Branchens machokultur skader os alle

Hvis vi ikke kan ændre machokulturen i mediebranchen for vores egen og kollegernes skyld, bør vi gøre det for læsernes/seernes/brugernes, skriver Susanne Sayers
14.03.2018 · 13:00
Susanne Sayerss billede
Susanne Sayers
Selvstændig journalist

Jeg tror, at det var, da jeg læste Journalistens dækning af stressproblemer i tv-branchen, at det for alvor gik op for mig, at vi har et problem som journalister.

Og nej, jeg taler ikke om arbejdsløshed, prekariat, digitalisering, Facebook, Google, inkompetente ledere og en hel masse andet, som vi ikke kan gøre alverden ved. Men om en kultur, som vi selv er med til at fremme, og som i høj grad er medvirkende til, at vi er for mange, som har mærket stress på nærmeste hold – enten hos os selv eller vores kolleger.

Selvfølgelig er det arbejdsgiverens ansvar at sørge for, at arbejdet kan udføres, uden at det bliver decideret usundt. Nogle af fortællingerne i Journalistens serie om stress i tv-branchen er det svært at læse som andet end uansvarlig ledelse.

Men når det er sagt, så dyrker vi – i hvert fald i dagbladsbranchen, som er den, jeg kender bedst – et ideal, som jeg i mangel af bedre vælger at kalde machokultur. Den er ikke forbeholdt mænd, og ikke alle mænd er bærere af den, men det er sådan noget med, at vi er nogle helvedes karle, søvn er for svagpissere, og helt ærligt – det der stress, er det ikke også bare noget opreklameret lort og noget, som rammer de mennesker, som alligevel aldrig burde have været i branchen, hvis de ikke kan tåle en smule modstand?

Det er sådan en fortælling, vi i hvert fald i min generation (som dominerer en række arbejdspladser) generelt godt kan lide. Journalister er seje, journalister kan klare det meste, journalister sladrer (læs: klager) ikke, journalister får ikke stress.

Og jeg havde det selv sådan. Jeg var i hvert fald ikke en svækling, jeg så med medlidenhed, men ikke ret meget forståelse på kolleger og ansatte, som blev ramt af stress. Herregud, så var arbejdspresset da heller ikke højere, og selv kunne jeg jo klare hvad som helst.

Indtil den dag, hvor jeg på Børsens trappe pludselig ikke kunne huske, om jeg var på vej op eller ned, hvad jeg lavede, hvorfor jeg gjorde det, og hvad det i øvrigt skulle gøre godt for. 14 dage senere overvejede jeg et kort øjeblik at hoppe ud foran et eller andet tungt med mange hjul. Så gik jeg til psykolog.

Et klokkeklart tilfælde af stress

Vejen tilbage, fra hvad der var et klokkerent tilfælde af stress, var lang, og den er trods flere år siden da ikke ganske overstået. Min hukommelse er ikke, hvad den var, om end klasser bedre end dengang, da mine børn var ved at fortvivle over, at jeg kunne spørge dem om, hvordan dagen var gået – blot for at spørge om det samme 10 minutter senere. Og igen. Og igen.

Stress påvirker ikke kun den ramte. En god kollega, som jeg mødte igen for ikke så længe siden, havde jeg såret ved under en middag (som jeg heller ikke kan huske) udelukkende at tale om mig selv. Hun er heldigvis ekspert i stress og undskyldte mig med, at det også er typisk. Men mine børn, mine venner, mine kolleger led under, at jeg var helt til rotterne efter at have troet, at jeg var udødelig.

Og her er pointen: Ja, ledelsen havde et ansvar. Men først og fremmest var mit nedbrud et resultat af en kultur, som jeg har levet i og hyldet i over 30 år. En kultur, hvor man er mand for sin hat, kan klare alt, ikke klager, ikke beder andre om hjælp – og ikke siger fra. For det er det samme som at klage, og at klage betyder, at man ikke kan klare det, og kan man ikke klare det, er man svag. Og er der noget, vi ikke gider at være, er det svage.

Kulturen må ændres for alles skyld

Det er en uhellig cocktail. Og kan vi ikke ændre den for vores egen og kollegernes skyld, bør vi gøre det for læsernes/seernes/brugernes. For noget af det, jeg i mellemtiden har lært om stress, er, at det ødelægger vores evne til at tænke langsigtet og rationelt. Det er logisk nok. En stressreaktion er et svar på, hvad vi opfatter som en øjeblikkelig trussel, og vi går omgående i overlevelses-modus. Vi får tunnelsyn, og vi mister evnen til at se det store billede.

Men aldrig har vi haft mere brug for omtanke, for at vurdere perspektiver, konsekvenser, løsninger … og alt det ødelægger vores trang til adrenalinkick og vores dødsforagt i forhold til stress og ængstelse, når det hele bliver svært. Det forstærkes yderligere af den konkurrence, der er i branchen, og som jeg elsker, men også må erkende kan være ødelæggende for arbejdsklimaet og for evnen til eftertanke.

Vi skal væk fra den ‘winner takes all’-tankegang, som er blevet forstærket af digitaliseringen, hvor vi ikke længere kan nøjes med én daglig deadline (og derfor har tid til at tænke og gentænke), men har deadline konstant og måler os op mod konkurrenter, internt såvel som eksternt.

Vi er også udsat for pres udefra i nyt omfang, fordi det er så let at chikanere og true via de sociale medier. En norsk undersøgelse har dokumenteret, hvor alvorligt det er, og hvor få medier der har en strategi for, hvordan de vil hjælpe journalisterne.

Ud med den ensomme ulv

Alt det ovenstående er som nævnt ikke skrevet for at fritage arbejdsgiverne for deres ansvar. Med retten til at lede og fordele arbejdet følger pligten til at gøre det på en måde, så det kan lade sig gøre uden skade på krop og sjæl. Men vi har brug for nye journalistiske idealer, som er drevet af noget, der ikke alene hjælper os, men først og fremmest gavner de mennesker, i hvis tjeneste vi er – vores læsere og seere. Cavlingprisen har tydeliggjort, at samarbejde er vejen frem, og jeg har endnu til gode at se en artikel blive dårligere af, at en kollega har bedt om hjælp.

De af os, der er af den gamle skole, skal lære, at det ikke er en svaghed at bede om hjælp. Tværtimod. Vi skal støtte og indgå på nye måder i et redaktionelt samarbejde, som ledelserne desværre sjældent anerkender efter fortjeneste.

Vi skal holde op med at dyrke den ensomme ulv som den sejeste form for journalist. Det kræver faktisk mod at bede om hjælp og erkende, når der er noget, vi ikke kan klare. En arbejdskultur, hvor vi investerer energien i at hjælpe hinanden for at udfolde alt det, vi kan, er sværere og uendeligt meget mere givende og ambitiøs end at dyrke enmandshæren.

Kommentar

19/03/2018 - 12:12

Michael Bjørnbak Martensen

Ord er bare så fattige. Machokultur, f.eks. Mænd, kvinder, stress ... ja, hvad er det for en tingest?
Den tingest, vi skal have styr på. Når....vi forhåbentligt finder en ny måde at være journalister på.
Jeg er en meget stor kritiker af de to tiltag, der er i gang med Ulrik Haagerup og forbundet.
Ulrik kigger på de store medieudbydere - hvordan skal de gøre i fremtiden?
- Jeg tror ikke et sekund på, at de store stationer kan nå ud i hjørnerne. Det har historien vist, hvor journalisterne stort set ikke aner hvad der foregår uden for Christiansborg. For bare 4-5 år siden nåede opmærksomheden til Valby Bakke..
Forbundet, der kigger på fagenes fremtid.
- Jeg tror ikke et sekund på, at alt det der ikke virker, pludseligt kommer til at virke. F.eks. er der ikke mere uddannede fotografer på EB. Og de færdiguddannede tror ikke, at de får job. Så hvordan hulen kan forbundet bilde sig selv ind, at et fag, der er totalt yt kan blive hype?

Jeg er uddannet fra Handelshøjskolen, dengang man lavede undersøgelser. Så vidste man, hvad der rørte sig. Sådan et projekt er jeg i fuld gang med "Ud og forstå 17 18" der kan ses på www.20193934.dk

Fint at du rejser spørgsgmålet. Og fint, hvis du vil medvirke til at finde svar.

Du er altid velkommen i butikken.

CAPTCHA
Dette er en test for at sikre at du ikke er en robot der blot spammer kommentarsporet.

Seneste nyheder

13.12.2018 · 11:22

Medlemmer reagerer på skrantende Publicistklub

Lasse Højsgaard
13.12.2018 · 09:33

Henrik Bo Nielsen bliver direktør i DR

Andreas Marckmann Andreassen
12.12.2018 · 15:03

Å-pressechef om 2018: Grimt at opleve, når blodhunden glammer

Kerstin Bruun-Hansen

Seneste jobopslag

Kommunikationschef

Gribskov Kommune
Ansøgningsfrist: 13.01

Journalist til digitalt fagmedie i vækst

Kristeligt Dagblad
Ansøgningsfrist: 04.01

Reporter til DR Nyheder på Messenger

DR
Ansøgningsfrist: 07.01

Digital Storyteller

Dansk Flygtningehjælp
Ansøgningsfrist: 17.12

Kommunikationsmedarbejder/ journalist til Danske Erhvervsakademier

Danske Erhvervsakademier
Ansøgningsfrist: 20.01

Ugeskrift for Læger søger erfaren og ambitiøs journalist

Lægeforeningen
Ansøgningsfrist: 07.01

Bliv pressekonsulent på Københavns Professionshøjskole

Københavns Professionshøjskole
Ansøgningsfrist: 21.12

Initiativrig presserådgiver til Ejendomsforeningen Danmark

Ejendomsforeningen Danmark
Ansøgningsfrist: 06.01

Områdechef for Forskning og Viden på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX)
Ansøgningsfrist: 02.01

SoMe-stærk kommunikatør med talent for video

ARKIL HOLDING A/S
Ansøgningsfrist: 02.01

Fordelingsansvarlig til Dansk Journalistforbund

Dansk Journalistforbund
Ansøgningsfrist: 10.01

Content specialist

Zoologisk Have København
Ansøgningsfrist: 13.01

Bladredaktør søges til barselsvikariat

Astma-Allergi Danmark
Ansøgningsfrist: 02.01

Journalist

SOS International
Ansøgningsfrist: 14.12

Samvirke søger Danmarks bedste madredaktør

COOP
Ansøgningsfrist: 28.12

P3 Nyheder søger nyhedsvært

DR
Ansøgningsfrist: 14.12

Presse- og kommunikationsrådgiver til Finans Danmark

Finans Danmark
Ansøgningsfrist: 13.12

Pressechef til Finans Danmark

Finans Danmark
Ansøgningsfrist: 13.12