search

Brillen, der gør blind

Jeg har fået en såkaldt mediedepression. Ingen satser på at lave public service-tv målrettet til mænd på 40 år – mænd som mig. Heller ikke på den nye DR3. Jeg er bange for, at halvgamle damer, mediebøsser og bløde mænd har taget magten over fjernsynet …

Foto: Bjarne Bergius Hermansen/DR

Kig godt på billedet ovenover. De tre kvinder har måske ikke set det selv, men de bærer den samme brille. De er topchefer i DR, og til det job hører en særlig designbrille, sort med kraftigt stel.

Det er sådan set en gammel nyhed, at man i tv-branchen bærer mediebriller (deraf navnet), men hvor jeg engang var med på ideen om, at en sådan brille sendte et signal om kreativ skarphed, så er det nu gået op for mig, at bæreren af mediebrillen, i det her tilfælde DR-brillen, egentlig bare ser verden på samme måde.

De tre damer på billedet ser ikke bare ens ud, de ser også ens ud! De har samme udsyn, samme idé om, hvilken type seer der lige nu er bulls eye for en public service-station. Det er naturligvis den unge, for den unge er fremtiden, og fremtiden er ung og i hvert fald ikke en dag over 39 år, hvorfor jeg som 40-årig er at sammenligne med et udtjent billedrørs-fjernsyn.

Jeg er analog i en digital tid, hvorfor ingen orker at lave segment-analyser på mig og mine tv-behov. Derudover er jeg mand, og desværre, må jeg erkende, ikke den form for mand, som går op i kogekunst, boligindretning og talentkonkurrencer. Der er tider, hvor jeg ville ønske, at jeg var både blød mand og bøsse, måske endda kvinde eller bare et barn, for så ville jeg formentlig have heppet med på Den Store Bagedyst, bidt negle til Kender du typen? og skrålet med på X-Factor. I stedet har jeg fået diagnosen ’mediedepression’. Min læge taler om, at jeg måske helt bør undgå at se tv, især nu, hvor DR3 har lanceret en hel kanal med mere fnis og freakshows til unge mellem 15 og 39.

I går så jeg så alligevel et program på den nye kanal, som handlede om at finde en kæreste til handicappede, fysisk som mentale. En ung pige var lam fra livet og nedefter, så hun satsede på at få lavet større bryster. Både min 11-årige datter og jeg var uden for målgruppen, hun forstod heller ikke, hvorfor pigen udstillede sig selv på tv. Jeg forsøgte med en forklaring om, at det var et freakshow, ligesom i gamle dage med dværge, skæggede damer og negerfamilier indhegnet i Tivoli. Tænk på X-Factor, understregede jeg pædagogisk, imens jeg gjorde hende klart, at der kun er to typer tv tilbage – ’bare det var mig’-tv og ’godt det ikke er mig’-tv. Nogen gange bliver de to kombineret.

Men hvem bestemmer, hvad der er i fjernsynet?, spurgte hun. Og så var det, at jeg viste hende ovenstående billede. Og som godnathistorie fik hun eventyret om den magiske mediebrille.

Tager man den brille på, så ser man ikke længere fjernsynets udnyttelse af de svageste.

Man er overbevist om, at man handler i en god sags tjeneste, og at de medvirkende altid kan overskue konsekvenserne af deres medvirken. Det er som en fortryllet ring. Man er måske et godt menneske indeni, men brillen kan gøre, at man ikke længere kan se, hvad der er godt eller vigtigt for andre mennesker. Alt bliver underholdning, selv om det fortjener bedre.

’Eventyret om den magiske brille’ handler således om en sød dame iklædt sjal og broche, som en dag finder et sæt briller i en gammel skuffe. Når hun tager dem på, bliver hun ligesom Den Blå Fe i Pinocchio og lover alle dem, hun møder, at de kan blive rigtige mediestjerner, hvis de gør sig fortjent til det. Jeg skal ikke afsløre slutningen, men det går grueligt galt, før det igen går godt. Noget med at kaste brillerne ned i en vulkan. Min datter faldt i søvn, inden jeg nåede så langt.

Så var det, at jeg fyrede op under de nye muligheder. Noget helt andet end det, jeg betaler licens til. Noget til mænd. Jeg vil hellere lægge mine penge hos HBO og Netflix, for de tager mig og mine behov alvorligt. Både The Wire, Game of Thrones og især Breaking Bad hjælper på min mediedepression, men derfor kan jeg alligevel ikke slippe tanken om, hvorfor DR ikke har et eneste reelt bud på noget mande-tv til os midt i livet. Prøv Borgen, siger folk. Nej tak, det er femi-drama. Bløde værdier, set fra den kreative klasses perspektiv. Den slags, der virkelig gør én deprim.

TV 2 forsøger med den ene reality-dokumentar efter den anden om ambulancer på farten, politihunde på job, toldere i lufthavnen, task force-typer fra SKAT, der piller pladerne af polske håndværkere, og nu også den kommunale klapjagt på sociale bedragere, gerne tilsat en små-reflekterende bemærkning fra denne ’hverdagens helt’, subsidiært et par bekymrende miner fra læderhalsen Niels Brinch. Klassisk TV 2-mediebrille smurt ind i angstens leverpostej og serveret med blå blink og løg på, og ikke noget at byde en mand som mig, der langtfra har erfaret, at skattefolk og kommunale spioner sorterer under samfundets helte. Hvad bliver det næste? Parkeringsvagter, der stolt fortæller om seneste fangst? Igen – jeg bliver så deprimeret!

Kvinder bliver serviceret med livsstilsprogrammer og halvdårlige krimier til overflod på begge public service-kanaler. De ældre har Charlie. De kloge har DR K. De unge har som nævnt lige fået deres kanal – igen. For selv om DR Mama floppede, så vil statsligt tv bare så fucking gerne have fingrene i them kids. Det er de tre halvgamle damer på billedet, der forsøger at nå de unge. Det er verden set gennem mediebrillen.

Også selv om alle ved, at de unges veje er uransagelige, umulige at forudsige. Lad dem nu flyve bort og komme tilbage til reden, når de som mig er for trætte til andet end at sidde dér foran tossekassen. Imens håber jeg på, at nogen vil tage den midaldrende mand alvorligt. Briller eller ej …

DR
Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen