Borgmestre og folketingspolitikere kritiserer, at TV 2 Øst lukker lokalredaktionen i Holbæk. »Uanstændigt,« mener Brian Mikkelsen (K), der kræver, at den nye kulturminister griber ind.
TV 2 Øst har besluttet at lukke deres lokalredaktion i Holbæk. En af årsagerne er, at den digitale teknologi har gjort det lettere at dække større områder fra færre redaktioner. Lukningen vil berøre tre medarbejdere, hvoraf to flyttes til Vordingborg, og den tredje fremover arbejder hjemmefra.
Men en række politikere kritiserer beslutningen. I gårsdagens udgave af Nordvestnyt kommer der blandt andet kritik fra flere nordsjællandske borgmestre. De lover at holde et vågent øje med, om TV 2 Øst neddrosler dækningen af området.
Også fra Folketinget lyder skarpe protester. Brian Mikkelsen (K), der blandt andet har en fortid som kulturminister, er en af kritikerne.
»Det er uanstændigt af TV 2 Østs bestyrelse og direktion at lukke den regionale tv-stations redaktion i Holbæk. Jeg retter omgående henvendelse til den nye regerings radikale kulturminister Uffe Elbæk og beder ham om at gribe ind,« siger han til Nordvestnyt.
Brian Mikkelsen stod selv for den officielle åbning af lokalredaktionen i sin tid.
I dagens udgave af Nordvestnyt, der udkommer over middag, slutter andre Christiansborg-politikere sig også til kritikken.
Der er i øvrigt møde i TV 2 Østs repræsentantskab i morgen lørdag. Her vil en række repræsentanter fra Nordsjælland forholde sig kritisk til den varslede lukning af Holbæk-redaktionen.
1