Den 49-årige presserådgiver Finn Möbius blev fredag eftermiddag dræbt i en trafikulykke. »Det er et stort tab. Finn var altid ekstremt energisk, fuld af gode ideer. Altid positiv over for andre og havde altid et smil på læben,« skriver Brian Mikkelsen.
Ulykken skete fredag kort efter kl. 15 på Skovvejen mellem Værslev, nær Birkendegaard og Ubberup, ved Kalundborg, oplyser blandt andre Jp.dk.
Finn Möbius fik tilsyneladende et ildebefindende og mistede kontrollen over bilen, som først ramte en lastbil i den modsatte kørebane, hvorefter den også ramte to modkørende biler samt en parkeret bil.
»Jeg har mistet min betroede medarbejder og ven Finn Möbius. Han døde i en tragisk trafikulykke fredag eftermiddag tæt på Kalundborg. Det er et stort tab. Finn var altid ekstremt energisk, fuld af gode ideer. Altid positiv over for andre og havde altid et smil på læben. Han kunne tale i telefon i timevis, eller midt under hårdt arbejdspres siddende i stolen foran mit skrivebord fortælle sjove parti- eller journalistiske anekdoter fra "gamle" dage – så vi skraldgrinede sammen,« skriver økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) på Facebook – hvor der lige nu også sendes tanker og hilsner til Finn Möbius' familie.
Finnn Möbius var folketingskandidat for De Konservative på Sjælland med opstilling i Køge-kredsen, da han i januar fik stillingen som særlig presserådgiver for økonomi- og erhvervsministeren.
Han var oprindeligt uddannet journalist og havde i en årrække arbejdet på Christiansborg, bl.a. som pressemedarbejder for De Konservative. Desuden virkede han også som kommunikationsdirektør i Brancheforeningen for Forbrugerelektronik, BFE.
Möbius er Brian Mikkelsens tredje rådgiver på blot syv måneder. I november forlod Sandy French ham til fordel for en chefstilling i DR. I januar gik spindoktor Billy Adamsen af efter kritik. Og blev afløst af netop Finn Möbius. Økonomi- og erhvervsministeren skal derfor nu finde sin fjerde spindoktor på syv måneder.
Finn Möbius bisættes på lørdag den 11. juni kl.11.00 i Kirke Såby kirke.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.