En række fortrolige rapporter fra afhøringer af ofrene fra Utøya-massakren er havnet i avisen Aftenposten. Ofrene føler sig krænket, men avisen kan ikke forstå kritikken.
Den norske avis Aftenposten kunne i weekenden skrive om de tanker, der føg gennem ofrenes hoveder, da attentatmanden Anders Behring Breivik gik til angreb på en politik ungdomslejr på øen Utøya i sommers. 69 mistede livet. Aftenposten havde fået fingre i fortrolige afhøringsrapporter, der er blevet lækket fra politiet og kunne i detaljer beskrive de afhørtes tanker og handlinger i de dramatiske minutter.
Ofrene fra Utøya føler sig alvorligt krænket af avisens artikler. Det skriver Berlingske.dk.
Det er blandt andet Eskil Pedersen, der har kunnet se sit vidneudsagn havne i avisens spalter. Pedersen er leder af AUF, den politiske ungdomsforening, der arrangerede lejren på Utøya.
»Måden, avisens journalister er gået frem på over for de unge ofre i denne konkrete sag, er under enhver kritik,« skriver Eskil Pedersen på sin blog. Han er vred over, hvordan avisen har behandlet de folk, hvis vidneudsagn bliver beskrevet i avisen.
»At ringe eller maile til ofrene før historien publiceres med ét eneste spørgsmål – om vedkommende ønsker at være anonym eller ej – er at snyde de unge til at godtage præmissen om, at historien kan trykkes, og at skyde redaktøransvaret over på ofrene. Det er en journalistisk metode, som ikke er Aftenposten værdig.«
Avisen har også gengivet vidneudsagnet fra kaptajnen på den færge, der sejler mellem Utøya og fastlandet. Han blev kendt i Norge, fordi han fortsatte med at sejle ofre væk fra øen selv efter han så sin samlever blive skudt på klods hold.
Hos Aftenposten afviser man kritikken fra ofrene.
»(Et forhør) er ikke en hemmelig samtale mellem et vidne og en afhører. En del af hensigten med en afhøring er at klarlægge fakta til brug i selve retssagen. Det indebærer også at sådanne afhøringer kan bruges åbent af både forsvarer og anklager i straffesagen,« skriver Aftenposten i en leder. Og avisens nyhedschef Ole Erik Almlid kan ikke forstå kritikken.
»Det har ikke været vores intention (at såre ofrene yderligere, red.). Det er ikke usædvanligt i krimijournalistik at referere til, hvad forurettede har sagt. Jeg kan derfor ikke forstå, at det opfattes som om en ny grænse er overtrådt,« siger han ifølge Berlingske.dk.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.