Demonstranternes vrede, frustrationer og vold i Frankrig i kølvandet på drabet på den 17-årige Nahel Merzouk var ikke bare rettet mod politi og politikere, men også mod journalister.

De store uroligheder, der førte til store og voldelige protester, hvor omkring 1.000 personer blev anholdt og 40.000 politibetjente mobiliseret, var udløst af teenagerens død. Han blev skudt af politiet i en forstad til Paris i slutningen af juni, da han ikke fulgte færdelspolitiets anvisninger, og det er af mange blevet set som et eksempel på etnisk profilering fra fransk politis side.

Mens gader i Frankrig stod i flammer, og bølgerne gik højt under protesterne, blev mindst 18 pressefolk udsat for angreb. Det viser en opgørelse fra organisation Journalister Uden Grænser (RSF).

En af dem var Kiran Ridley, fotojournalist for bureauet Getty Images. Han blev angrebet af en gruppe unge, der slog ham i ansigtet tre gange og brækkede næsen på ham. Adskillige andre journalister og fotografer fik smidt brosten efter sig de efterfølgende dage og nætter.

Mindst to journalister blev angrebet, da der opstod demonstrationer i den østlige by Besancon. En af dem arbejder som freelancer for radiokanalen BIP/Média 25 og blev tævet med et koben og skulle sys sammen med syv sting.

Andre har fået smadret – eller forsøgt smadret – deres udstyr.

Betragtes som forlænget arm

Sikkerhedssituationen for journalister spidsede til i en sådan grad, at RSF søsatte en hjælpelinje til journalister, der dækkede urolighederne. Her kunne mediefolk få juridisk hjælp, låne sikkerhedsudstyr som hjelme og veste, sikkerhedstræning, sikkerhedshjælp og psykologisk hjælp.

Og det er ikke, fordi journalisterne bare var til stede, at de blev mål.

”Optøjerne rammer også journalister, fordi vi repræsenterer det, som mange af oprørerne hader. Som journalist må man forberedt på, at vi er et mål i disse områder,” har norske TV 2’s Europakorrespondent, Elin Sørsdahl, sagt til Journalisten.no.

Enslydende er analysen fra Kirsten Biering, associeret seniorrådgiver ved Dansk Institut for Internationale Studier og tidligere ambassadør for Danmark i Frankrig.

”Der var angreb mod journalister og kamerafolk under de nylige uroligheder, fordi disse af nogle betragtes som det offentlige Frankrigs forlængede arm. Medierne ses, igen af nogle, som partiske og uden interesse i at videregive et nuanceret billede af det, der foregår,” siger hun og tilføjer.

”Det er ikke et forhold, der er knyttet bare til de seneste begivenheder, men en del af en større mistro over for franske institutioner.”

Udladning af frustration

Kirsten Biering understeger dog samtidig, at alt for nogle af de unge var et legitimt mål, uden der nødvendigvis lå større ideologiske tanker eller grunde bag.

”Det var netop en meget stor frustration, der fik afløb, hvor den overhovedet kunne,” siger hun.

De voldsomme protester fandt sted fra den 27. juni til 4. juli, men det betyder ikke, at utilfredsheden og frustrationerne har lagt sig.

Så sent som i weekenden skulle der have været en ny demonstration mod politivold. Den skulle have været afholdt i Paris, men blev afvist af politiet med henvisning til risiko for forstyrrelse af den offentlige orden, da det ikke ville være muligt at sætte nok politi ind – dels på grund af den store mobilisering af politi under demonstrationerne, og dels på grund af behov for tilstedeværelse på Bastilledagen den 14. juli.