Brand Movers halverer taksten til freelancere

Fra nu af får du halvt så meget i løn. Sådan lød den sammenfattede besked til en gruppe freelancere fra reklamebureauet Brand Movers. »Vores priser bliver justeret med jævne mellemrum,« forklarer direktøren. DJ-formand Lars Werge erkender udfordringen i at organisere reklamebranchen

”Alle artikler + advertorials honoreres for fremtiden med 800 kr. pr. styk”

Sådan lød den korte besked i en mail om fremtidige minimumstakster fra marketingsbureauet Brand Movers. Beskeden blev sendt til en række freelancere, der tidligere har leveret stof til bureauet. I mailen begrunder bureauet kort de nye takster.

Lidt mere konkret betyder det, at der fremover gælder nye takster for leveringer til forskellige tillæg i Politiken, som er kunde hos Brand Movers. Artikler og advertorials – altså betalt indhold – som før blev takseret til 1.600 kroner, vil fremover honoreres med 800 kroner per styk. Altså halvdelen.

Begrundelsen fra Brand Movers lyder, at Politiken har sænket de priser, de betaler bureauet for deres arbejde.

Men den besked fik flere af freelancerne til at reagere. Direktør og stifter af Brand Movers Jesper Laursen fortæller, at flere af freelancerne takkede nej på baggrund af mailen. Derfor har Brand Movers valgt at hæve tilbuddet, så taksten sandsynligvis lander på 1.000 kroner for dén type standard-opgaver.

Taksterne varierer hele tiden

Jesper Laursen forklarer, at der er tale om minimumstakster for arbejde, som typisk vil være en enkildes advertorial på en side, som freelanceren laver over telefonen.

»Hvis det er en større ting over flere sider eller en opgave, der er tungere at lave, får man flere penge,« forklarer han.

Jesper Laursen understreger, at Brand Movers ikke opererer med faste takster.

»Vores priser bliver justeret med jævne mellemrum og bliver vurderet ud fra den konkrete opgave. Der kan være mange grunde til, hvordan en konkret opgave bliver takseret. Det handler om opgavens karakter og omfang, og hvilke priser vi får hos vores kunder,« siger Jesper Laursen.

Bureauet indgår ikke faste aftaler med freelancere. Derfor kan freelancere, der leverer stof til Brand Movers, ikke regne med et fastsat honorar, forklarer Jesper Laursen.

Produktet skal kun være halvt så godt

Eksemplet med Brand Movers puster til debatten om freelancernes forhold.

Fra Dansk Journalistforbunds (DJ) formand, Lars Werge, er meldingen klar, da Journalisten gør ham opmærksom på nye lavere takster hos Brand Movers: Hvis freelancernes honorar halveres, må arbejdsgiveren forvente, at det produkt, de får leveret, kun bliver halvt så godt.

»I vores rådgivning af freelancere siger vi, at man skal sætte kvaliteten og indsatsen efter den pris, der bliver aftalt. Så hvis arbejdsgiveren kun vil betale 800 kroner, kan han kun forvente at få et produkt, der er 800 kroner værd,« siger Lars Werge.

Han tilføjer, at arbejdsgiverne kan forvente, at det bliver sværere at finde dygtige freelancere, der ønsker at levere til den pris:

»Der er en sammenhæng mellem pris og kvalitet.«

Reklamebureauerne vil ikke indgå aftaler

I DJ er man bekendt med freelancemedlemmerne i reklamebranchen, men der er en stor udfordring i at organisere dem, forklarer Lars Werge.

»Det er primært med individuel rådgivning, vi kan hjælpe freelancere, der arbejder i reklamebranchen. Vi har forsøgt at indgå overenskomster med flere reklamebureauer, men arbejdsgiverne har ikke ønsket at indgå aftaler,« siger Lars Werge.

Men er det her ikke et eksempel på, at der stadig er stor forskel på freelancere kontra fastansattes vilkår?

»Hvis ikke de har fastansatte ansat, er det svært at lave den sammenligning. Sammenligningen kan gå, hvis det for eksempel handler om Politiken eller DR, fordi der er fastansatte, man kan sammenholde det med. Men da der ikke er fastansatte journalister på Brand Movers, kan man ikke på samme måde lave sådan en kobling,« svarer Lars Werge.

Men hvad vil DJ gøre for at bekæmpe den usikkerhed, der er for mange freelancere i forhold til, hvordan de honoreres?

»Vi vil gøre det, vi gør. Vi har en freelancestrategi, som vi arbejder ud fra, og vi har forskellige tiltag. Usikkerhed er også et vilkår, som freelancerne er glade for – altså forstået som fleksibel tilknytning. Den fleksibilitet bliver sat meget højt. Vi må i DJ hjælpe dem ved at sikre, at de får ordentlig rådgivning,« siger Werge.

Ikke journalistiske produkter

Jesper Laursen understreger, at Brand Movers er et marketingsbureau, som leverer content-marketing og ikke journalistisk stof til deres kunder.

»Vi må ikke forveksles med Media Movers. Selvfølgelig er der journalister, som leverer stof til os, men det er ikke journalistiske produkter, men reklamestof,« siger han.

Men når der også arbejder journalister hos jer, kunne I så ikke indgå overenskomst med Dansk Journalistforbund?

»Der er mange forskellige faggrupper, som arbejder under Brand Movers. Også journalister. Men det vil ikke give mening, hvis vi skulle tegne overenskomst med Dansk Journalistforbund, fordi vi er et reklamebureau. Men Media Movers har lige fra starten haft overenskomst med Dansk Journalistforbund, fordi det giver mening,« svarer Jesper Laursen.

3 Kommentarer

Bodil Rohde
13. MAJ 2015
Kære Lars Werge

Kære Lars Werge

Der er noget, du helt har misforstået, når det handler om freelancernes arbejde.

Ingen freelancere kan finde på at skrue af kvaliteten af deres arbejde ned til det halve, - og hvordan skal man som professionel freelancer iøvrigt gøre det?

Det vil du som DJ-formand måske være venlig at give en opskrift på.

Det eneste rigtige er selvfølgelig, at freelancerne går til DJ, som er deres fagforening, og beder om, at der bliver grebet ind.

Venlig hilsen
Bodil Rohde









Allan G. Nielsen
13. MAJ 2015
Kære forbund, kolleger og
Kære forbund, kolleger og medlemmer.
Kom nu ind i kampen.
Kald det nu social dumping. For det er netop, hvad det er.
Her er det ikke bare nogle valgte og ansatte i forbundet, som skal frem i skoen. Ude på arbejdspladserne, og det gælder særligt de fastansatte på de overenskomstdækkede områder, skal der også tages del i kampen.
For gøres der ikke noget, er det bare et spørgsmål om tid, inden vi alle bliver ramt og arbejder i virksomheder og bureauer, som leverer indhold til medierne, men uden overenskomstdækning.
Det er den udvikling, som foregår i andre brancher, og den udvikling vil også ramme store dele af journalisternes og mediemedarbejdernes arbejdsområder.
Thomas Jensen
13. MAJ 2015
Hvor mange
Hvor mange universitetspraktikanter er der hos MediaMovers og BrandMovers?
Og hvad mon de laver?