
Den tidligere landsholds-angriber er blandt andet blevet beskyldt for at medvirke til sportswashing af Dubai med reklamevideoen. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Den tidligere landsholdsspiller Brian Laudrup tager ikke forsvarsløst imod de tæsk, der er kommet, i forbindelse med at han i sidste uge måtte vinke farvel til jobbet som fodboldkommentator på TV 2 og podcastvært på Politiken.
Hans pludselige exit fra medieverdenen kommer i forbindelse med, at Brian Laudrup har medvirket i en reklamevideo for Dubai, hvor han omtaler det ellers stærkt kritiserede emirat i rosende vendinger. Og det er ifølge TV 2 og Politiken altså ikke foreneligt med at bestride en tjans hos dem.
Sagen får til gengæld Brian Laudrup til at lange ud efter de danske medier, der har haft ham i vælten siden fredag:
”Midt i al palaver og skriverier har jeg stadig ikke set medier sige, at de bliver væk, og jeg har heller ikke hørt tv-stationer opgive rettighederne. Det er da også en indirekte promovering af Qatar,” siger Brian Laudrup til Jyllands-Posten.
Reklamevideoen, der er produceret af et reklamebureau for Dubai, er blevet kaldt ’et fantastisk eksempel’ på sportswashing, idet Dubai forventes at skulle huse en del af de fans, der skal til VM i Qatar i slutningen af året.
Opfordrer til boykot, men dækker alligevel
Flere medier, herunder Berlingske, Ekstra Bladet, Politiken og Nordjyske, har tidligere på lederplads opfordret til, at det officielle Danmark boykotter VM-slutrunden i Qatar.
Slutrunden bliver afholdt på et bagtæppe af 6.500 døde migrantarbejdere i en ørkenstat, der samtidig knægter menneskerettigheder på flere planer.
På lederplads har Politiken for eksempel skrevet, at: ”VM i Qatar er en skændsel: Fifa bør aflyse. De deltagende nationer bør boykotte. Spillerne bør boykotte. Og vi, seerne, bør boykotte.”
Det står dog ikke i vejen for, at avisen kan dække begivenheden:
”Vi sondrer mellem holdninger i vores lederspalter og journalistisk relevans i vores indhold. Vi mener, VM er en national begivenhed, og at det her VM er særligt journalistisk interessant. Derfor kan vi godt mene, at man burde boykotte, samtidig med at vi behandler det journalistisk,” sagde Anne Mette Svane til Journalisten i november sidste år.
Nogenlunde samme toner har lydt fra Ekstra Bladet, hvis journalister formentlig også kommer til at rapportere fra slutrunden, men ikke helt på vanlig VM-vis, forklarede daværende sportschef Anders Borup Sørensen sidste år.
”Normalt er der en masse reportager og stemning i dækningen af store slutrunder. Det kommer der også til at være her, men vi vil også have et stort fokus rettet mod de forhold, der er i Qatar,” sagde han.
Fortyder ikke deltagelse
Brian Laudrup er langtfra den første sportsstjerne, der har skullet forsøge at forsvare et samarbejde med en stat, der kritiseres for at være i gang med sportswashing. Det samme har blandt andre Nadia Nadim.
Og set i det lys har den tidligere angriber nok været naiv, da han medvirkede i videoen, siger han til Jyllands-Posten. Han fortryder dog ikke sin medvirken i videoen.
”Jeg synes stadigvæk, at det er en harmløs video, der er lagt op. Ja, jeg sidder i smukke omgivelser. Ja, jeg siger, at noget er betagende, hvilket det også er. Så kan man altid diskutere, om jeg skulle have tænkt over menneskerettigheder, og hvordan visse grupper af mennesker behandles. Men jeg tror ikke på boykot. Jeg tror, som Kasper Hjulmand også har slået fast, at det handler om at være inkluderende og til stede og derigennem se, om ting kan blive ændret. Men når det er sagt, er det ikke den enkelte person, der kan det. De store ændringer skal komme langt højere oppefra. Det er på politisk niveau,” siger han til Jyllands-Posten.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.