Branding i brændingen

På Danmarks vestkyst skummer nogle af Europas bedste bølger. Her fandt kontorfællesskabet Cold Hawaii Starfish sin niche - formidling af surf-sporten.

På Danmarks vestkyst skummer nogle af Europas bedste bølger. Her fandt kontorfællesskabet Cold Hawaii Starfish sin niche – formidling af surf-sporten.

Se Jonathan Bjerg Møllers fotoreportage fra Klitmøller her.

MEDVIND.
"Gone to the beach".
Skiltet står i ruden på et hvidskuret hus ved hovedgaden i den lille strandby. Det er gråt og koldt i Klitmøller i Nordjylland. Det stormer. Og regner. Men de lokale er taget på stranden.

Vejret er faktisk perfekt, fordi en World Cup-afdeling i wave-performance løber af stablen netop nu. Vi er landet i Thy på en råkold septemberdag, og vi ser, hvordan den gamle fiskerby brander sig selv i det nye årtusinde. Branding, som en lille flok selvstændige journalister bidrager til fra fælleskontoret Cold Hawaii Starfish.

Små klynger af solide murstenshuse er drysset ud i området, og de rummer 800 faste indbyggere. Lange vimpler med Dannebrog blafrer hidsigt i blæsten, og alle veje fører til havet, lader det til. Små sidegader og en lille hovedgade. En bager. Et røgeri. En surf-shop. Og stranden med de små fiskerbåde i sandet. Ved siden af ligger surferne; tradition og modernisme.

Et af de ældste huse i Klitmøller er det gamle missionshus, men missionærerne er for længst forsvundet, huset er ombygget, og i dag styrer Cold Hawaii Starfish den globale dækning af World Cuppen herfra. Begivenheden har en række sponsorer, og kontoret har fået del i støttemidlerne. De har stået for hele kommunikationsstrategien – fra hjemmesiden over Facebook og til borgmesterens intro i velkomsthæftet. Desuden laver de podcast og livestream til et globalt publikum.

Ved stranden er to surfere på vej ud over bølgerne, mens house-musik banker ud af højtalerne, og et par tusinde mennesker skutter sig under huer og vindjakker. På havet skal surferne lave tricks og imponere dommerne. Vi går bag om folkemængden og ind i et lille rum; ind i det kommunikative center.
»Ja, Mikkel, du er på. Du må gerne stille skarpt på ham, der står på stranden. Tak.«

Filmfotograf Finn Noer er en del af Cold Hawaii Starfish, og han styrer de fire kameraer, som transmitterer begivenheden over nettet.
»Prøv lige at sige noget til ham, der står med den røde hætte. Han skal ud af skærmbilledet. Nu.«
Ved siden af sidder to solbrændte fyre i hættetrøjer og kommenterer på hop og tricks.
»It's a radical thing, when the conditions are like this,« siger den ene til sine web-seere.

Efter konkurrencen fanger vi Finn Noer et roligt øjeblik. Han er svært tilfreds med årets konkurrence.
»Forholdene var helt perfekte, og vi har fået god feedback. Vi er blevet opfordret til at lave web-produktionen for hele World Cuppen – og ikke kun til den danske afdeling,« siger han.

Som de fleste andre fra Cold Hawaii Starfish er han selv surfer. Han er simpelthen blevet freelancer i udkantsdanmark for at kunne dyrke sin passion.
»Jeg flyttede til Klitmøller i 1993 udelukkende for at surfe. Tidligere surfede jeg professionelt, og derfor ved jeg også præcis, hvad man skal holde fokus på, når vi transmitterer,« forklarer han.

Cold Hawaii Starfish blev grundlagt for blot fire år siden, da to af surferne delte et kontor, og siden er det vokset.

Tilbage i missionshuset har vi sat os i køkkenet med marketingstrateg Ida Poulsen, grafisk designer Troels Schwarz og journalist Jeanette Lund. Kontorfællesskabet rummer desuden en projektleder, en it-specialist, to webudviklere samt filmmand Finn Noer.

De har alle været med til at brande World Cup-stævnet, men de tre tilbageværende har ikke noget at gøre med gennemførelsen af selve konkurrencen. Kontoret samarbejder løbende på flere områder. De har for eksempel lavet en hjemmeside til en efterskole i Thy, og de har udgivet bogen "Thy til sanserne".
»Vi er et full-service mediebureau. Hvis én ikke kan klare en opgave, så er der en anden, der kan,« siger Ida Poulsen, og de andre nikker.

De fortæller, at en del kreative sjæle flytter til Klitmøller, fordi der er oplagte fordele ved at bo midt i den smukke Nationalpark Thy. Jeanette Lund var desuden træt af tilværelsen som fastansat.
»Jeg havde været ansat i det offentlige i en årrække. Der skulle ske noget nyt, og det var en gammel drøm at blive freelancer. Jeg kendte nogle af gutterne, og så var det oplagt at gå sammen,« siger hun.

Der var heller ikke rigtig andre muligheder. Klitmøller har nemlig kun ét journalistisk kontorfællesskab. På kontoret er glæden ved naturen imidlertid en rød tråd, og man kan købe et hus med have for en halv million kroner. Ud over frisk luft og billige boliger er der én speciel fordel ved at være i udkantsdanmark, fortæller Troels Schwarz.
»Vi har markedet for os selv. Der er simpelthen ikke mange konkurrenter, men det kan samtidig være en ulempe at være i et tyndt befolket område. Det kan nemlig være svært at give en meget specifik opgave videre, fordi vi har forskellige nicher.«

Se Jonathan Bjerg Møllers fotoreportage fra Klitmøller her.

0 Kommentarer