-dokumentaren »Guldtoget«. I udsendelsen interviewes både Bjørn Stiedl og Philip Baruch om deres roller i selskabs-transaktionerne.
DR-journalist Stig Andersen, der har tilrettelagt »Guldtoget«, siger:
»Det er yderst interessant, at Philip Baruch sidder i Brinkmanns bestyrelse. Havde jeg været opmærksom på det, havde jeg kunnet lægge to og to sammen. I »Guldtoget« beskriver vi, hvordan Philip Baruch forsyner Bjørn Stiedl med de advokaterklæringer, der gør, at Stiedl kan gennemføre sin jongleren med selskaber.«
Stig Andersen fortæller, at Philip Baruch var stærkt fortørnet over at blive indblandet i udsendelsen »Guldtoget«.
»Hvis Brinkmann i sin kritik og registrering af journalister, er inspireret af Philip Baruch, så kan jeg bedre forstå, at han indimellem farer så akavet frem mod journalister,« siger Stig Andersen.
Niels Brinkmann:
»Jeg synes ikke, det gør rapporten om dokumentar-tv mindre troværdig, at Philip Baruch både sidder i Brinkmann Kommunikation A/S' bestyrelse og optræder i Stig Andersens program »Guldtoget. Vi har valgt de fire udsendelser helt tilfældigt.«
Journalist Lotte Dalgaard:
»Jeg ved ikke hvordan valget præcist er foregået. Men jeg ved, at der blev gennemset dokumentarprogrammer i dagevis, inden valget faldt på de fire.«

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen