Nyuddannede DR-journalister udgiver personlig beretning om retssagen mod massemorderen Anders Behring Breivik. »Sagen må aldrig blive glemt,« siger forfatterne til Journalisten.dk.
Og der sad de så – DR-journalisterne Louise Damløv og Cecilie Kallestrup. Tre meter fra massemorderen og terroristen Anders Behring Breivik. I Oslo Tingrett, hvor den mest mediedækkede retssag i norsk historie fandt sted: Breiviks attentat på Oslo og Utøya.
»Journalistisk set var det meget spændende at dække retssagen,« siger Louise Damløv til Journalisten.dk.
Tre måneder før hun blev sendt til Norge færdiggjorde Louise Damløv sin praktik, mens kollegaen Cecilie Kallestrup stadig var praktikant under dækningen. I går udseendte de to journalister bogen "Tre meter fra Breivik", hvor de – som de første i verden – beskriver retssagen i bogform.
I forordet til bogen står:
"Undervejs i vores dækning er vi blevet stillet over for en lang række etiske dilemmaer om, hvor mange detaljer brugerne skal indvies i. Hvornår giver vi brugerne ind¬blik, og hvornår er vi talerør for Breiviks synspunkter? Hvor går grænsen for, hvad der er unødvendige, makabre detaljer om dødsofre, og hvad der er vigtigt for historien? Hvor ligger balancen mellem at præsentere et dækken-de billede af, hvad der foregår i retssal 250 – og samtidig gøre det uden at krænke de involverede?"
Og så er det, at journalisten i den anden ende spørger:
I vil ikke være talerør for Breivik og hans holdninger. Men hvorfor udgiver I så en bog om ham?
»Retssagen var en enorm stor oplevelse for os – på både godt og ondt. På den ene side er bogen en god måde for os at få bearbejdet oplevelserne og slippe sagen. Mere vigtigt er dog, at den her sag må og skal dokumenteres for eftertiden. Vi vil ikke fremme Breiviks synspunkter ved at give ham taletid, men vores børn og børnebørn må ikke glemme, at højreekstremismen stadig er til stede i Europa,« siger Cecilie Kallestrup.
»Vores dækning på dr.dk fik ikke alle aspekter af retssagen med, så vi har mange ting på hjertet. Vi er ikke blinde for, at Breivik får mere omtale med bogen, men vores fokus er på ofrene, og derfor blev DR også som det eneste danske medie i Norge under hele retssagen,« supplerer Damløv.
Hverken Damløv eller Kallestrup har tidligere dækket retssager.
»Jeg kan naturligvis kun gætte mig til, hvordan vores ældre kolleger tænker og agerer, men vi har en formodning om, at vi måske har tænkt mere over etikken i vores dækning end journalister med flere års erfaring vil gøre. Under retssagen arbejdede vi hele tiden efter vores mavefornemmelse. Den brugte vi meget under gennemgangen af obduktionsrapporterne, hvor vi udelod mange detaljer,« siger Louise Damløv.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.